Saint Rebel: Saint Rebel *** (3/6)

0
1250
views

Danske Saint Rebel har på deres andet album byggestenene til noget rigtig godt, men desværre får bandet ikke helt sat dem godt nok sammen over et helt album, selvom hard rock fundamentet er bundsolidt.

Saint Rebel har ellers en masse effektive værktøjer med i kassen, brugt med masser af energi og vilje, men lidt for ofte i løbet af albummet sidder jeg og tænker “ah, øv, den er lige ved at være der”. Det skifter lidt mellem, at jeg er helt solgt på et vers, men så er omkvædet ikke helt medrivende nok, eller også rykker netop omkvædet godt igennem, men verset er lidt lala. Andre gange udmønter stærke riffs og hooks sig ikke helt i numre der holder hele vejen igennem, og sangskrivningen er ganske enkelt lidt ujævn over 12 numre.

Der er ellers meget godt at komme efter for folk med en glødende rock-hjerte, og man fornemmer at der banker et stort et i bandet selv. Åbneren, “My Patient”, er et fint eksempel herpå. God skærebrænder vokal, et dejlig tungt og huggende melodisk groove driver nummeret fremad. En af den slags melodier der går lige i hofter og mellemgulv, men sangen letter aldrig det sidste stykke og bliver sådan rigtig interessant. Men i det mindste er nummeret dynamisk nok til at man ikke tuner ud, hvilket desværre lidt sker hen imod slutningen af albummet. Da begynder Saint Rebel at føles en anelse tung bagi og et lettere anstrengende bekendtskab, med den kværnende “Red Zone” som ikke rigtig kommer ud af stedet, og hvor det også kammer lidt over for mig med den forvrængede skærebrænder vokal. Afslutteren “Never” er egentlig et fint bud på at bryde lidt med formlen, tempoet er langsommere og mere slæbende, vokalen nu helt forvrænget i mens der leges med noget “uuuuuh” kor, som sender tankerne lidt i retning af Twin Peaks soundtracket. Desværre drukner det hele lidt i skingre skrig og brummende larm.

Så det er ikke fordi, at Saint Rebel er låst fast i deres hårdtpumpede hard rock skabelon, med metallisk klang hist og her, det er mere at udførelsen af de på papiret fine idéer halter lidt i mine ører. På “Now You Know” tager bandet eksempelvis en tur ud i rock-ballade land, med lidt klaver og et mere bombastisk arrangement og storladen melodi. Vokalens klang bliver mere længselsfuld og “lidende”, det hele fungerer egentlig rigtig godt og bygger op mod et af albummets bedste og mest kraftfulde omkvæd, men her er det så pludselig produktionen der spænder ben for den endelige triumf. Lyden på nummeret er lidt “hul”, hvor især trommerne fremstår underligt underernærede i lydbilledet – de bliver faktisk lidt skingre at høre på. Havde de haft mere saft og kraft, så havde det været en fuldtræffer.

På “Mr. Knife”, midt på pladen, rammer bandet dog næsten plet, med et brølende og eksplosivt nummer, der bygger kort op med støvletramp inden der hamres igennem. Da trykker Saint Rebel så meget igennem, at ens tøj, ører og dobbelthage blafrer på grund af det massive lydtryk. Men den følges op af “One and The Same”, som ærgerligt nok bremser pladens momentum lidt igen. Verset prøver at bygge effektivt op, men der er lidt bly om benene og når vi når frem til omkvædet virker det som om kræfterne er brugt op. De 2 numre er et eksempel på et af de problemer jeg har med albummet. Jeg føler ikke rigtig på noget tidspunkt, at bandet får nok vind i sejlene til at det holder over flere numre i træk. Så det bliver lidt en start/stop prøvelse at komme igennem de 12 numre.

Et andet momentvis spændende nummer, er “Desperate Measures”, hvor indledningen og verset sender mine tanker i retning af Muse (i deres mindst “excentrisk” hjørne). Både vokalen, hvor der nu er slukket for skærebrænderen og synges i et lyst og rent leje, og den pulserende rytme der driver sangen fremad. Det er noget af et radikalt stilskifte, som ikke ligefrem bidrager til følelsen af sammenhæng albummet igennem, men jeg kan rigtig godt lide både idé og udførelsen her. Desværre går bandet ikke all in, og falder tilbage i regulær melodisk hård rock i omkvædet. Det er såmænd effektivt nok, og guitaren får skåret godt igennem mod slut, men ahhh, de havde lige fat i noget i det der vers. Start/stop.

Albummets, i mine ører, mest vellykkede nummer, har jeg det også lidt ambivalent med. “I Give Up” er egentlig en fermt opbygget og eksekveret semi-ballade, “desværre” synes jeg både dele af melodien og vokalens klang, lyder som noget Bryan Adams kunne have disket op med. Om man synes det er godt eller ej, må jo afhænge af ens forhold til den canadiske sangsmed, men det er et nummer der er godt skruet sammen – ingen tvivl om det.

Man sidder hele tiden med fornemmelsen af et band der virkelig kan og vil rigtig meget, men på dette album lige mangler det sidste touch. Det sidste held og finesse til at den sidder lige i rock-skabet. Den konstante “lige ved og næsten” følelse gør beklageligvis også Saint Rebel til en lettere frustrerende plade at lytte igennem, en forbandet skam, for der er en masse elementer til stedet som jeg synes rigtig godt om.

Bedre held næste gang?

Af Ken Damgaard Thomsen

Saint Rebel udkommer d. 29/9 via Mighty Music/Target, følg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here