Rob Zombie: Venomous Rat Regeneration Vendor **** (4/6)

0
1048
views

Den aldrende skræmme-bøh mand er tilbage i glimrende form, på et album hvor Zombie for første gang i mange år ikke lyder som en walking dead, men fremstår nyligt smittet og med smag på at skeje ud.

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at Rob Zombie lød musikalsk sulten og som om der stadig var friske idéer at finde i hans zombie-sind. Meget af hans tid og kreative energi er i stedet blevet brugt på karrieren som horrorfilm instruktør, på godt og ondt (Halloween genindspilningen var da meget fed), og musikken har spillet andenviolin.

Har man savnet hans musikalske bid, så er der nu godt nyt. Venomous Rat Regeneration Vendor er den mundrette titel på Rob Zombie’s nye album, og søreme om ikke den snart 50 årige levende døde pludselig lyder revitaliseret. Han kommer nok aldrig til at sætte nogen musikalsk dagsorden igen, men på VRRV lyder det simpelthen som om Zombie har genfundet glæden ved musikken, og for først gang i mindst 10 år har det rigtig sjovt med at indspille nyt.

Tricket er ganske enkelt, der er sådan set intet nyt under solen, men Zombie har trukket gammelkendte dyder frem fra mørket og lader til at have fundet gejsten igen. Du får den sædvanlige blanding af groove metalliske melodier, spredte elektroniske beats, industrial-præg og et væld af referencer til, eller samples fra, mere eller mindre obskure b-film. Og formlen fungerer sgu pludselig igen, så Zombien kommer til at virke spræl-levende.

Med 12 numre på cirka 39 minutter, er det heller ikke fordi han bliver hængende så længe i solen, at det begynder at lugte lidt fordærvet og gammelt, men man undgår ikke lidt tomgang undervejs. Især er midterdelen af albummet lidt stillestående, inden Zombien får fart i stængerne igen. De tre numre “Rock N’ Roll (In A Black Hole)”, “Behold, the Pretty Filthy Creatures!” og “White Trash Freaks” udgør den del af VRRV der er lidt for stillestående. Det bliver aldrig kedeligt, men Zombien rykker sig ikke rigtig ud af stedet. “Rock N’ Roll (In A Black Hole)” gennemstrømmes af en enkel elektronisk puls med spredte guitareksplosioner, imens Zombie går i horror-mode og synge-hvisker teksten. Lyder faktisk en smule Marilyn Manson’sk, et fint afbræk fra Zombie-formlen, men i sidste ende sker der for lidt. “Behold, the Pretty Filthy Creatures!” er optempo brøle Zombie-rock, med fart over feltet, men ikke så meget andet – det virker lidt som metervare. Det samme lider “White Trash Freaks” lidt under, der er fine skrigende riffs og man nikker da med, men det er Rob Zombie med White Zombie autopiloten slået lidt til. Habilt rockende og ruskende, men lidt for velkendt.

Dermed ikke sagt at resten ikke virker velkendt, you can’t teach an old zombie new tricks (eller noget), men udskejelserne lyder ellers generelt mere medrivende. “Lucifer Rising” pumper for eksempel af sted i klassisk Zombie stil, “Lucifer rising, and all the girls scream”, men det lyder som om den gamle galning har det sjovt med at skræmme tøserne i hans ellers ganske uskadelige spookhouse. Der er saft og kraft i melodien og de skærende guitarflader, så man uundgåeligt står og små-hopper på stedet. Hvis man da ikke lige står og knipser til “Ging Gang Gong De Do Gong De Laga Raga”, der med sin pænt swag groovende melodi inviterer til delikate hoftestød, imens Rob Z’s forvrængede vokal udgyder spydigheder mod Hollywood. Ikke specielt originalt eller banebrydende, men forbandet effektivt!

Det samme kan siges om den konstante brug af b-film stumper i sangene, men det er og bliver et Rob Zombie varemærke og hører med i pakken. Hvis du genkender samtlige samples, så er har du officielt vundet hele internettet og prisen som über-geek. På det potente skrækfilmsbrøl “The Girl Who Loved The Monster” høres blandt andet brudstykker på fransk, jeg har ingen idé om hvad det handler om, men sammen med den fængende melodi frembringes en virkningsfuld helhed. Sammen med VRRV’s sidste nummer, “Trade Your Guns For A Coffin”, udgør “The Girl Who Loved The Monster” en forbandet medrivende og hæsblæsende afslutning på pladen, hvor mulitkunstneren går ud med stil. Hvor “The Girl Who Loved The Monster” bevæger sig i den gode gamle groove-metal stil, så er “Trade Your Guns For A Coffin” nok det nærmeste Rob Zombie kommer en regulær rock n’ roll sang. “Stay asleep and watch TV, be happy, be happy” råber zombien til os andre zombier som afslutningssalut.

Det er dog åbningssalutten, der er stærkest på en plade med et generelt fornuftigt bundniveau. Robert Zombieson og band åbner VRRV med en virkelig stærk trio af sange, i form af “Teenage Nosferatu Pussy”, “Dead City Radio and the New Gods of Supertown” og “Revelation Revolution”. Det fantastisk smagfuldt betitlede åbningsnummer, “Teenage Nosferatu Pussy”, er tung tung Zombie når han er bedst, med store armbevægelser og masser af musikalsk pondus.

I am so hazardous, my name is Lazarus
I am a pirate on a devil ship

Uha uha, men Zombien lugter blod på denne brølende indledning, hvor den efterfølgende “Dead City Radio and the New Gods of Supertown” nok er det nærmeste han kommer et “radiohit”. Man aner igen slægtskabet med hans uægte søn Marilyn Manson, med eksplosive guitar salver og en balstyrisk brummende boogie-rockende melodi – skønt nummer. Sidste del af den overbevisende åbningstrio, “Revelation Revolution”, er bare god, solid Zombie classic, med hårdtpumpet metal leveret i driftsikkert dunkende tempo. Det momentum der etableres på pladens indledning, mistes aldrig helt i løbet af pladen, trods den nævnte midterdel, og helt overordnet er VRRV bare “nem” at lytte til og flyver problemfrit afsted. Rob slipper endda godt fra et cover af Grandfunk Railroad’s “We’re An American band”, der skamløst blæses ud som vellykket party-anthem.

Intet nyt er tilsyneladende godt nyt i Zombieland, hvor hovedpersonen boltrer sig i en på samme tid herligt kikset, sært indbydende, hårdt rockende og glædeligt grotesk blanding af gamle tricks og virkemidler. Der sættes ikke nye standarder eller vindes nyt land med Venomous Rat Regeneration Vendor, men den indtørrede Zombie i front for det absurde cirkus lyder pludselig frisk og genoplivet. Albummet er svært underholdende, og bare en sjov og fornøjelig lytteoplevelse – ikke mindst fordi Rob Zombie selv lyder som om han nyder det og har det skægt.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul,  metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here