expand
GFR
GFR

WordPress database error: [You have an error in your SQL syntax; check the manual that corresponds to your MariaDB server version for the right syntax to use near ') ORDER BY menu_order ASC' at line 3]
SELECT ID FROM wp_posts WHERE post_type = 'attachment' AND ID in () ORDER BY menu_order ASC

Notice: WP_Query was called with an argument that is deprecated since version 3.1.0! "caller_get_posts" is deprecated. Use "ignore_sticky_posts" instead. in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-includes/functions.php on line 4021

Man fornemmer en ambivalens når man lytter Sorte Fugle’s debutalbum igennem. Det emmer på mange måder af forfald, desillusion, og håbløsheden ved et trøsteløst liv i udkanten, på Falster. Samtidig er det også en kærlighedserklæring til hjemstavnen, der måske nok er udråbt som værende en del af den såkaldte rådne banan, og rummer alle de førnævnte ting, men der er også noget at kæmpe for. Og noget at være stolt over. Det er jo “hjemme”.

De to Sorte Fugle, Flemming Walther og Dennis Bengtson har begge været på flugt fra virkeligheden og realiteterne på Falster, med separate ophold i Tyskland. Men de endte alligevel med at trække hjem igen, og et møde over en flaske rødvin på en gammel gård på Falster udmøntede sig i et musikalsk samarbejde, og nu, dette 11 numre lange debutalbum.

Det er udkantsrock med en folk-rock kant, hvor man kan høre ekkoer af trubadurer som CV Jørgensen og Peter Sommer, selvom det lyriske univers ikke når de CV’ske højder og må “nøjes” med en fin Sommer. De største problemer jeg har med udgivelsen er, at jeg synes det bliver lidt for langt i forhold til hvad der bydes på, lyden bliver en kende monotont brummende og bastant over 11 numre og så bliver den ellers kalorierige og spændende fortælling, der gennemstrømmer albummet en kende ensformig i smagen.

Jeg havde nok skåret nogle numre fra og satset på et mini-album, ud med den ellers fine kærlighedssang “Sensommer”, den stikker i mine øjne underligt ud tematisk, så der kan der spares et nummer. “Alting Er” bliver for mig lidt for De Eneste To dunkende i sin lyd, den skaber variation, ja, men det er ikke her duoens styrker ligger i min optik. Og så er der et nummer som eksempelvis “Kontrolleret i Forfald”, der både kunne handle om Falster’s skæbne eller Danmark, hvis vi zoomer ud, men budskabet og temaet går igen i andre, bedre, numre på pladen, så det kommer lidt til at fremstå som en gentagelse.

Nu er det jo ingen skam at gentage en god, eller vigtig, pointe, og Sorte Fugle har helt klart noget der bør, skal og trænger til at blive sagt og hørt, men jeg sidder alligevel med en fornemmelse af, at fortællingens fulde potentiale ikke bliver foldet helt ud – der er simpelthen mere at hente her. Numrenes synsvinkel og historier er mestendels holdt i en generel og lidt neutral tone, forstået som, at nok handler mange af numrene sikkert om det lokale, i dette tilfælde Falster, men de er formuleret så de kunne fungere mange steder. Især andre steder i “Udkantsdanmark”.

Det er sådan set fornuftigt nok og giver mulighed for bred identifikation, alligevel savner jeg, som albummet skrider frem, nogle karakterer eller noget mere konkret at hænge budskaberne og pointerne op på – ikke mindst for variationens skyld. Når det endelig bliver mere konkret som i nummeret “Kontrol”, så er det desværre lidt en sang man har hørt sunget før. Det er en arbejderklasse/slave sang, om livet på en fabrik og den mekaniske og kolde tilværelse der, men blip-blop og hva’ gør vi nu, lille du, den slags fortælling om arbejd’ arbejd’ er ligesom hørt før. Og selv om nummeret fungerer rigtig godt isoleret set, så tilføjes der ikke noget afgørende nyt, eller en interessant nok skæbnefortælling i sangen, til at det rammer mig helt.

På åbneren “Nyt Liv” lyder det virkelig som om vi er helt derude, hvor det eneste selskab man har på landevejen er det støv der hvirvles op mens man kører ud og væk. Vi rammer måske ikke helt et Springsteen’sk niveau af udlængsel, men “jeg har rendt hele vejen fra Falster til Berlin // Jeg har druknet mine smerter i billig røg og vin // Og ensomheden rammer, selvom man er skæv”, er nu alligevel en vellykket og effektiv stemningssætter. På trods af, at lyrikken lyder noget nedslående og en rundtur i nederlagenes manege, så er både melodi og den trykkende rytme, der driver nummeret frem fyldt med saft og kraft – så man fornemmer at panden er oprejst og skuldrende brede nok.

I det hele taget åbnes albummet virkelig stærkt, udlængsel og hjemve går hånd i hånd med drømme, ikke mindst de knuste af slagsen, de bristede illusioner, som man hører om i den efterfølgende “Illusioner”. Pladens førstesingle, og nok også stærkeste nummer. Den emmer af både knuste drømme og melankoli, men en følelse af noget styrke og vilje til at komme igennem det. Så er spørgsmålet så om det er nok, afslutteren “Et Nul” er i hvert fald noget af en farvelsalut til pladen og lidt at et nedslående punktum. “Desværre er håbet nu fløjet og har taget troen på livet med sig (…)og alting er sunket i jorden, forsvundet i det store sorte hul // jeg tror ikke helt jeg forstår det, og jeg vil regne mig selv som et nul”. Tak for kaffe.

Her sidder dobbeltvokalerne, der bruges jævnligt og gerne badet i noget rumklang og andet der kan gøre den lidt ufiltreret af lytte til, også lige som de skal. Generelt er lyden temmelig lige på og rå, den har tendens til lejlighedsvis, som tidligere nævnt, og blive lige lovlig brummende eller bastant. Det er muligvis 8-sporsoptagelsen i one-takes der her viser sine begrænsninger, men sikkert også et bevidst valg der skal få Sorte Fugle til at lyde som den “ægte”, vindblæste og skrabede vare – med de fordele og ulemper det nu giver. Alt for poleret er fjerpragten i hvert fald ikke.

Som I måske kan se, så rummer min oplevelse af albummet også noget ambivalens. Meget af det har med valg og fravalg fra bandets side at gøre. Jeg ville gerne have haft mere af det nære,  brugt som katalysator og talerør for en større fortælling og pointe. På den anden side så er Sorte Fugle også gode til at se tingene i fugleperspektiv, selvom system- og samfundskritiske numre som “Lykkelige Folkefærd” og den selvbetitlede “Sorte Fugle” bliver lidt letkøbte og en kritik der er hørt før. Men jeg synes stadig det er gode numre!

Det hele grunder måske, et eller andet sted, også i, at jeg selv er født og vokset op i det der nu er “udkantsdanmark”, eller “det gule Danmark”, ude vest på, ikke langt fra grænsen, hvilket igen medfører en masse ambivalente følelser – men også gør Sorte Fugle meget umiddelbart relaterbar for mig. Jeg er vokset op i en lille landsby, hvor der dengang var både Brugsen, en købmand, posthus, sparekasse, en skomager, en kvindehøjskole (!), folkeskole indtil 7. klasse, kirken, indtil flere maskinstationer OG en bager. De fleste af de ting forsvandt enten på grund af butiksdød eller fordi ejerne rent faktisk døde. Så flyttede man til den lokale “storby”, der allerede havde mistet seminariet i slut-80’erne, kasernen lukkede og den virksomhed man arbejdede på lige efter gymnasiet begyndte at flytte produktionen til udlandet… og så flyttede man selv væk.

Jeg kender følelserne og stederne som Sorte Fugle kredser over, der var endda sort sol ude i marsken, så helt bogstaveligt, somehow. Jeg kender trangen til at komme ud og væk, ikke se sig tilbage og lade bananen rådne op. Jeg flyttede inden tilstanden og disse yderområder fik nogle negativt ladede betegnelser, og inden det “gik helt galt”. Så på en anden måde føler jeg mig også underligt distanceret fra det Sorte Fugle besynger, og denne hjemstavn – som jeg IKKE har tænkt mig, nogensinde at vende tilbage til. Nogle gange kan det undre mig at nogen overhovedet gider bo der, eller hvorfor folk ikke bare flytter, men det er jo fordi der er nogle værdier til stede, noget der er værd at kæmpe for og fordi ikke alle synes det er en rådden banan, hvilket man på ingen måde skal underkende eller være nedladende overfor. Det var måske også derfor de Sorte Fugle her endte med at vende hjem?

Sorte Fugle har ikke lavet nogen perfekt plade, jeg har på fornemmelsen at vingefanget hos denne duo er endnu bredere end vi får set her, men de har lavet en, i mangel på bedre betegnelse, meget ægte plade, der i i glimt er ganske glimrende endda og ikke mindst tvinger mig til at forholde mig til den. Det giver 4 flyvske stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Sorte Fugle på facebook

Notice: WP_Query was called with an argument that is deprecated since version 3.1.0! "caller_get_posts" is deprecated. Use "ignore_sticky_posts" instead. in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-includes/functions.php on line 4021

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Notice: Undefined index: disable_share_linkedin in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 50 Notice: Undefined index: disable_share_twitter in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 54 Notice: Undefined index: disable_share_digg in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 58