Skunk Anansie: Black Traffic **** (4/6)

0
641
views

Har du fået nok af 90er reunion bølgen? Lav lige lidt plads til Skunk Anansie, der modsat mange andre i denne gendannelsesbølge, ikke har lavet ét, men to, nye albums siden de fandt sammen igen. Black Traffic er titlen på dette comeback-comeback album, og i lange stræk er den noget mere vellykket end Wonderlustre, der udkom i 2010, men helt fri for uskønne momenter er den ikke.

Det første der falder en for brystet, eller lige ned på faktisk, og lad os bare tage hovedet med, er den massive mur af lyd, som rammer en i nogle ubehagelige øjeblikke på pladen – for der er ikke tale om larm og støj på den fede måde. Vi taler en bombastisk, anmassende og overlæsset produktion, der de steder hvor det er mest heftigt, uden hæmninger tromler en ned. Chris Sheldon (Foo Fighters, Biffy Clyro, Pixies) har drejet på knapperne, og med det CV havde man håbet på en lidt anden lyd, end den der dominerer meget af albummet. Indimellem bliver frontkvinde Skin også lige et decibelniveau for skinger til min smag, så det hviner i øregangene og man midlertidigt mister balancen, fordi cupula massen i ens indre øre presses helt ind i skallen på en.

Overlever man, og ikke mindst éns hørelse, disse volumemæssige overfald, så er der en del højdepunkter spredt ud over Black Traffic. Pladen er ikke mindst bare lyden af et tændt band, der tydeligvis ikke har tænkt sig at lægge sig ned, og IKKE BLIVE HØRT.
Tændingen bruges til, at sætte fut under Skunk Anansie’s sædvanlige genrecocktail bestående af elementer fra metal, punk, klassisk rock, elektronisk musik og ikke mindst et øre for det mere poppede.

Begyndelsen på turen ud i den sorte trafik indeholder nogle farlige områder, hvor man som lytter skal huske at spænde sikkerhedsselen, og have fuld fokus på vejen for ikke at ryge i grøften.

Allerede i første nummer, den aggressive og punkede “I Will Break You”, bør du undvige shrill Skin, eller i hver tilfælde sidde klar ved volumenknappen. Tænk noget i retning af “Cassandra” i Wayne’s World, hende dér sangerinden som smiskende Rob Lowe er ude efter. Med denne outdatede reference ude af verden, så har nummeret dog masser af pondus og drive, men det hele bliver altså lidt for skingert, især vokalen. Den hårdtpumpede efterfølger “Sad, Sad, Sad” gør det ikke meget bedre, vokalen er til at udholde, men nummeret klinger som hul buldren og er i det hele taget ret uelegant. “Spit It Out” afrunder den lettere skuffende indledning på Black Traffic, og her begynder det at lysne. En typisk uptempo sag, og hvis vi bliver ved trafik metaforen, så er det et nummer der gør sig godt til kørsel på motorvej. Men det larmer stadig i Skunk Anansie’s motorrum, på en noget påtrængende og tromlende facon.

Tempo og støjniveau sænkes endelig på balladen “I Hope You Get To Meet Your Hero”, der samtidig er et fint møde mellem et diskret elektronisk beat og en omgang strygere. Skin’s vokal finder også endelig et leje som klæder stemmepragten, i forhold til det overskruede lydniveau på pladens første numre. Farten sættes igen op på “I Believe In You”, og denne gang matcher melodi og vokal, så vi får et tempofyldt nummer, der ikke ser sig tilbage, og som det er svært at stå stille til. Black Traffic er kommet op i gear nu, og vi får endelig pissed off Skin, der ikke drukner i dundrende larm

Will you do me the favor?
Go slit your skinny throat
Let your blood flow freely

Intensitet, og desværre også tonsende tendenser, ryger et trin op på “Satisfied?”. Skin formår mestendels at holde sig i, nå ja, skindet, men lydbilledet er forvirrende, snerrende og uhæmmet skærende – det lyder simpelthen ikke specielt fedt. Men man kan godt nok ikke tage fra de fire briter, at der er knald på, hvilket jo ikke altid er tilfældet når samtlige bandmedlemmer har rundet de 40 og en enkelt sågar de 50.

Så er det heldigvis tid til en popperle, “Our Summer Kills The Sun”, der demonstrer, at når det ruller for Skunk Anansie, så mestre de at håndtere mange genrer, nogle gange på samme tid, men her er vi i deres mest rendyrket poppede hjørne. Ikke at der er dømt sukker i tanken, for teksten er såmænd, som titlen sikkert afslørede, ikke særligt opløftende. Der er også kant nok i produktionen til, at den ellers lette melodi ikke flyver fra dem, men i stedet for, især i kraft af et fedt omkvæd, løfter sig op og stikker ud som et af højdepunkterne af de 11 sange. Letfordøjeligt, men ikke på “slå en prut og så er mæthedsfornemmelsen væk” måden, mere en indbydende musikalsk snack.

“Drowning” forsætter lidt i samme lette overhalingsbane, nu er den elektronisk indsprøjtning i produktionen bare endnu mere udtalt, og det fungerer faktisk rigtig fint. Skunk Anansie slipper indtil videre, på dette album, klart bedre fra de sange, hvor de ikke insisterer på at træde klampen i bund, så hele karosseriet skriger af smerte. “Drowning” er endnu en radiovenlig poppet sag, strygerne vender tilbage og det hele kører som en velsmurt maskine.
Bandet er ved at skride ud igen på “This Is Not A Game”, men det lader til, at de har fået styr på maskineriet. Selvom der fyres op under samtlige cylindere igen, så koger det hele ikke over denne gang. Vi er bestemt oppe i det røde felt, på denne højstemte og oppustede semi-ballade, men jeg synes den lige klarer at holde sig på vejen. Vi er næsten helt derude på kanten af rabatten, hvor selv Meat Loaf ville begynde at overveje, at træde på bremsen, men bandets flotte håndtering af alle hestekræfterne gør, at vi når endnu et højdepunkt på albummet.

Næstsidste nummer er den flabede in-your-face turborocker “Sticky Fingers In Your Honey”…  og jeg tror den handler om penge, og ikke er en halv skummel sexmetafor. Vi balancerer endnu engang på grænsen til det enerverende, men den energiske frækhed gør, at den “bare” forbliver et friskt pust hen imod slutningen, men nogen vil nok spejde efter mute-knappen.
Black Traffic lukkes med et næsten klassisk Skunk Anansie nummer, vi er i semi-rockballade sporet på “Diving Down”, der på bedste tusmørke-vuggevise manér bringer os sikkert frem til slut destinationen på vores rundtur. Ganske elegant punktum.

Black Traffic er på mange måder ikke noget stort album, men det har en STOR lyd, der truer med at lave trafikprop når alle forlader deres køretøj og løber i sikkerhed fra at blive mast. Men kan du leve med disse faremomenter, så er der, især på anden halvdel af pladen, masser af fine øjeblik for fans af gruppen. Jeg anbefaler en prøvetur i Black Traffic, komforten og støjniveauet er nok ikke for alle, men for de der kan leve med at der er lidt bump på vejen, så er der masser af køreglæde at finde.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.