Slash ft. Myles Kennedy and The Conspirators: Apocalyptic Love **** (4/6)

0
701
views

Så er der nyt “solo” album fra en af de helt store guitarlegender indenfor den hårde mainstreamrock, manden med og i hatten, Slash. Efter Guns N’ Roses eskapaderne, Slash’s Snakepit årene og to Velvet Revolver plader, er Apocalyptic Love at betragte som en slags soloplade nummer to, og en direkte opfølger til 2010 albummet der blot bar titlen Slash.

En udemærket rockplade, hvis styrke OG svaghed på samme tid, var en lang række gæstevokaler med alt fra Ozzy, over Ian Astbury, til Fergie og Myles Kennedy med flere. Sidstnævnte turnerede med Slash efter udgivelsen, og er nu tilbage som fast mand bag mikrofonen.
De bakkes op af trommeslager Brent Fitz og bassist Todd Kerns, kaldet The Conspirators, så det mundrette fulde navn når op på Slash featuring Myles Kennedy and The Conspirators.

Myles Kennedy har jeg tidligere udtrykt min ret begrænsede begejstring for, da jeg anmeldte Slash’s live album fra Stoke tidligere på året, den kan findes HER. Så der er fare for genudsendelser og at jeg gentager mig selv i det følgende – ligesom manden selv gør sig skyldig i MÆHÆ!
Problemet er kort og godt, at Kennedy meget af tiden balancerer mellem at give den ALT for meget gas med stemmebåndet i forhold til hans talent og begrænsninger, læner sig op af at være en letvægts Axl Rose eller bare en uselvstændig og klichefyldt karaoke sanger. Især på den forbistrede liveplade, da kammer det fuldstændig over for ham i lange perioder, så han tager al opmærksomhed ved at stikke en glødende kniv i ens øregange. Så stop ham dog, han har jo KNIV!

Så indrømmet, forventningerne til denne udgivelse var noget skruet ned, og egentlig var jeg parat til, og ville gerne, hade den, bare på grund af det hylende horn i front – men den gik bare ikke, næh, næh, næh, for Kennedy har åbenbart fået lidt coaching i at styre sig, eller selv fundet knappen hvor man skruer lidt ned for blusset. Og vupti, vi har en plade hvor han periodevis er ganske hæderlig og tålelig, og ikke mindst så lidt irriterende at høre på, at han ikke smadrer hele butikken. Det løber, naturligvis, fristes man da til at indskyde, stadig helt af med ham hist og her, og derfor har jeg opfundet “Myles Kennedy Skalaen”, så jeg ikke behøver slide mit sprog op ved at postulere de samme ting om ham igen og igen. Den er som følger:

Myles Kennedy skalaen:

5: Skinger skrigeballon helt ude af kontrol
4: Belastende skærebrænder
3: Anonym imitator
2: Behersket toneleje/udviser selvkontrol
1: Viser personlighed, indlevelse og selvstændigt talent

Men nu er den egentlige hovedperson jo heldigvis ikke Myles Kennedy, men et af de største koryfæer på den elektriske spade, Mr Slash, så lad os komme i gang med the main event.

Albummet skydes af sted med det lidt ordinære titelnummer, “Apocalyptic Love”. En lettere gumpetung og uinteressant middle of the road rocker, der ikke rigtig fænger, slår gnister eller flytter sig ud af stedet, med Kennedy på en 3er med 4er tendenser fra start. Ikke lige den mest opløftende indledning, men heldigvis bliver det straks meget bedre i næste nummer, “One Last Thrill”.
Her er vi tilbage i Guns N’ Roses 1987-mode, minus noget af den sprængfarlige stemning der gjorde indtryk på Appetite For Destruction. Det halsbrækkende tempo og drive er dog derhenad, så der er masser at vippe med foden til, også selvom Kennedy brager ud af starthullerne på en sikker 4er, uden at tage sig en puster sangen igennem, men vokalen ligger så heldigt i mikset, at han det meste af tiden lyder som en ekstra (skinger) guitar.

På “Standing In The Sun” får vi ham så endelig ned på et acceptabelt 2er leje, med Axl 3er tendenser når den lige skal have et ekstra skub, men det bærer mere end det brister. Slash er som altid, og stort set hele vejen igennem Apocalyptic Love, garant for fuldfede riffs, hevet ned fra hylden med all time classics – det er bare god og lækker lir, hvis man er til den slags. Og det er jeg, det er SLASH, for pokker. Ikke et nummer der vil gå over i historien som hans mest banebrydende arbejde, og seriøst, hvem havde regnet med nye landvindinger fra hans fingre i 2012, men et nummer der sidder lige i luftguitaren, og som sikkert gør sig fint live.
Vi er tilbage ved den mere storladne Velvet Revolver lyd på “You’re A Lie”, med Myles Kennedy på en behagelig 2er i verset før han lige drejer den op i nærheden af 4 i omkvædet, men nu har man efterhånden vænnet sig til hans tilbøjeligheder, og er forberedt på unoderne i en sådan grad, at de kan ignoreres, og man kan nyde sangen alligevel. Hvad handler sådan en sang som denne så om? Og materialet generelt på Apocalyptic Love? Tja, tjooo, de sædvanlige rockklicher, ikke overraskende. Den her er vist om noget forsmået kærlighed, “You won’t hurt me anymore”, synger Kennedy i hvert tilfælde. Men helt ærligt, køber man sådan en plade her for de dybe tekster, eller for at få noget rendyrket guitar dope skudt i åren? Lige præcis…

At Slash heller ikke er for fin til at planke sig selv en smule, får vi lov til at lægge øre til på “No More Heroes”, der i adskillige passager lyder som en art forsættelse (eller lettere omarrangeret klon) af gode gamle “Sweet Child O’ Mine” – det er i hvert tilfælde det jeg umiddelbart tænker, bare hør indledningen. Et ganske stærkt nummer, på en plade uden deciderede nitter, og Kennedy holder den for en gangs skyld på en behagelig 2er det meste af vejen, 3eren er på en måde altid tilstede og virker indgroet i ham, så den burde måske slettes fra skalaen og blot kaldes “default” indstillingen. Slash får også lige leveret en kort, men effektiv, solo omkring 3 minutters mærket i sangen. Klassisk “rockens ABC”, sådan skruer man en sang sammen. Det er dyder der efterhånden er ved at gå tabt indenfor rockmusikken, så dejligt at en af mestrene lige kan kopiere sig selv og vise hvordan man håndterer en spade.

Den efterfølgende “Halo” er jeg ikke så vild med, den tromler lidt uelegant af sted i radioformatets foretrukne cirka 3 1/2 minut, og Kennedy er tilbage i den ubehagelige ende af skalaen med en sikker 4er, men heldigvis er sangen jo så heller ikke så lang. Typisk album fyld der kunne være skrottet, eller parkeret på en b-side. “We Will Roam” er endnu en lidt halv anonym og overflødig sag, der tilmed tynges af en spilletid på næsten 5 minutter, hvilket overhovedet ikke er nødvendigt, da den egentlig bare kører i cirkler og ikke rigtig bidrager med det vilde. Slash fræser dog som altid forbilledligt løs, men det lyder som et nummer han kunne spille i søvne, og muligvis gør det? The Conspirators er forresten en solid rytmesektion, men også to habile håndværkere der tydeligvis blot udfører de standard arbejdsopgaver de er blevet hyret til, de får ikke meget fri/spillerum, men sådan må det nødvendigvis være på et album hvor hovedattraktionen, og hovedpersonen, er en guitarist. Only I may shine, please!

Vi er nu tilsyneladende nået til den del af albummet, hvor de sange der ikke er skåret til radiorotation befinder sig, den over 6 minutter lange “Anastasia” er tilmed løst inspireret af Johann Sebastian Bach’s Toccata and Fugue In D Minor (du kender den når du hører den). Det kan lyde som et overambitiøst og meget Axl Rose’sk tenderende indslag, men det fungerer overraskende godt, især når Myles “turn it up to 11” Kennedy får skruet vokalen væk fra 4eren, hvilket heldigvis lykkes i lange nok perioder. Det er dog selvfølgelig Slash’s strengeleg med den klassiske musik der bærer en igennem den lettere opblæste spilletid. Ideen er heller ikke så outreret når man tænker på Slash’s forkærlighed for at inkludere længere covers af, eller brudstykker fra, instrumentale numre til koncerter.

“Not For Me” bringer os over i rockballade territorium, noget der klæder Kennedy’s vokal, i stedet for de konstante hæsblæsende fraseringer og opskruede vinkelsliber hyl, her er han faktisk ganske 2er indbydende at lytte til. Bevares, det er ved gud ikke særligt originalt eller noget, men staklen har nu engang bare den stemme naturen har udstyret ham med – så prisværdigt at han for en sjælden gangs skyld ikke synger håbløst over evne… før tilsidst, hvor han nærmer sig en 5er. Rockballaden, den har Slash naturligvis også fuldstændig styr på, og om det er er ham “solo” eller et nyt Velvet Revolver nummer vi lytter til, er der ikke rigtig nogen forskel på. På godt og ondt, Slash will be Slash.
Et af de første numre Slash havde klar under indspilningerne af Apocalyptic Love var “Bad Rain”, en typisk midttempo og radiovenlig hårdrocker, men ikke hårdere end at de fleste kan være med. Det gælder også vores ven Myles Kennedy, der holder sig på en nogenlunde tilbageholdende 3er det meste af sangen, og her egentlig gør det fint som gennemsnits rockkliché fortolker.

Når man kalder et nummer for “Hard & Fast”, så forventer man ligesom en smule i den retning – og Slash er ikke en uærlig kunstner, han leverer de lovede varer. Men al skærende og spruttende rock ‘n roll guitar arbejde i verden kan ikke overdøve Kennedy, der går i full blown Axl Rose uptempo looney toons mode og flår sangen fra hinanden, imens skalaen slår ud på en 4-5 stykker! ARGH!!
Heldigvis er næstsidste nummer, “Far And Away”, en helt anden sag. Vi er tilbage i rockballade-land, med en klædeligt afdæmpet Kennedy, der rent faktisk virker som om han prøver at synge med sin egen stemme, og leve sig lidt ind i det ret banale materiale. Det er en klassisk ballade, som vi kender den fra slut 80erne, bare mere nedtonet og befriet for de mest patosfyldte og bombastiske elementer, der ellers prægede den tids stille numre. “Far And Away” indeholder naturligvis den obligatoriske Slash solo, men ligesom resten, holdt på et behersket niveau og ikke alt for smagløst. En overraskende behagelig lille bagatel.

Det jeg sidder med her er “bonus udgaven” af albummet, det vil sige der er to ekstra numre på pladen, men de gør nu hverken fra eller til, og er blot mere af det samme, men bestemt hæderlige rocksange, så dem tæller jeg ikke rigtig med. Derfor betragter jeg “Shots Fired” som sidste sang på Apocalyptic Love, et nummer hvor tempoet skrues lidt i vejret igen, men ellers befinder vi os dybt inde i Slash’s sikkerhedszone. Sange som denne kunne han sprøjte ud på samlebånd, men det fratager alligevel ikke nummeret at være ganske medrivende og “vippe venligt”. Slash Classic.

Og det er vel egentlig overskriften og konklusionen på denne anmeldelse – Slash Classic. Du ved i den grad hvad du går ind til og hvad du får, og på det punkt skuffer den aldrende guitar halvgud ikke. Det er kompetent spillet og pakket ind, stokkonservativt og lige som den slags nu skal være. Din nydelse af pladen afhænger dog i høj grad af din tolerance overfor Myles Kennedy, jeg er måske for hård i min bedømmelse af hans evner? Nogen mener han er en blændende rocksanger, jeg får ondt i ørerne når han ryger op i de højere luftlag, hvilket han insisterer på at gøre cirka 80% af tiden. Men synes du om hans “stil”, og om ikke andet, gennemtrængende lyd, så er Apocalyptic Love en ren tour de force med den soniske bomber i front.
Resten er ren nydelse hvis du er til klassisk hård rock, som den lød for 20-25 år siden, her er ingen elektroniske lag i produktionen, computer beats eller andet moderne. Om det er håbløst gammeldags eller blot tidløst, det afhænger vel af ens indgangsvinkel til den her form for musik. Det lyder som den slags SKAL lyde, vi får ingen ny “Welcome To The Jungle” eller “Mr Brownstone”, men en plade fyldt med helt igennem solide rocknumre, der mangler lidt G&R farlighed og sleaze, men der er masser af Slash’s leg og lir, der giver et opløftende los lige i de nostalgiske nosser.

Kick away, let’s ROCK.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.