Rowbird: Rowbird EP ***** (5/6)

0
1447
views

Den aalborgensiske kvintet er en ny størrelse og EP’en her er bandets første udgivelse. Narrative forløb fra gamle folkeviser blandes med americana og en snert rock’n roll i et stemningsfuldt univers. 

Tre tracks er næsten lige kort nok til at man helt når at blive suget ind i Rowbird’s univers, men ‘Escaping’, ‘It’s You’ og ‘Time Will Show’ gør så absolut deres til at det sker. Camilla Würtz Bredahl’s vokal i front omgives af et musikalsk landskab med inspiration fra westerns, 60’ernes folkrock, og medlemmernes personlige rejser. Bandet består blandt andet af medlemmer fra Get Your Gun og Navneløs, og man kan høre elementer fra begge grupper i musikken. Stemningsmæssigt minder musikken mig ind i mellem om Portishead i det filmiske hjørne, ligesom  Bredahl’s vokal ikke er uden ligheder med Beth Gibbons’.

Første udladning er ‘Escaping’, et stemningsfuldt nummer, med ildevarslende trommer, afvekslen mellem instrumentalt spartanske stykker, hvor Bredahl’s vokal står næsten nøgen, og stykker, hvor lydbilledet fyldes af guitar-twang og lyden af de øvrige instrumenter. Instrumenteringen lægger sig som en varm kappe omkring vokalen, og der er stor variation i nummeret, som ellers ved de første lyt syntes lidt fragmenteret. Men efter flere gennemlytninger er det som om brikkerne falder på plads og endda sidder ganske godt sammen.

Det gør de også på ‘It’s You’, hvor opbygningen dog er mere konventionel. En guitarfigur leverer den gennemgående rygrad i nummeret, som ikke helt er på samme højde som ‘Escaping’. Men heldigvis er der fine små nuancer og detaljer i bandets spil til at der hele tiden er nuancer der fænger, ligesom Bredahl’s vokal i sig selv har en evne til at holde éns opmærksomhed fanget.

Stærkt i billedet står EP’ens tredje nummer, ‘Time Will Show’, som er tung, dunkel og ildevarslende, men samtidig svinger på sin egen majestætiske måde. Melodisk gnaver nummeret sig også ind og skaber sit eget rum i hjerne efter nogle gennemlytninger, så man især går og nynner passagen, hvor Bredahl’s vokal suppleres af Andreas Kildedahl Westmark’s. “Time will show/where you won’t go”, en linie, der gentages hen mod afslutningen af nummeret, hvor Westmark’s vokal agerer underlægning for Bredahl’s vokal, der får lov at svinge lidt mere ud.

Hele vejen gennem EP’en er musikken gennemført velspillet. Der er ikke de helt store armbevægelser, men til gengæld en stærk sans for nuancer og små detaljer. Det er blandt andet det, der gør at numrene på EP’en vokser for hver gennemlytning. Det er en kvalitet, som er relativt sjælden, især på debut EP’er. Især ‘Escaping’ og ‘Time Will Show’ viser et stort potentiale hos nordjyderne, som det bliver spændende forhåbentlig at høre yderligere udfoldet i et større format. Som forsmag på et eventuelt album er EP’en her i hvert fald glimrende, og giver mig lyst til at høre mere.

Rowbird spiller support for Jørck på Klub Husfred i Aalborg d.11/10 og på Skraaen i Nordkraft (Aalborg) d.1/11.

Rowbird EP kan høres og købes (til den pris man selv synes er rimelig) fra bandets Bandcamp-side.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here