Sick Puppies: Connected ** (2/6)

0
1223
views

Post-grunge/rockbandet Sick Puppies fra Down Under er klar med deres fjerde studiealbum Connected, der skal bevidne om bandet kan følge op på det succesfulde tredje album Tri-Polar, der indeholdt flere hitsingler og blandt andet sendte bandet ud som opvarmning for Breaking Benjamin og Nickelback tilbage i 2009.

Ifølge Capitol Records selv, er Sick Puppies’ nye album et skridt i en større udvikling for dem. Nu skal jeg være ærlig og sige, at jeg ikke har den største kendskab til bandets bagkatalog, men har dog stiftet bekendtskab med et par af deres sange flere gange. Umiddelbart er de to eneste nye ting, jeg kan pege ud, A: vokalperformance fra resten af bandet, især bassist Emma Anzai, har fået et ekstra nyk, og B: Sick Puppies har givet afkald på størstedelen af de musiske elementer, der gjorde dem til et interessant rockband. I stedet er de hoppet i radiorock-strømmen med begge ben og har leveret en skive, der passer rigtig godt ind med resten af den, mildst talt, alvorligt kedelige, amerikanske mainstream rockscene (Jeg er godt klar over bandet er fra Australien, men de har p.t. base i L.A.)

Albummet åbner med den gumpetunge radiorocker ”Die To Save You”, der med sin lidt dystre vibe og fine vokal tradeoff i mellem leadvokalist og guitarist Shimon Moore og Emma Anzai, havde potentialet til at være en udemærket sang. Den falder dog hurtigt til jorden, på grund af en forudsigelig sangstruktur, livløs vokalperformance fra Shim, sammen med et af de kritikpunkter, der virkelig går igen for mig igennem det meste af albummet; produktionen! Den er, ironisk nok, som en udemærket metafor for albummet, teknisk korrekt, men simpelthen for flad, midtsøgende, kedelig og i det hele taget tom for gnist og kreativitet. Dette går især ud over guitar og bas, der lyder flade og komprimerede på de tunge sange, samt Shimons vokale præstation igennem det meste af albummet, der som nævnt mest af alt lyder som om han egentlig ikke rigtig gider være der, hvilket er synd, for han lader ellers til at have en ganske god stemme til genren.

Der er dog et par enkelte lyspunkter spredt rundt omkring på skiven, blandt andet de to første singler ”There´s No Going Back” og ”Gunfight”. Førstnævnte er en god sing-a-long stadionbasker med fine korstemmer og et effektivt, omend en anelse sukkersødt, omkvæd, og sidstnævnte en god tung westerninspireret rocksang, der dog snubler lidt over sin egen fjollede, børnevenlige, politiske tekst. Endnu bedre bliver det faktisk på track nr. 7: ”Telling Lies” og albumlukkeren ”Under A Very Black Sky”, der begger læner sig lidt tilbage på et backbeat af stemningsfulde rytmer og akustiske guitarer, der bygger sig utroligt effektivt op og beviser, at der faktisk er et talentfuldt og velspillende band gemt bag popproduceringen. Især sidstnævnte ”Under A Very Black Sky” eksekveres utroligt godt, når de lader Emma overtage vokalen, og lader Shimon spille lidt med guitarmusklerne.

Desværre er to solide sange ikke nok til at hive albummet over målstregen, og jeg, som ellers ikke har et problem med musik, der spiller lidt på klichéerne så længe det er gennemtænkt og udført med hjertet på rette sted (hey, if it ain’t broken, don’t fix it), må erklære at det er en ommer. Alt for mange af sangene er simpelthen for letgennemskuelige og direkte kedelige. Et band, der har så meget mere at byde på, men desværre ender med at lande lige midt i pølen af kedelig radiorock. Jeg kan kun håbe at en scene og et publikum kan få Sick Puppies til at huske de er mere end et radio-rockband, når de gæster Beta den 13/4.

Anmeldt af Christian ”Hank” van Alstine

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here