RF17: Hamilton Leithauser, Pavilion, 29/6 ★★★★☆☆

0
421
views

Hamilton Leithauser tog en lille arbejdssejr på Pavilion torsdag aften, hvor han sammen med sit band måtte kæmpe for at overdøve The XX på Orange og holde publikums opmærksomhed fanget.

Det var ikke de nemmeste arbejdsforhold den tidligere The Walkmen-frontmand havde fået på Pavilion torsdag aften. Et kvarter inde i hans koncert, begyndte tunge basbeats at buldre fra Orange scene, og hvis man stod bagerst i Pavilion-teltet, så forstyrrede det temmelig meget.

Leithauser på scenen kunne også høre larmen, og anledt heraf fortalte han en anekdote om, at han var den eneste fra sin vennekreds, der stadig boede i New York City, fordi der i byens øvelokaler altid var bands, der larmede så man ikke kunne høre sig selv tænke. Han holdt dog selv ud og øvede nu hjemme i stuen. Irritationen over støjende musikalske naboer brugte Leithauser produktivt til at skrue op for sin stærke vokal og det var som om han for alvor vågnede op til dåd.

Indledningsvist havde vi fået ‘Sick as a Dog’ og ‘Don’t Leave Me Now’, inden Leithausers store hit, ‘A 1000 Times’, blev sendt afsted som fjerde nummer, lige inden The XX begyndte at buldre. Den vakte øjeblikkelig og udbredt jubel, og tilløb til fællessang i omkvædet, og det er da også ganske enkelt en fængende og glimrende hitsang.

Ud over Leithauser selv, som det ubetingende omdrejningspunkt på scenen, var der kompetent opbakning i form af en trommeslager, en bassist og en tangentspiller/ekstra guitarist, mens Leithauser koncerten igennem for det meste betjente sig af en akustisk guitar.

Fornuftigt nok tog Leithauser elguitaren frem, efter anekdoten om øvelokalerne, og vi fik endnu en anekdote om ‘The Bride’s Dad’. Indledningsvis dæmpet sang, med Leithausers vokal i hovedrollen. Dæmpet, i hvert fald indtil trommerne satte ind, og tempoet og intensiteten steg. Flot udført og med nerve, og det var som om Leithauser samlede handsken op, der blev kastet fra Orange.

Ganske modigt fandt Leithauser nu en mundharmonika, og kastede sig ud ‘You Ain’t That Young, Kid’, med markant Dylan-inspiration på første del af nummeret, men også et retningsskift undervejs, hvor tangenterne tager føringen.Endnu mere dæmpet blev det på ‘1959’, hvor der kun var en diskret underlægning. Altså ud over den dunkende bas fra The XX.

Alligevel overbeviste Leithauser med sin vokale præstation – der er virkelig en imponerende kraft i hans ru stemmebånd. Instrumenteringen blev bygget langsomt op, inden vokalen stod næsten nøgen igen til sidst. Det kan den heldigvis godt bære, og Leithauser blev belønnet med et Pavilion-telt, der, i hvert fald for en stund, var blevet vundet over.

‘Alexandra’ fra Leithausers solo-debut, Black Hours, fulgte efter, i en upbeat version, der emmede lidt af The Walkmen, og et fint dynamisk indslag, hvor Leithausers kraftfulde og rå vokal også kom fint til sin ret.

Mens bassen bankede videre fra Orange, tog Leithauser og band os med i en mere country-rocket retning til sidst med endnu et nummer fra hans andet soloalbum, I Had a Dream That You Were Mine, ‘Peaceful Morning’, der som mange af de andre sange, blev en opvisning i varieret tempo og intensitet med Leithausers kraftfulde vokal som epicenter. Leithauser fik i hvert fald vist, at sangene også står deres prøve live.

En lille times koncert var forbi, og Leithauser takkede smilende et ind i mellem lidt ukoncentreret publikum fra scenen. En arbejdssejr for Hamilton Leithauser, som heldigvis tog udfordringen fra Orange op og leverede en stærk koncert under forudsætningerne.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here