SEA: Sea *** (3/6)

0
1294
views

Retro-rock er der nok af for tiden, men danske SEA har alligevel formået at finde et kapitel fra 70’erne, som ikke er blevet skamredet i nyere tid. Forbillederne tæller bands som Thin Lizzy, Blue Oyster Cult, Kansas og især Deep Purple.

Når det fungerer på Sea, så er det en storladen omgang tungrock man kan ryste garn, knytte næver og brøle med på. I de knap så medrivende stunder, bliver det en kende stift i ledene og jeg taber lidt interessen som lytter. Desværre er det som om, at pensionist-rock ekvilibristerne bliver mere og mere gigtplagede i løbet af albummets 8 numre. I hvert fald mister SEA’s numre stille og roligt pusten, selv om de prøver at puste sig op, som albummet skrider frem. Eller også går man som lytter bare lidt død i de bombastiske armbevægelser og virkemidler.

Det er egentlig ikke fordi, at SEA giver den for meget gas og bombast til min smag, så det er ikke på den måde at jeg bliver mættet som pladen skrider frem – måske er der bare heller ikke helt så meget melodisk bid og saft og kraft i sangene på anden halvdel, som på første. Og udover åbningsnummeret, mangler der måske lige en sang eller to, der virkelig bider sig fast.

Vi lægger stærkt fra land med førstesinglen “Sorry To Be Sane”, en rigtig klassisk tungrocks anthem, der vil frem i verden og ikke er bange for at signalerer det. Der er dømt høj bølgegang hos SEA med store riff, skvulpende temposkift og et møghamrende medrivende omkvæd, som man straks har lyst til at gjalde med på. Eneste problem er, at det er albummets bedste nummer, så de resterende kommer til at blegne lidt i forhold til. Forbandelsen ved et virkelig stærkt udlæg.

En af bandets helt store forcer, er vokalist Anders Brink, han er altså udstyret med nogle seriøse rør, der kan blæse lidt af en klassisk heavy rock vokal ud i æteren. Den lyder nærmest som en slags “best off” af 70’ernes markante stemmer indenfor genren, tilsat en knivspids Bruce Dickinson, i de store bævrende fraseringer. Men lidt ligesom den højstemte musik, så fortager virkningen sig en smule i løbet af albummet, man når ganske enkelt et mætningspunkt for den ellers indbydende melo-drama som SEA leverer på alle punkter.

De vokalmæssige højdepunkter, hvis man skal fremhæve nogen, hedder for mig “House Of Air” og “Eyes of Sedona”. På førstnævnte tager SEA en udflugt til ballade-land cirka midt på albummet, det er nøjagtig så storslået og “for meget” som den slags skal være. “Eyes of Sedona” er mere liret, forstået på den måde, at her ruller SEA hele paletten ud og spiller med musklerne. Det er grænsende til prog-blær, ikke mindst efter et temposkift i nummerets anden halvdel. Brink synger sig så meget ud, at man sidder helt ude på kanten af stolen og venter på, at “NU knækker stemmen da?!”. Det sker heldigvis ikke, men man får helt sved på panden over den voldsomme måde stemmebåndet slynges på.

Begge numre demonstrerer samtidig lidt af det, der i sidste ende kommer til at virke som en hæmsko for bandet. De kan rigtig meget, uden tvivl, men det er næsten som om, at de kommer til at presse lidt for meget ind i hvert enkelt nummer, i hvert fald til min smag. Det kan man så argumenterer for, at genren lægger op til, og det er bestemt heller ikke kedeligt, men det er alligevel som om, at SEA’s sange ind i mellem er faretruende tæt på at kollapse under deres egen vægt. Hvilket resulterer i, at jeg under gennemytningerne sidder og tænker “uha, nu går det snart galt”, i stedet for at blive suget helt ind i det ellers flotte lydbillede.

En anden anke jeg har, er at jeg ikke helt føler at alle overgange i numrene går lige godt. Et eksempel herpå er Sea’s næstsidste nummer “Ride On”, hvor jeg er helt med på de højstemte og dramatiske løjer i første vers, men temposkiftet og overgangen til omkvædet taber mig lidt, og jeg bliver igen revet lidt ud af den ellers effektive stemning bandet var ved at bygge op. På “Cry”, der ligger i den anden ende af pladen, sker der det i overgangen fra vers til omkvæd, at det føles som om Brink’s vokal får for meget plads i forhold til musikken – eller kort og godt synger dem helt ud af nummeret med sin orkan røst. Doseringen føles ganske enkelt visse steder lidt skæv.

Jeg ved egentlig ikke om bandet kunne have gjort tingene meget anderledes, det er tro mod de forbilleder og genre de hylder. Og Sea lyder netop som en hjertelig hyldest og kærlighedserklæring til lyden af de store 70’er betonrock navne. Det er der bestemt ikke noget galt i, og det er ikke fordi SEA lyder som et bedaget foretagende, de spiller med så stor autoritet og naturlighed, at de viser deres berettigelse i 2014. Momentvis glemmer man tid og sted, når bandet virkelig folder sig ud, men lidt for ofte brydes illusionen af, at bandet måske oversatser lidt, hvor det ikke er nødvendigt.

Det bliver til en stor 3’er til SEA, for et album der samlet set er en middelgod oplevelse, men som helhed virker albummet, ærgerligt nok, som mindre end summen af dens enkeltdele – en forbandet skam, for nogle af disse enkeltdele hiver virkelig i kuglerne!

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Sea udkommer d. 15/9 på Mighty Music, følg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here