RF16: Reportage og korte anmeldelser fra lørdag d.2/7

0
1012
views

Sidstedagen på årets festival oprandt, og redaktionen kunne gensidigt konstatere at vi lignede nogen, der var klar til at tage hjem – helt hævede i ansigterne og forfærdelige at se på! Mere end ellers… Men det endte da alligevel med at blive hæderlig dag musikalsk, selv om højderne fra fredagens Neil Young-koncert ikke blev nået. 

Morgenen startede regnfuldt, hvilket gav den ene halvdel af redaktionen gode vilkår for at sove længe, mens den morgenfriske halvdel kom i gang med Neil Young-anmeldelse, der var næsten lige så lang som koncerten. Koldt vand i bruserne at vågne på og små sprækker i teltet, der gav en smule vand indenfor gjorde også sit til at man tænkte at det da ikke kunne gå for hurtigt med at få lørdagen overstået.

Men, men…med lodder og trisser fik vi faktisk en hel dag ud af det. Den sædvanlige start i mediebyen med skriverier og kaffe blev afløst af en tur ud på den blæsende plads, hvor vi fik i bidder fik opstøvet resten af “lejren” så vi kunne høre Rising på Pavilion-scenen kl. 14.15.

Inden da nåede vi lige de sidste 5 minutter af The Entrepreneurs koncert. Der virkede til, som sædvanlig når bandet spiller, at være knald på, og de havde endda en saxofon med! Vi fik endda ‘Brutal Summer’ med, så den musikalske start på dagen var sådan set ganske okay.

The Entrepreneurs
The Entrepreneurs

Rising får sin egen anmeldelse, så dem springer vi let og elegant henover her og humper videre med det noget sløje selskab rundt på pladsen. Det var sandt for dyden ikke fordi nogen i ensemblet sprudlede af energi, selv om der sporadisk blev forsøgt med lidt fadøl. Mad blev det selvfølgelig også til – Ken forsøgte sig med en risret fra Det Spanske Spisehus.

Og det var en fejl af de større skulle Jeg (Ken) hilse at sige! Retten blev solgt som ris med kylling, det var sådan set rigtigt nok, men risen var, udover klæg og kedelig, fuldstændig blottet for smag. Kyllingen var af den vandede slags, og smagte egentlig af mindre end de der strimler man kan købe i supermarkedet og så var der “fyldet”, der vist var noget tomat af en art og et eller andet der brændte en smule som chili. Sidstnævnte var det eneste der havde en “smag”, hvis man kan kalde en mildt brændende fornemmelse i munden for smag. Til gengæld kostede herligheden 65 kr. – jeg ville hellerede have spist paptallerkenen. 0 stjerner.

Jonas søgte ind i det lille område mellem Orange-området og Avalon/Pavilion, hvor der gemte sig en madvogn, der blandt andet bød på Brændende kærlighed til 60 kr. En god portion, med velsmagende kartoffelmos, løg og kød i fin blanding, rødbeder, og endda med purløg drysset på toppen (de var forsvundet i senere serveringer). Velsmagende, gode råvarer, hæderlig pris – 5 stjerner og festivalens bedste måltid.

Brændende kærlighed - AV, den var god!
Brændende kærlighed – AV, den var god!

Alt i mens Jonas havde en glimrende mad-oplevelse, blev vi andre siddende og lyttede til Dizzy Mizz Lizzy gå i gang på Orange, først med et par nye numre, sidenhen med “Barbwire Baby’s Dream” og “Glory”. Det var da højt….. så vi rejste os.

Så var vi klar til Sturgill Simpson på Avalon kl. 18, mens Dizzy Mizz Lizzy buldrede fra Orange – Simpson får også sin egen anmeldelse, så vi fortsætter med trakasserierne om mad og mukkeri. Nogen ville gerne omkring Orange og høre The Last Shadow Puppets, men redaktionen og det trofaste sidekick, hvis glød i øjnene var slukket og hvis mentale tilstedeværelse i bedste fald var tvivlsom, søgte i stedet mod Pavilion og Cattle Decapitation.

Cattle Decapitation - gnuerne flygter!
Cattle Decapitation – gnuerne flygter!

Efter skuffelsen i Det Spanske Madhus observerede Ken, at der slet ikke var nogen kø hos Dixie Burger, der skuffede os lidt tidligere på ugen, men for gammelt venskabs skyld, og respekt, skulle den da have en chance til. Der var måske en grund til den manglende kø…. der er noget galt med den nye bolle, det fungerer ikke optimalt. Første forsøg gav 4 stjerner, det var måske for flinkt, men igen, tror også bare vi har høje forventninger til denne klassiker, der i år står i 70 kr. for varianten med ost, så det ender vi på igen. Men det ER skuffende!

Rabalder og højenergisk veganermetal viste sig hurtigt at være noget vi havde relativt lav tolerance overfor på det tidspunkt, så efter et kvarters tid i selskab med Cattle Decapitation traskede vi i stedet i zombie-march i retning af Arena, hvor New Order skulle spille kl. 21. Undervejs spottede vi det samlende flag, og mødte resten af flokken med diverse tilløbere, for blot at konstatere, for redaktionens vedkommende, at New Order ikke ville blive til noget, da det virkede til at alle, der ikke skulle høre Mø, gik i den retning.

Så vi søgte i stedet mod strømmen og landede tilbage ved Pavilion hvor der ind i mellem var en vederkvægende ro – indtil nogle tosser med et anlæg på vogn syntes de skulle spille techno 10 meter væk. De blev ignoreret indtil de forsvandt igen, så vi kunne vente på Protomartyr i fred. Lidt spontant var vi blevet enige om at det var et navn, det var værd at tjekke ud, ingen af os med noget større forhåndskendskab til bandet. Det viste sig at være en god idé.

T-Rex er ikke uddød endnu!
T-Rex er ikke uddød endnu!

Protomartyr, Pavilion ★★★★★☆

Selv om bandet ikke ligefrem tiltrak horder af mennesker, så leverede de alligevel en ret stærk koncert. Bandets frontmand, Joe Casey, som lignede en vrissen lillebror til Jan Gintberg, havde sin egen kantede tilgang til forsanger-rollen, hvor hans første handling da han kom på scenen var at tænde en cigaret. En stor del af tiden sang han med mikrofonen i den ene hånd og den anden hånd i lommen, og mellem numrene blev der tid til at mumle spredte takkeord til publikum.

Men når den tighte, velspillede post-punk maskine spillede blev ordene spyttet arrigt afsted, nogle gange i snakketempo, andre gange i mere regulær sang, og man kunne fristes til at placere Protomartyr et sted mellem The Clash, The Fall, Interpol og Sun Kil Moon på det musikalske kort.

Musikalsk er bandet med Alex Leonard på trommer, Scott Davidson på bas og Greg Ahee på guitar en stærk enhed, der med en tight rytmisk bund og Ahee’s varierede guitararbejde fungerede som et glimrende bagtæppe til Casey’s vokale frontalangreb. Det var sjældent til at høre helt præcist hvad han sang, men han virkede godt arrig. Vi fik i hvert fald ‘Why Does It Shake?’, som bruste op og ned i intensitet, samt en række andre fine skæringer. Der kom da også gennem koncerten flere mennesker til, end der gik, og det endte med et næsten hæderligt fremmøde for Detroit-bandet og der dukkede endda et lille smil op på Casey’s læber mod slutningen da han takkede publikum.

Skal vi ikke bare kalde det årets overraskelse for GFR-redaktionen? Vi nåede ikke at kede os i det knap en time lange sæt, og Protomartyr bliver et af de bands, der bliver tid til at tjekke ud i den kommende ferie. Jonas førte pennen, men der var kollektiv enighed om at det var en 5-stjernet koncert.

 

Protomartyr leverede en stærk koncert lørdag aften
Protomartyr leverede en stærk koncert lørdag aften

Det buldrede fortsat fra Mø på Orange (og det lød sådan set okay, det vi kunne høre nede fra den anden ende af pladsen), så vi så vores snit til at proviantere lidt igen, denne gang fra Time Out Burger, der har fish’n chips på menuen. Dem plejer vi at hugge i os (og brokke os over), og det tænkte vi da, at det ville vi prøve igen. For 50 kr + 3 kr for mayonaise var der et bæger med pomfritter og to stykker paneret fisk, hæderlig portionsstørrelse, sædvanlig smag… Ikke fantastisk, men heller ikke forfærdeligt. 3 stjerner.

Men så var batterierne også løbet tør for strøm, og mens vi kunne høre Mø afslutte på Orange, lagde vi ruten omkring Arena, for at benytte os af indgangen til Backstage Village der, i stedet for at skulle krydse igennem Orange-mylderet. Det lykkedes i nogenlunde grad, og Jonas kunne snige sig ind i medieladen, for at hente sin computer.

Her var især de tyske og italienske mediefolk klinet til et par computere, der viste straffesparkskonkurrence i EM-kvartfinalen mellem Tyskland og Italien, og det blev jeg (Jonas) lige hængende og fik med. Det skete til vrisne tilråb fra åbenbart meget vigtige danske journalister, der havde meget vigtige deadlines som åbenbart blev forstyrret, mens de medieområdeansvarlige lettere rådvildt forsøgte at sætte en stopper for fodboldkiggeriet. Det lykkedes ikke, og sammenstimlingen opløste sig i stedet i god ro og orden, da Tyskland til sidst fik sparket det afgørende spark.

Fussball i medieladen
Fussball i medieladen

Da var der allerede udkommanderet et security team, som ankom for at få styr på “kaos”, netop som jeg forlod laden. Det virkede ærlig talt som overkill. Al respekt for at folk er på arbejde, men tidligere på ugen har der i perioder været konstant hamren, banken og skruen og alt mulig andet støj i øvrigt, uden det gav anledning til nogen form for højlydt brok – eller indgriben af nogen art.

Men det gav os da noget at tale om på vejen tilbage til tønde og telt og sidste nat på mere og mere ubehagelige luftmadrasser. I det fjerne kunne vi høre LCD Soundsystem sætte festen i gang på Orange, men dette års festival var ovre for os.

Af Jonas Strandholdt Bach + indspark fra Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here