Solbrud: Jærtegn ***** (5/6)

0
1452
views

Den danske black metal trio er klar med andet fuldlængde udspil, der rummer mere af det samme og lidt til og meget mere.

Efter første gennemlytning af Jærtegn var jeg egentlig lidt skuffet, eller skal vi sige, ikke så “overvældet”, som da jeg første gang stiftede bekendtskab med Solbrud på deres selvbetitlede debut fra 2012. Umiddelbart syntes jeg, at det “bare” lød som mere af det samme, i sig selv godt nok, for niveauet på Solbrud  er tårnhøjt, men havde måske bare skruet forventningerne op efter lidt mere.

Det er der også på Jærtegn, men skal bare lige give de lange kompositioner lidt tid til helt at udfolde sig. 4 numre og en samlet spilletid i omegnen af tre kvarter, så der er nok at atmosfæriske klangflader at dykke ned i. Det virker netop som om, at Solbrud er dykket ned i lagene, der er ikke kommet vanvittigt mange nye nuancer og detaljer ind i det klippefaste lydbillede siden sidst, men på en eller anden måde virker det hele endnu mere gennemarbejdet og formfuldendt.

Solbrud virkede ellers også som lidt af en gennemarbejdet udgivelse, hvor der var kælet for detaljerne og sangskrivningen. Ikke mindst drevet frem af mægtige skæringer som “Dødemandsbjerget”, men en tur tilbage til den udgivelse efter jeg har lyttet meget til Jærtegn, giver et indtryk af, at sidstnævnte simpelthen står endnu stærkere og homogent samlet set.

Bandet er dybest set nogle værre traditionalister, hvad den samlede black metal pakke angår. Hvis jeg skulle præsentere black metal som genre for nogen ville jeg nok hive Solbrud frem og sige, “her, sådan lyder black metal”. Det er bestemt ikke en dårlig ting, især ikke når man som Solbrud lader til at gå all in og uden at undskylde tager gamle velkendte værktøjer i brug og hamrer et værk som Jærtegn ud i granit.

“Klippemennesket” hedder udgivelsens helt forrygende højdepunkt endda, et kvarter langt episk ridt mod tinderne, med regn og stormslag piskende i ansigt og hår, så det føles som om huden skrælles af. Den, og næsten lige så fremragende “Afbed” (ja, samtlige 4 numre er sgu egentlig fremragende, på hver deres måde), udgør midterdelen på pladen, hvor niveauet virkelig bliver svimlende højt. Der er bid i melodierne Jærtegn igennem, hvor numrene, trods deres midt-tempo snurren, føles som om de jages fremad med en fandenivoldsk vilje og tro på egne evner fra den kompetente trio.

Helt overordnet arbejder Solbrud en del med dynamik mellem lys og mørke i deres musik, det dunkle og ildevarslende, som ikke mindst den skingre og hæse vokal fremmaner, får aldrig lov til at overtage herredømmet fuldstændigt. Ind i mellem stopper bandet lidt op og lader lysglimt trænge ind i black metallen med nogle effektive svævende og atmosfæriske passager, inden der igen buldres uhyggelige stemninger og skabninger frem fra dybet – “klippemennesket” er det ypperste eksempel herpå.

Det understøttes fornemt af Lasse Ballede’s på samme tid rå og knastørre, men meget massive, produktion, hvor det upolerede og meget storladne og stemningsmættede får lov til at gå hånd i hånd. Det er råt og grumt, men på samme tid rummer det en form for skønhed, der gør oplevelsen helt….. “smuk” – hvis man kan bruge det ord om disse ondsindede løjer?

Med albumtitlen Jærtegn og sangtitler som “Sortedøden” og “Ursult”, så kredser bandet stadig om den middelalder-æstetik, som også var fremtrædende på debutten. Det kan være svært at høre hvad der bliver “sunget” og skreget fra skyggerne, men de får ord som man med disse titler får foræret, er egentlig så billedeskabende og pirrende for fantasien, at man ikke behøver mere for at bliver suget ind i bandet univers og lade sanserne vandre. Kigger man i den medfølgende booklet, der er med sit flotte artwork er med til cementerer indtrykket af, at Solbrud er en gennemført pakke fra ende til anden, så får man også tekstuniverset med. Der kredses ikke om satanisme og andre fortærskede tematikker, men er i stedet forankret i den mørke middelalder, med numre om pest og pinsel.

Åh hvilken stilhed, stilhed før stormen skal hærge….

Fortæres skal din krop, ædes op af sygdom
Tungt hænger det mørnede kød
Hud som læder, af bylder så sorte
Benet skærer den lasede hud

Solbrud og Jærtegn er først og fremmest et sandt sansebombardement, ikke af den slags hvor man føler sig blæst omkuld og ikke får plads og rum til at være med, du står bare i stiv modvind fra musikken med åben mund og armene bredt ud så du kan blive renset godt igennem når et nummer, som “Sortedøden” raser fremad. Små “stilhed før stormen” øjeblikke viser bandets glimrende fornemmelse for at dosere kræfter og virkemidler, så monotonien aldrig sætter ind i de lange numre.

Jærtegn lever til fulde op til betydningen, et “overnaturligt, ofte guddommeligt varsel om kommende dramatiske hændelser”, for Solbrud’s opstigning til toppen med dette album, er en både højdramatisk imponerende bedrift, og de fortjener at nyde udsigten. Men man sidder også lidt med fornemmelsen af, at de har besteget en stigning de kendte ret godt i forvejen – og at der ikke er meget højere tinder at nå med denne stil. Næste gang må de gerne sigte mod nye og endnu større udfordringer, så teknikken og formen holdes frisk.

Indtil da, lader jeg lige Jærtegn fræse fjæset af mig een gang til og smider 5 store stjerner efter Solbrud, der med Jærtegn har skabt årets danske metaludgivelse hidtil.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Følg Solbrud på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here