Smertegrænsens Toldere: Smertegrænsens Toldere (7″) ★★★★★☆

0
938
views

Så er der kraftedeme øretæver i luften igen! Smertegrænsens Toldere kommer farende som en rabiesramt tasmansk djævl og kradser, bider og flår løs med 7 punk angreb på under 8 minutter. Og efterlader én omtumlet og blødende, men glad og smilende.

“Dolker dit ansigt, dolker dit ansigt // Stikker dine øjne ud, stikker dine øjne ud”, lyder det frådende og manisk på det lidt om 1 minut lange åbningsnummer, “Dolker Dit Ansigt”. Så er stilen ligesom lagt og vi er af sted med 200 kilometer i timen, rundt og rundt i den tumultariske punk-pit som aarhusianske Smertegrænsens Toldere får etableret fra første sekund. Og holder denne 7″er udgivelse ud.

Der er heller ingen tid at spilde, nogen vil måske påstå det heller ikke er den store kunst at holde kadencen så kort tid. Ikke desto mindre er det en voldsomt overrumplende og ikke så  lidt hæsblæsende omgang old school hardcore klø. Uden så meget fucking pæz! Det minder lidt om hvordan jeg køber ind i Netto, det er målrettet, det går fandeme stærkt, det er med at flytte sig, ellers dolker jeg dit ansigt (med en trist agurk), jeg får hvad jeg skal have og kommer ikke til at gå sulten i seng – og så er jeg ellers, puf, out of there.

Kunsten er, at finde en balance, hvor man både formår at overvælde, gøre rundtosset, skræmme lidt, forpuste og give nok kalorier, så man som lytter ikke bare føler sig rundtosset eller overfaldet. Den finder Smertegrænsens Toldere, ikke mindst fordi de korte udbrud i bund og grund er rigtig gode sange. Destilleret ned til en potent punk fon.

Selv et nummer som den vanvittigt arrige “Hævn”, der med sine 23 sekunder næsten er for kort til at kunne kaldes en sang, føles som om den har en identitet og får leveret sit budskab. Hvad det så end er, for da går der for alvor psykotisk turbomund og rablen i vokalen. Meeen, tolderen viser nu også hvordan grænsen skal kontrolleres når de på “Had I Glasset” presser spilletiden op på hele 1 minut og 45 sekunder. Tilmed får de demonstreret, at man trods stærkt begrænset samlet spilletid kan få tid til at variere udtrykket. Her mere gyngende og punk-rocket, så mellemgulvet og nakken får nogle dybe hug.

I nummeret “Ungdum” er der endda plads til tempo- og stemningsskift i løbet af det lidt over et minut nummeret varer. Der lægges ud i bersærkerstil men pludselig bremses der op og sangen får lov til at bølge tungt, inden der de sidste 10 sekunder smadres flasker og inventar igen.

“Du har et hundenavn, du sidder ned og pisser” hører man ud af den skramlede mur af støj på “Hundenavn”, hvor afskedsalutten lyder “slikker din pik og æder en kiks, du skider på jorden og jeg samler op”. Tak for kaffe, det er nok en hilsen til den moderne, vattede tøffelhelt af en mand… Eller noget!

Hvad det end er Smertegrænsens Toldere helt kontakt raser imod og for raset af for på disse 7 numre, så føler man sig selv dejligt renset bagefter. Og det smager naturligvis af mere, så har da taget mig selv i, at tænke: “Hårh shit, fee, en gang til!”. Er du til god, gammeldags, all killer and no filler punk, hvor man gerne må spytte, savle og vise sine fedeste slam dance moves mens man lytter, så er det bare med at få testet din smertegrænse med den her skive i en fart.

5 af de rasende hurtige stjerner og så smutter jeg lige i Netto med pant. Jeg håber næsten der er kø…

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Smertegrænsens Toldere på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here