Scamp, Diamond Drive og Vallis Mortem, Radar, 23/10 – 2014

0
1717
views

Der var gammeldaws thrash og mere “moderne”, teknisk metal på programmet på Radar torsdag aften, hvor publikum fik et tredobbelt slag i dunken af Vallis Morten, Diamond Drive og Scamp.

Torsdag aften og tredobbelt metalkoncert på Radar betyder sjældent fuldt hus, og det var der da heller ikke denne torsdag. Men fremmødet var nok til at Radar på ingen måde virkede tomt. Stemningsmæssigt kunne det have været mere dampende og tæt, men publikum var lidt torsdagstrætte.

Vallis Mortem gjorde ellers deres til at sætte gang i løjerne med deres tempofyldte thrash. Ja, man kan vel næsten kalde det retro-thrash, for musikken lyder som om den er vandret lige ud 80’ernes amerikanske thrash-scene. Bandet var i ‘Slayer-opstilling’, med bassist/sanger Christian Andrés Almanza i midten, og de to guitarister Dennis Gajhede Rasmussen og Jacob Christensen på flankerne, mens trommeslager MikHell Edelmann indtog den bagerste del af scenen. Ud over bandets egne numre var der da også et enkelt Slayer-nummer der sneg sig ind, nemlig ‘Post-Mortem’. Vallis Mortem spillede medrivende, tempofyldt og tungt, med godt eksekverede skift og svirrende soli, og sled godt for det denne aften. Blandt andet ‘Hangover’ og titelnummeret fra bandets seneste album, Last Sundown Is Forever og den punkede ‘Crusade’ blev sendt fint ud over scenekanten. Men bandets udgave af ‘Post-Mortem’ illustrerede meget godt et par af de ting, bandet stadig mangler lidt, nemlig lidt flere egne killer-riffs og -grooves – altså dem, man husker dagen efter, og ikke bare vipper lidt med nakken til. Teknisk er bandet rigtig godt med og numrene holder generelt også vand, og udstrålingen på scenen skal nok vokse med live-erfaringen. Solid start på aftenen, og herligt at få en omgang ukompliceret, energisk thrash indenbords.

Vallis Mortem thrashede igennem
Vallis Mortem thrashede igennem

Efter et hurtigt sceneskift stod Diamond Drive klar på scenen omkring kl. 22. Der har været lidt stille om bandet siden udgivelsen af Temporality sidste år, men stille var de heldigvis ikke på scenen. Forsanger Troels Pedersen forsøgte kækt at sparke noget energi i publikum i løbet af bandets halvtimes sæt, hvor de fint demonstrerede deres evner indenfor et varieret metalunivers, hvor der både er plads til masser af tempo- og intensitets-skift og vekslen mellem relativ skønsang og brøl. Bandet har en god stage presence og Troels Pedersen underholdt løbende med kommentarer mellem numrene, og introducerede bandet som “Lange løg, bøsserock, alt det der… Nu kender I os” lige inden den glimrende ‘Shadow of a Ghost’ fra Temporality, et glimrende eksempel på bandets evne til at veksle mellem hardrockende melodier og eksploderende, tung metal. Men netop som bandet virkede til at være kommet godt i gang, ja så var det faktisk slut igen. Intensiteten faldt lidt og det var som om Troels Pedersen godt vidste at publikum ikke ville komme helt med op denne aften. Der blev stadig leveret musikalsk og vokalt, men da bandet gik af efter den halve time, så var der lidt afbrudt samleje over det.

Scamp satte punktum
Scamp satte punktum

Så skulle der stilles op til Scamp, og det tog faktisk længere tid end de to første bands havde haft til rådighed hver især, mest fordi trommeslager Morten Christensens trommesæt tog lang tid at sættr op og indstille. Heldigvis var det ventetiden værd, for trommespillet er absolut en af Scamp’s (mange) forcer. Bandet har for nylig udgivet deres andet album, The Deadcalm, seks år efter bandets første album og her er Michael Bøgballe (tidligere Mnemic) kommet til på vokal. Jeg har ikke hørt albummet, men live fungerer Scamp’s tech-metalliske angreb på trommehinderne glimrende og Bøgballe er energisk og karismatisk i front. Der er massiv energi og tilstedeværelse på scenen, og lydmuren fra de to gange guitar, bas og trommer er massiv. Præcise riffs, trommestød som maskingeværsalver, og nærmest sømløse temposkift, og stærke grooves. Scamp har det hele, og er tydeligvis kommet for at vise det.

Det fungerer blandt andet glimrende på ‘Emotional Psycho Release’, og den afsluttende og meget medrivende ‘The Boys From Dead Soul Road’, hvor Scamp både er nådesløst brutale og samtidig catchy i deres præcise bredsider. Med et sæt på over en time sniger der sig dog nogle lidt mere døde perioder ind, blandt andet da den ene guitarist har fået fat i den forkerte guitar til et nummer, men med lidt humor kommer bandet fint igennem. I det store hele holder bandet kadencen og energien på et højt niveau og spiller gennemgående tight hele vejen gennem sættet, også på det glimrende ekstranummer vi også får pisket trommehinderne med. Scamp satte således et tech-tungt punktum for en fin torsdag aften i metallens tegn.

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here