Roskilde ’14: Reportage & korte anmeldelser fra lørdag d. 5. juli

0
1226
views

Lørdag var en dag, der startede noget ubehagelig for redaktionen, som for første gang blev godt kogt i deres telte. Lidt vand i hovedet kan dog gøre meget ved folk, og hvad der startede i kritisk tilstand, endte med at blive lidt af en triumftur rundt på pladsen.

Triumftur og triumftur – vi skulle måske hellere sige, at gode til glimrende koncerter stort set over hele linjen sørgede for at lørdag viste sig at blive en af de bedre dage på årets festival. Efter den sædvanlige omgange koger skrivning i pressecenteret (resultatet finder du under gårsdagens skriverier), blev der indtaget morgenmad fra de varme lande i form af henhodsvis nudel og risret fra Thaibiksen, mere om det i GFRock Køkkenet nederst. For vi fulgte op med noget vigtigere – en bette cocktails! Inden programmet ved nærmere eftersyn viste, at vi egentlig havde eftermiddagen fri, så redaktionen og hangarounds splittede midlertidigt op. Chefredaktøren gik på jagt efter sin netop ankomne bedre halvdel, og redaktionens andet medlem endte i sin første lejrfest på årets festival (ja, der havde simpelthen ikke været tid før lørdag, åbenbart). Shots, whisky og brandvarm rødvin af særdeles tvivlsom kvalitet blev hældt i skallen de følgende timer, inden kursen gik forbi Jenny Wilson på Arena, for at placere sig et fint sted til Psyched Up Janis på Orange Scenen klokken 17.00.

Vi leger lidt med formatet igen i dag, der kommer en længere anmeldelse af Helhorse vs The Psyke Project og Arctic Monkeys andetsteds her på siden, her kører vi kort form. Vi sætter lidt stjerner i parentes ved de koncerter jeg/vi så det hele af, lad os kalde dem “vejledende”, da anmeldelserne er i den korte ende af det vi plejer at tildele stjerner. Andre får “kun” lidt ord med på vejen, hvis vi ikke så det hele eller på anden vis var afledte.

Fremmødet foran Orange var hæderligt, men ikke imponerede, hvilket blot understregede den følelse vi havde inden festivalen – Psyched Up Janis har bare aldrig været lige så store og kendt i bredere kredse, som deres kolleger som Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir fra samme “generation”. Det er der ikke noget galt i, og mange der har dyrket Psyched Up Janis, ikke mindst i vores bekendtskabskreds, faldt for dem, fordi de syntes, de havde noget andet og bedre at byde på. Delvist enig. Psyched Up Janis har bestemt en støj-rockende lyd, som Sune Wagner jo har findyrket yderligere efter bandet stoppede i første omgang, og det er en lyd, som godt kan fylde Orange Scene ud. Også selvom den her blafrede lidt i sidevinden, men rock-nerven er der et sted…

Psyched Up Janis på Orange
Psyched Up Janis på Orange

Men de har bare for få virkeligt gode numre til at holde i hvert fald vores interesse fanget, og kendte man dem ikke på forhånd og havde et eller andet nostalgisk forhold til dem fordi man var ung i 90’erne, så er jeg sikker på størsteparten af de eventuelt uindviede modtog numre som “I Died In My Teens” og “Vanity” med et høfligt skuldertræk.

Vi begyndte hurtigt at kigge på uret, drifterne trak os mod Avalon, i mens Sune Wagner kæmpede med at trænge igennem vinden med sin lidt spæde vokal. Men der var da godt tryk i tråden i de 45 minutter vi blev hængende, inden vi trak mod tungere territorium.

Helhorse vs. The Psyke Project på Avalon klokken 18.00 var målet, årets største danske metalbegivenhed på Roskilde, en du, tease tease, kan læse en længere anmeldelse af andetsteds her på gfrock.dk.

Efter en tur rundt i Avalon-manegen med dansk metal, blev der på må og få tåget lidt rundt på pladsen med forskellige gøremål for øje, men stort set hele flokken nåede frem til flaget placeret foran Orange til Manu Chao La Ventura. Deres festpumpede sæt var næsten lige gået i gang, og indrømmet, selvom virkemidlerne var temmelig simple og monotone i længden, så formåede de at skabe en kæmpe fest på og ikke mindst foran Orange, noget der måske havde manglet lidt siden Outkast tidligt torsdag aften. De første 20-30 minutter var vi fint revet med af bandets energiske blanding af ska, reggae, punk og dansevenlige gøgler-melodier, men så begyndte ensformigheden stille og roligt at sætte ind.

Opbygningen af de feststemte numre begyndte at fremstå utroligt enslydende og det var de samme dans-synge-med tricks der blev brugt i overflod. Glade så de bestemt ud på scenen, og store dele af publikum var med det meste af vejen, men 5 kvarter med den slags ensformigt sansebombardement gjorde egentlig, at det endte med at have den modsatte effekt – man blev sgu lidt træt. (3/6)

Vi blev tilsyneladende så trætte at vi kun formåede at bevæge os 50 meter længere frem og mod midten og få indkøbt drinks, før Arctic Monkeys gik på Orange halvanden time efter Manu Chao og kumpaner havde forladt den. Den koncert kan du læse en selvstændig anmeldelse af et andet sted her på siden.

Paul Banks i front for Interpol
Paul Banks i front for Interpol

Rockfesten sluttede foran Orange, og fortsatte på Arena. Sådan da. Interpol var godt i gang da vi ankom lidt efter midnat, og lyden var god og skarp på Arena-scenen. Til gengæld var der relativt få mennesker, der havde fundet vej for at høre bandets mørkrandede rock.  Amerikanerne spillede sådan set ganske godt, og Paul Banks fik tilsyneladende sunget sin vokal varmere undervejs, så den fandt noget af de stærke klang, der gjorde sange som ‘Narc’, ‘Evil’ og ‘C’mere’ nærmest ikoniske for den post-punkede rockbølge i 00’erne, hvor bandet var blandt de fremmeste eksponenter. Bandet spillede også flere nye numre, som lød temmelig meget i retning af bandets tidligere materiale, bare uden man helt fornemmede samme nødvendighed eller styrke i sangskrivningen – og samtidig fremstod bandets musik en kende bedaget, for genren har faktisk rykket sig siden bandets storhedstid for omkring 10 år siden. Nuvel, ingen tvivl om at bandet stadig kan noget, for de spillede som sagt godt, man kedede sig bare en lille bitte smule – ‘Stella Was A Diver and She Was Always Down’ vakte dog genkendelsens glæde hos redaktionen som derfor giver 3 store stjerner (3/6).

Vi sluttede nattens program af med australsk funeral doom på den lille intime Gloria Scene, i form af Mournful Congregation. Glorias fine indendørs rammer, sceneografi og lyssætning kom virkelig til deres ret under det fængende og dragende musikalske begravelsesoptog der indtog scenen klokken 01.30. Fra første sekund de mørke og langsomme toner rumlede ud i lokalet blev man suget ind i bandets afgrundsdybe og dunkle univers. Momentvis growl fra graven og små antydningen af psykedeliske og progressive tendenser i musikken, afspillet i snegletempo, sørgede for tilpas variation i det sorte lydbillede til at man på intet tidspunkte stod og kedede sig.

Gloria-scenen er mere intim end Roskildes øvrige scener - her Mournful Congregation
Gloria-scenen er mere intim end Roskildes øvrige scener – her Mournful Congregation

Tankerne fik lov ti lat vandre, man svævede rundt i den atmosfæriske metal-tåge, mentale billeder kom og gik, imens de fokuserede australiere rensede ens krop og sind for dagens opsamlede støv og andet vraggods. (5/6)

Således godt mørbankede forlod vi resterne af Camp Gnu foran Sleigh Bells, der sammen med Major Lazer’s twerking- og knæklys-fest på Orange ikke kunne forstyrre redaktionens nattesøvn synderligt.

GFRock Køkkenet

Dagens første måltid skulle egentlig have været en brunchtallerken fra thai-biksen ved indgangen fra pladsen til medieområdet, men da der ikke var mere af det, måtte redaktionen nøjes med henholdvis kylling med karry og ris og kylling med nudler og tofu, begge prissat til 69 kr. Hvor nudelportionen var ganske hæderlig, var karry-portionen dog lidt lille, især i forhold til kylling, men det smagte dog af noget. Atter engang trækker prisen ned, og den samlede vurdering lander derfor på små 3 stjerner for de to retter kombineret.

Så blev der tosset rundt det meste af dagen, og redaktionen havde åbenbart så travlt med anmelderblokkene og diverse drinks til at spise noget før efter midnat, hvor bagelboden ved Arena bød sig til. Bagels med skinke og ost er stadig et hæderligt og relativt velsmagende måltid, men igen, for 45 kr. kunne man godt forvente en lille smule mere. Solide 3 stjerner til den troværdige bagelbod.

Af Jonas Strandholdt Bach og Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here