Roskilde ’14: Arctic Monkeys, Orange, lørdag d.5. juli ***** (5/6)

0
3923
views

“Endelig et rock-navn, der kan fylde Orange!”, udbrød en af sidemændene undervejs – og han havde ret. Med Arctic Monkeys kom der endelig samling på rocktropperne, som samtidig fik sig en god fest. Arctic M0nkeys leverede nemlig professionelt og overbevisende.

Jeg kan sådan set godt lide Arctic Monkeys – mest deres tidlige, lidt mindre polerede materiale, men deres nyere materiale er bestemt også velfungerende rockmusik. Ikke at bandet har opfundet nogen dybe tallerkener, men med melodiøre, sans for skarpe riffs, tight og velspillende rytmesektion og Alex Turner’s køligt cool vokal har bandet en effen blanding af rockens virkemidler i tasken.

‘Do I Wanna Know?’ åbnede det halvanden time lange sæt, og herfra satte Arctic Monkeys sig på Orange scene med den største selvfølgelighed og køligt overskud fra Alex Turner og kumpaner. Det bliver næsten for tilbagelænet fra frontmand Turner ind i mellem, hvilket da også undervejs resulterede i at en eller anden bag mig råbte “Så sig dog noget!”, mens Turner stod og kiggede nonchalant på publikum mellem to af numrene. Ikke at det hjalp, vi fik ikke mange ord fra Alex Turner denne aften, ud over lidt spredte “thank you”.

Men det er som bekendt heller ikke det vigtigste ved en rockkoncert, hvad forsangeren eventuelt siger mellem numrene – bevares, det kan være med til at løfte – eller køle – stemningen, men det er heldigvis musikken der er vigtigst, og et eller andet sted var det egentlig også meget rart at man ikke mellem hvert nummer skulle bombarderes med “How are you doing, Roskilde?” og hvad der ellers er blevet råbt ud over menneskemasserne. I stedet for fik vi stærke rockskæringer som ‘Brianstorm’, ‘Dancing Shoes’ og godt halvvejs i sættet, bandets første store hit, ‘I Bet You Look Good On The Dance Floor’, som Turner, i et kort anfald af snakkesaglighed, dedikerede til “The ladies”. Pladsen responderede med glædesråb, og der blev festet, danset og sunget med, mens bandet leverede en imponerende tight og velspillet udgave af hittet.

I det hele taget var bandet, som ud over Turner på vokal og guitar, består af Jamie Cook på guitar, Matt Helders på trommer og Nick O’Malley på bas, særdeles velspillende, og samtidig var lyden skarp og god, og helt tilpas i lydstyrken fra hvor vi stod midt foran Orange. Selv om der var enkelte jævne passager undervejs, var bandet gode til at hive publikum ind igen, for eksempel med ‘Why’d You Only Call Me When You’re High’ og afslutteren ‘505’.

Helt i tråd med bandets kontrollerede (på den gode måde) performance, havde de gemt en lille perlerække af hits til sidst, som ekstranumre. Først fik vi ‘One For The Road’, som formentlig på sikker vis kunne have sendt os ud i natten, men så let fik vi alligevel ikke lov at slippe, og i stedet blev vi holdt fanget foran Orange af først ‘I Wanna Be Yours’, som effektivt og gennemtænkt blev fulgt op af ‘R U Mine?’. Rundt om os blev der krammet, sunget med på ‘uuh-uuh’-passager og generelt så publikum ud til at trives glimrende med Arctic Monkeys’ koncert. Det gjorde vi så absolut også, og trods Turners kølige distance, virkede det til at bandet også nød at stå deroppe og være i kontrol.

Personligt synes jeg Arctic Monkeys har mange gode rocknumre, men at de mangler flere der er fremragende. Og selv om der var et par peaks i koncerten, så kunne jeg godt have brugt et par stykker mere. For eksempel i form af ‘When The Sun Goes Down’ – men på den anden side var det en skarp, professionel og overbevisende koncert, af et band, der forhåbentlig stadig har nogle glimrende albums i sig. Vi lander på en lille 5’er til briterne, der indtil videre leverede årets rockfest.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here