RF09: Slipknot – Orange scene, lørdag ****

0
1298
views

Horrorfilm genudsendt

Sidst Slipknot optrådte på Roskilde var de ikke engang på plakaten, men blev hævet ind i sidste øjeblik, som erstatning for David Bowie. Ikke lige den mest oplagte byttehandel nogensinde, men jeg priser mig lykkelig for at jeg valgte at overvære deres optræden på Orange 2004.

Før den koncert var jeg ikke videre begejstret for Iowa bandets rabalder metal og betragtede det egentlig mest som en joke fra et opreklameret tegneserieband. Jovist, ”Duality” havde huseret i P3´s rock program om søndagen og gjort lidt indtryk, men intet i forhold til den åbenbaring der ventede da man så dem live.
På komplet ustyrlig vis flåede de dyrskuepladsen op og gik fuldstændig berzerk på lydanlægget, så må ikke kunne andet end overgive sig og bøje sig dybt i den enorme støvsky deres angreb efterlod.

Derfor var forventningerne rimeligt vis ganske høje nu hvor de endelig 5 år senere fik lov til at headline, og så en lørdag aften! Efterhånden sjældent den slags ubehageligheder får prime time på Roskilde! Formåede Corey Taylor og hans 8 gale brothers in crime så at løfte opgaven og indfri nævnte forventninger? Både og.

Endnu engang havde de et nyt album med i skræmmekassen, det noget uretfærdigt oversete ”All hope is gone”, hvor bandet på samme plade formår at være endnu mere ekstreme i deres udtryk end tidligere, men samtidig også på lettere bizar vis endnu mere poppede og radiovenlige. Disse pop tendenser stak allerede frem hist og her på forrige album, men nu er de helt udtalte på numre som ”Snuff” og ”Dead memories” – sidstnævnte rædsel slap vi desværre ikke for denne aften.

Der blev nu lagt ondskabsfuldt og grumt ud efter deres sædvanlige båndede intro med ”Sic” og ”Eyeless”, hvor det desværre stod klart at lydforholdene ikke helt var på omgangshøjde med Slipknot´s rasende tempo – for meget bas og trommer og for lidt Taylor! Som altid blev det bedre som koncerten skred frem, men det er pis hamrende fucking irriterende at man gang på gang skal opleve den slags udfald på Danmarks største og vigtigste musikscene!!!

For lidt Taylor blev der dog ikke ved med at være, nærmere for meget til tider – forstået således at manden simpelthen talte FOR meget mellem sangene. Og alt for ensformigt. Vi var bare det mest larmende publikum nogensinde, de mest crazy motherfuckers osv., klicher i stakkevis. I 2004 troede man i det mindste en smule på det, men denne gang tog det for det første overhånd og for det andet klingede det noget hult. Især når man ugen før kunne se deres optræden på Download festival og notere sig at de samme rosende ord blev tildelt det britiske publikum, på stort set samme tidspunkter i koncerten.

På visse punkter er det fuldt ud forståeligt at deres show og performance er stramt koordineret, blandt andet er det tvingende nødvendigt når man leger med store ild søjler og andet farligt ragelse placeret mellem det 9 mand store orkester. Derfor var det befriende at opleve den løssluppenhed og vildskab der var til stede i deres 2004 optræden, en slags kontrolleret vanvid, men nu virkede den lige på kanten af at være alt for indstuderet og planlagt. Nærmest til en grad, hvor man følte at koncerten blot bevægede sig fra plot punkt til plot punkt i et detaljeret manuskript.
MEN, når det er sagt, et band der trods alt rummer så meget frådende vrede bliver aldrig helt tæmmet og føjeligt! Når de forsøger at afreagere med sende mesterlige og vederstyggelige skabninger som ”Before I forget”, ”Wait and Bleed” og ”Disasterpiece” i kødet på deres lydige Maggot´s i pitten og på plænen, er det umuligt ikke stadig at lade sig rive med.

Ingen var det både skræmmende og imponerende, hvor meget kraft der gemmer sig i vokalen under Corey Taylor´s maske, når den ikke lige blev buldret ned af de andre groteske fremtoningers instrumenter. På plade er Slipknots lyd og melodier ofte meget komplekse og produktionen rummer mange lag og små finesser – dette fremgår desværre ikke altid live, hvor det muligvis ofres til fordel for mere høj primitiv grum larm.
Det er i sange som før nævnte ”Duality” og klassikeren ”People=shit”, at det 9 hoved Iowa monster virkelig brillerer og også live får det bedste ud af materialet. Herefter fulgte ”Surfacing” som første ekstranummer, før den lige så sikre, som amen i de kirker hvor de nok ikke færdes, ”Spit it out” lukkede maskeballet. Naturligvis med den obligatoriske ”sit down” event, hvor vi alle hopper på Taylor´s ordre, som altid, som hver gang, som det nu skal være.
5 år kan være lang tid, og meget kan ændre sig, åbenbart bare ikke Slipknot. På godt og ondt.
Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here