Home Roskilde Festival RF 2006 RF06: Seeed – lørdag, Arena *****

RF06: Seeed – lørdag, Arena *****

2275
0

Tysk Reggae? Jah bitte!

Klokken 1400 er og bliver ikke det bedste udgangspunkt for en energisk koncert på Roskilde Festival! Træthed, tømmermænd, gårsdagens oplevelser og i år – varmen – kan virke som en stigning udenfor kategori på en Tour de France etape….

Men havde man gode ben, var forplejet fornuftigt og kommet gnidningsfrit over de første forhindringer, så fik man serveret en uimodståelig forfriskning af rang, fra det tyske reggae-ensemble Seeed fra Berlin.
Fest, farver, groovy lyd og en ordentlig bunke mellemgulvs-rystende remixes/samples blev kastet i blenderen, og hældt i hovedet på et tilsyneladende tørstigt publikum.

Bandet (hvor mange var de egentlig på scenen? Mit bud er: Mange…??), afleverede et sæt der virkede som ét langt medley, hvor mange numre smeltede sammen eller transformerede sig til ukendelighed i forhold til udgangspunktet.
Kommunikationen med publikum var god, og det gjorde bestemt ikke de veloplagte kommentarer mindre underholdende, at de blev afleveret på herligt tysker engelsk – ”wee have ah huutse gap in zee mittel” giver mig stadig et smil på læben!

Seeed har sange både på tysk og engelsk på plakaten, og rent tekst- og lydmæssigt minder det ikke så lidt om vores egne Bikstok Røgsytem, eller skulle man hellere sige at de kære Bikstok minder om vores naboer mod syd, som efterhånden har en del år på bagen?!
Humoren og de tågede tekster har de i hvertfald tilfælles, men bedømt udfra denne live-oplevelse, gør tyskerne meget brug af kendte sange som materiale til deres samples – blandt andet lånte de melodien fra Snoop Dogs ”Drop it like its hard” til at rappe om dem selv indover.
Til trods for det meget tidlige spilletidspunkt, og det sandsynligvis ringe kendskab det fremmødte publikum havde til musikken, så virkede det ikke hæmmende for stemningen – der blev danset, svajet med arme og ben og sunget med på opfordringerne fra bandet, som var vi på en Jamaicansk sandstrand.

Om Seeed musikalsk er det mest innovative og opfindsomme band indenfor genren, vil jeg ingenlunde gøre mig klog på, men hvis man kan få så mange mennesker med på en tidlig fest som start på endnu en dag på Roskilde, så har man sgu givet festival-folket en positiv start på dagen, og fået smilene frem i sollyset.

Kodi

Previous articleRF06: Scissor Sisters – Fredag, Orange *****
Next articleRF06: TOOL – Lørdag, Orange ******

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.