Roskilde ’14: Helhorse Vs. The Psyke Project, Avalon, d. 5. juli **** (4/6)

0
1506
views

Avalon blev lørdag aften klokken 18.00 ramt af en lokal metalstorm, der skiftede mellem orkanagtige vindstød og mere milde vinde, der ikke rigtig fik hvirvlet op i det ellers pænt belastende støv ved festivalens “nye” scene. Kort sagt, eksperimentet Helhorse Vs. The Psyke Project var ikke et sejrsridt fra start til slut, men når det rykkede, så rykkede det behørigt igennem.

Tanken var egentlig fin nok, tag to af Danmarks pt. bedste livebands, og studie for den sags skyld, og lad dem eksperimentere med et fællessæt. Desværre var udførelsen, lidt som frygtet/forventet, kun delvist vellykket. De mange skift og overgange, når et band afløste det andet, foregik ikke altid lige elegant, med lidt pauser til følge, men når det gik glidende, så fungerede ideen faktisk glimrende. Begge bands fik en række spredte og korte sæt af 2-4 numres varighed i løbet af de cirka 90 minutter metalstormen stod på, nogle gange bakkede de hinanden op og bandmedlemmer fra de respektive bands dryssede stille og roligt, nogle gange mere mærkbart end andre, ud og ind af scenen.

Det startede lidt sløjt med The Psyke Project, hvor lyden var af meget tvivlsom karakter. Det blev heldigvis en del bedre i løbet af koncerten, men især The Psyke Project blev forfulgt af lidt manglende bund i lydbilledet og en vokal, der til tider druknede. Helt galt gik det under første nummer, hvor Martin Nielskovs ellers glimrende hardcore skrige-vokal forsvandt fuldstændig, så medmindre du var mundaflæser, var det ikke til at høre hvad der blev sunget. Ikke at man kan tyde mange ord i hans rasende udfald ellers, men man ville da gerne kunne høre den!

Det, som til gengæld fungerede optimalt fra start til slut, var når bandet stødte dybt, skød tonstunge riffs af der hev og flåede i alt fra næsebor til nakkehår. Sådan en brutal rundbarbering af The Psyke Project er ikke nogen dårlig ting! Helhorse medlemmerne luskede efterhånden ind på scenen og tog over, heldigvis i nogenlunde god tid, for bandets ene guitarist var så “heldig”, at nogen åbenbart havde glemt at plugge hans instrument til. Så der blev brugt 2-3 numre på at få hul igennem, ikke at der i bund og grund manglede guitarlyd på scenen, det var jo ikke fordi det instrument var underrepræsenteret de 2 bands imellem, men da ikke særlig fedt for ham, nu han stod på scenen på selveste Roskilde Festival.

Mikkel Wad og Helhorse sætter gang i metalløjerne
Mikkel Wad og Helhorse sætter gang i metalløjerne

Helhorses “Fuck Art, Lets Kill” satte for alvor gang i festen foran og på scenen, og med bands med så relativt forskellige udtryk som disse 2, så var der naturligvis også lidt forskel på hvordan man stemningsmæsigt oplevede bandets numre. Generelt var Helhorse-numrene den mere “festlige” del af sættet, hvorimod The Psyke Project stod for det bistre raserianfald. Den fordeling, og opbygningen af koncerten, fungerede egentlig rigtig godt, en god vekselvirking blev opnået, og som koncerten skred frem, føltes det også som om timingen mellem skift og hvilke numre der blev spillet blev bedre og bedre, eller også var sættet bare rigtig godt komponeret, så der blev bygget flot op til klimaks.

Helhorse frontmand Mikkel Wad var, som altid, on goddamn fire, vekslende mellem at skridte scenen af i hardcore-agtigt gadedrengeløb og som evig indpisker til det medlevende publikum i teltets forreste halvdel. Modsat koncerten på Copenhell, hvor jeg synes det hele grænsede til det lidt FOR tændte, så var energiniveauet godt doseret denne aften. Bare en skam, at vokalen periodevis druknede en smule i det dundrende lydbillede, men så kunne man heldigvis høre de psykotiske råb og skrig fra Aske Kristiansen mere tydeligt, under fræsende numre som “The Carnal Rage”. Kristiansen var lidt hæmmet i hans normale monkeying around på grund af en stor skinne på højre knæ, men stille kunne manden tydeligvis ikke stå, så der blev hoppet, humpet og skreget alt hvad den kunne trække.

The Psyke Project fyldte scenen helt op igen under kongehymnen “Death Comes To The Sleeping”, der i dagens anledning fik en lidt forlænget og ekstra møghamrende tung afslutning, inden “Scorch The Earth” tog første stik hjem til Helhorse. The Psyke Project havde brugt ventetiden på at påføre sig sløringsfarve, og bakkede det op med et kort og eksplosivt sæt i sættet, hvor Nielskov vandrede omkring og skreg lungerne ud som et rovdyr i angreb.

“Lad mig se nogle headbange” skreg Mikkel Wad, da Helhorse kort efter var tilbage med den mægtige “Seams Of Life”, og så kom der ellers gang i nakkemusklerne i teltet. Ligesom på Copenhell blev “Death Ride”, fra bandets første album, mit højdepunkt under den helhestede del af koncerten. Et forrygende nummer, der viser, at bandet ikke først har lært at skrive virkeligt lækre numre på deres nyeste album Oh Death. Herfra var resten af koncerten næsten et langt triumftog for begge bands, der blandt andet inkluderede en menneskepyramide fra The Psyke Project, circle pits, lidt hyggelig flaskekast – modtaget med venligt, men bestemt, løftet pegefinger fra en på det tidspunkt siddende Nielskov.

Martin Nielskov fremme på scenekanten
Martin Nielskov fremme på scenekanten

The Psyke Projects bidrag kulminerede under en arrig og kaotisk øredøvende version af “Into The Mist”, hvor jeg for alvor begyndte at frygte at de ville flå klunkerne af mig (som ønsket inden koncerten i vores optaktsindlæg). Jeg fik med nød og næppe lov til at beholde resterne af mine sørgelige manddom i denne omgang, mens Nielskov kastede sig ud i publikum og lod sig bære rundt på en velfortjent æresrunde mod slutningen af koncerten.

Afslutningsvis var koncerten faretruende tæt på at falde fra hinanden i et inferno af en tungmetalliske støj-storm, hvor de 2 bands trykkede samtlige pedaler i bund og blæste seancen i mål. Samlet set afhænger ens opfattelse af koncerten nok af om man synes eksperimentet fungerede eller ej. Der var perioder, ikke mindst i første halvdel af koncerten, hvor jeg flirtede med 3 stjerner, hvorimod anden halvdel pustede sig over de 5, så alt i alt, trække lidt fra, lægge lidt til, hvis vi kigger på det samlede billede så lander jeg personligt på en stor vindblæst 4’er.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here