Slowjoint: Up Shit Creek ★★★☆☆☆

0
981
views

Sønderjyske Slowjoint leverer tung og sumpet sludge metal med masser af gyngende riffs. Up Shit Creek er første album fra bandet, og de har selv udgivet. Der er mange gode momenter undervejs, men det ender med at være lidt for ensformigt over et helt album.  

En sejltur op ad lorteåen med Slowjoint er en tung, gyngende og mudret affære. Sønderjyderne nævner selv Weedeater og Bongzilla som inspirationskilder, og vi sejler musikalsk i den amerikanske sydstatssump. Tungt, arrigt og sumpet er det mestendels igennem de otte numre på Up Shit Creek – der er ikke plads til de store svinkeærinder i de danske sydstaters marskland.

Vi starter med ‘Pocket Wool’, et næsten otte minutter langt, buldrende mosebæst. Et langsomt, tungt basriff starter ud, og efterhånden falder de øvrige instrumenter ind, og efter lidt indledende buldren begynder nummeret for alvor efter nogle minutter, da forsanger (og bassist) Stinky Pete falder ind med en for genren typisk hæst brølende vokal. Tempoet tages ned igen, og Slowjoint tramper derudaf som en beruset og/eller pilskæv fortidsøgle med licens til at smadre. Det bliver mere catchy og letbenet på ‘Brown Cheese’, der indleder ganske groovy, selv om der selvfølgelig også bygges godt med svingende tyngde på – især starten er rigtig glimrende stykket sammen.

‘Pull My Finger’ vender tilbage til basgyngende bulder, og skridter langsomt og mægtigt fremad, igen med en velfungerende og fængende start, ligesom den efterfølgende ‘Beer for Bongwater’, der lader bækkenerne svirre om ørerne på lytteren, mens bas og guitarer brager løs og Stinky Pete brøler olmt. Det er ikke fordi der er meget nyt i eller langs den mudrede å, vi sejler opad. Det lyder faktisk fuldstændig som man forestiller sig det vil lyde, når man lytter til et band, der hedder Slowjoint, som definerer sig som “tung retarderet blues”. Med andre ord, er det ikke voldsomt originalt, det Slowjoint har gang i.

Men derfor rykker det nu ganske fint alligevel, for eksempel på titelnummeret, som holder pænt tempo og blæser fremad med et godt groove, selv om det bliver lidt ensformigt henad vejen. Andre numre, som for eksempel den bastant slingrende ‘Cheap Red Wine’, som lyder som en skrækkelig tømmermændshovedpine, holder samme kværnende tempo hele nummeret, og det ender derfor lidt for monotont. Det er i det hele taget også årsagen til at jeg ender med at køre en smule træt i Up Shit Creek. Slowjoint kan godt lave godt svingende, mudrede, sludgede stonerriffs, og de kan spille med beskidt tyngde. Det rykker ganske fint for mig i perioder, men i længden kører jeg altså fast i sumpen.

‘Which Hunt?’ byder ellers på fint melodisk guitararbejde, der giver et  tiltrængt modspil til den bastante buldren, der dominerer på albummet,  og titlen (sammen med flere af de andre) viser at Slowjoint bestemt ikke er uden humor.  ‘Dr. Jekyll and Mr. High’ afslutter albummet, og igen er vi ude i et nummer, der stavrer tungt gyngende afsted – det er ikke dårligt skruet sammen, men jeg sidder lidt med fornemmelsen at jeg har hørt det før på albummet. I mine ører strækker Slowjoint deres materiale lidt for langt ud  – selvfølgelig skal det være repetitivt i denne genre, men jeg mangler alligevel lidt variation og mere fremdrift i kompositionerne. Dermed ikke sagt at der ikke er noget at komme efter på Up Shit Creek, for Slowjoint laver faktisk nogle ganske medrivende riffs og gode grooves undervejs.

Vi lander på 3 stjerner til Slowjoint for et album som virker for langt og monotont for undertegnede, men som bestemt har sine fede riffs og gode grooves undervejs. Tjek det ud hvis du foretrækker din sludge-metal tung, mudret og stenet.

Du kan finde Slowjoint på facebook.

 Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here