Skullclub: Gamle Ar og Nye Tænder ***** (5/6)

0
1766
views

Splitte mine bramsejl! Sådan, så er sørøver-referencerne nogenlunde ude af systemet, men ikke Skullclubs forrygende “pirat”-punkrockede debutalbum, der over 11 numre får pisket en både musikalsk sprællevende og festlig stemning op, men ikke mindst sætter sig fast på grund af de gode tekster. Og så til søs!

Skullclub er ikke et helt nyt bekendtskab for undertegnede, eftersom jeg tildelte deres EP Klyng Dem Op hele 5 stjerner sidste efterår. Der er også et par gengangere fra den på Gamle Ar og Nye Tænder, heldigvis de bedste af dem. Men det er især en stor håndfuld af de nye numre, der er med til at løfte dette album, hvor det er som om sangskrivning og melodi-snedkeriet lige har fået et nøk op ad – og det gik i forvejen ret godt for Kolding-banden på det punkt!

Lad os få de 2 gengangere, “Viva Ritalin” og “Elefanter på en mandag” af vejen først, dem har jeg jo skrevet mere udførligt om tidligere. “Viva Ritalin” fræser stadig uimodståeligt fremad, indledningsvis med en pågående rytme der minder mig om The Streets’ “Fit and you know it”, inden nummeret om over- og fejlmedicineringen af utilpassede knægte, brøles rigtig i gang. En sang der får mig til at tænke på folkeskolen i 80’erne, hvor vi havde vores egen Ralph Wiggum der åd kridt og mælkekartoner og “Anders” fra de mindre klasser, der havde “for meget krudt i røven” og af og til blev bundet til sin stol af lærerne. Den var ikke gået i dag, både hvad angår det moderate fysiske overgreb, og knægtenes adfærd. De var blevet forsøgt “normaliseret” med en helvedes masse piller, ligesom ham de andre ikke må lege med i “Viva Ritalin”.

Skullclub’s helt store styrke er, at de ikke er bange for at leverer en lowbrow fortælling som denne, at hylde snusket værtshuskultur og deres klientel, at råbe fængende slagord og effektive paroler efter dig, at lege lidt med det danske sprog, at starte en sveddryppende fest og samtidig have noget på hjertet. Og ikke mindst have hjertet med og lade det brænde for alle de skæve eksistenser og “udsatte” steder bandet kredser om i teksterne. Gamle Ar og Nye Tænder emmer simpelthen af overskud, og trods den relativt simple musikalske tilgang, som låner lidt fra Motörhead, Flogging Molly, Skambankt og Dropkick Murphys, så er albummet stadig dejlig alsidigt.

Skullclub lægger forrygende fra land med førstesinglen “Mig og Stanley” og “Ama’r Halshug” (der udkom som single for et års tid siden). “Mig og Stanley” lægger brunt brummende og sejt vuggende fra land og fortælleren “går bevidst ind i folk for at pisse dem af”. Det viser sig at han har en fin grund til denne adfærd, fordi “jeg fandt min kone i sengen med en anden mand / har overvejet at kvæle hende med en guitarstreng”. Det kan jo virke lidt spøjst at åbne et album med et nummer om jalousidrab, men sådan er det med Skullclub, selvom indpakningen hist og her virker velkendt, så er indholdet og fremgangsmåden helt deres egen. Og trods alvoren i et nummer som her, og andre, så er det hele serveret med et skævt smil (der sikkert mangler et par tænder) af den slags man finder på en skummel bodega, hvor man får sig en snak med en af de lokale.

Og så formår Skullclub, at få den ellers harske levertran til at glide ned, med nogle uforskammet medrivende omkvæd, både “Mig og Stanley’s” synge-med et af slagsen og den efterfølgende “Ama’r Halshug”s ultra fængende råbe-kor. Hvor “Mig og Stanley” fænger på grund af nummerets melodiske hardrock arbejde, hvor der også bliver plads til en fed solo, så er “Ama’r Halshug” et langt mere pågående, “mosle rundt på gulvet foran scenen” nummer, et festligt “slagsmål” af Dropkick Murphys slagsen, der får sat gang i festen.

Der også plads til mere rolige stunder. På “Knæk og Bræk” er stilen mere tilbageholdende og stemningen mere ovre i det let-bluesede. Vi befinder os stemningsmæssigt stadig på en tilrøget bodega, hvor vi denne gang følger en der “skriver sin egen gravsten”, fordi kærligheden til flasken er lidt for stor. “De siger jeg går i en død mands sko, at jeg er den som flaskehalsen peger på”. Det slipper man sjældent fra med livet i behold, så senere på albummet følges der op med “Sæt flaget på halv”.

Her demonstrerer Skullclub, at de også behersker et udtryk der nærmer sig det rock-anthem lignende, ikke helt ulig noget man kunne finde hos Magtens Korridorer, som de et eller andet sted også har et vist slægtskab med. Men hvor Magtens Korridorer’s version af rendestens-rocken er ren nok til at familien Danmark godt vil dyppe tæerne i den, så har Skullclub ikke noget imod finde en der er mere beskidt, og lægge sig ned ved siden af bumsen, der er drattet om. Vi befinder os i et outsider tekstunivers, som nemt kunne blive lidt banalt, runge lidt hult eller blive for klichéfyldt, men jeg synes netop ikke det er tilfældet hos Skullclub, selv om det af og til træder tæt på den usynlige linje.

Af og til slipper de dog bare festen fri, som på den banjoindledte party-basker “Den Kolde Å”, som en hyldest til fanklubben, “Kranieklubben”. Det er Skullclub i deres mest paroleudgydende råbe-med hjørne, en primitiv og simpel skæring, men den er uhyre effektiv, godt placeret på albummets anden halvdel, efter de mere seriøse miner har domineret lidt. En ægte slagsang, hvor festen bare slippes løs, og så indeholder den en af mine favoritpassager på albummet, som af en eller anden grund får smilet frem hos mig: “Træk mig i kablet, Jolly Roger, skibet hedder Ilse, MOTHERFUCKER”. What?

Kun et enkelt nummer virker en smule malplaceret på albummet, uden at det på nogen måde gør det til et dårligt nummer. På “Grøn Puch – Springkam” lires der i et næsten manisk tempo forskellige 80’er referencer af, og på den ene side er bandets 80’er fascination underholdende, særdeles medrivende og et skønt nostalgisk ridt for en som undertegnede, der er vokset op med de samme ting. På den anden side, så falder den både tematisk og stemningsmæssigt lidt udenfor den ramme de andre numre på Gamle Ar og Nye Tænder ellers holder sig indenfor. Den stikker simpelthen ud, så er det nok et temperamentsspørgsmål om det gør noget. Selvom jeg egentlig helst ikke ville undvære et nummer der kommer omkring Nena, tyskerhår, cocio og John McEnroe’s tennissokker – fyret af i Ramones pop-punk tempo. Der bliver endda plads til en lille hilsen til det tyske band Trio’s “Da Da Da” – schön!

Det bringer os elegant til “Tyskland’s Odde”, placeret lige inden 80’er trippet på albummet. “Tyskland’s Odde” er, og handler naturligvis om, det mørke Jylland. Skullclub lader musikken få en folkevise-lignende klang og hylder “udkantsdanmark” hvor der “lugter lidt af møg og lunken terpentin”, hvor du får klø hvis du ikke har en trailer, folk bestikkes med halve grise og hvor man ikke slår brættet ned igen “for vi pisser ved siden af alligevel”. Det er sgu næsten ligesom at være hjemme igen!

Skullclub finder på en måde dette lidt skæve, udrangerede og “andenrangs” udkantsdanmark både i Jylland, men også i storbyen, eksempelvis Amager, som dukker op hist og her i teksterne. Det hele falder måske tilbage på de skide politikere, i hvert fald får repræsentanterne for folkestyret en ordenlig overhaling og verbal lussing på titelnummeret “Gamle Ar og Nye Tænder”. Nummeret indledes med en bredside fra den gamle sømands-boss Preben Møller Hansen om at “ingen, absolut ingen af de folkevalgte politikere der i dag sidder i Folketinget, er 5 potter pis værd for den danske befolkning. De er totalt værdiløse, de er deres egen lykkes smed”. Og SLASK, så pumper punk-rocken tungt derudaf og brøler ud af højtalerne.”Løb for livet, ulven kommer” og pumpes frem mod endnu et smittende og brusende omkvæd.

Med Gamle Ar og Nye Tænder viser Skullclub at punk-rocken lever i Danmark, men det er et skævt Danmark som trænger til en lille rusketur, så det kan vågne op og se nogle realiteter i øjnene. Skullclub prædiker ikke på Gamle Ar og Nye Tænder, de peger ikke engang rigtig fingre, der brøles jævnligt slagord og paroler ud, men det føles som om der er vægt og substans bag ordene. Ord der gjalder ud fra den del af flokken. som måske har lidt svært ved at komme til orde. Der stiller Skullclub sig op i sympati og prøver at give dem en mere gennemtrængende stemme, eller, det er i hvert fald det indtryk jeg har af bandets “mission”.

Samtidig er der stadig plads til bare, at slippe festen (og hestene) løs og opføre sig lidt urergerligt og “dumt” hist og her. Der er plads til det hele på Skullclub’s sammentømrede skude, der sejler 5 begejstrede stjerner sikkert i havn. Ohøj skipper, let’s rock!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Skullclub på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here