RF16: Korte anmeldelser fra tirsdag d.28/6

0
732
views

More than music-delen finder du i dagens dedikerede reportage – her kigger vi kun på det musikalske i form af Yast, The Pow Pow, Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS? og Katinka.

Vi nåede også at lytte til både Hockeysmith og et par numre fra Klub 27, men ikke med anmelderkoncentration, så dem finder du omtalt i reportagen. Sammen med alt det andet vi oplevede! Vi starter her med de svenske drømmepop/psych-gutter i Yast – og karakterkurven bliver opadgående!

Yast ★★☆☆☆☆

Hvaba? Ja, man kunne tage sig selv i at blunde lidt hen til svenskernes “drömpop”. Ikke at det var ubehageligt eller decideret dårligt, det var bare ualmindeligt generisk psych-pop/rock, som i hvert fald ikke fik os op af stolene. Egentlig var der flere steder nogle potentielt medrivende melodier, men det blev leveret meget tilbagelænet og uden kant, og hvad der er Yast’s bidrag til psych-bølgen gav koncerten ikke noget svar på. Det blev kort og godt en søvndyssende oplevelse og skulle man kritisere Rising-bookerne for noget, kunne det være, at man ved at undlade at booke Yast og eventuelt have booket et navn fra en anden genre kunne have fået en bredere genrerepræsentation på Rising-scenen, uden man havde mistet kvalitet i programmet.

Yast spillede for så vidt udmærket, men alt for ofte faldt det hen i søvndyssende guitarpassager, mens de to frontmænds vokaler aldrig kom til at fungere som dynamisk element, men i nogle tilfælde nærmere forstyrrende. Det kan sagtens være, at Yast kunne være blevet en god oplevelse for os, hvis de havde spillet i andre rammer, eller på et andet tidspunkt, men her virkede det simpelthen kun til at vugge os i søvn. Nogle lyt til bandets materiale på nettet vidner i hvert fald om, at der kunne have været mere dynamik at hente.

Man kan selvfølgelig også se det som en kvalitet at numrene flyder lidt sammen, men det føltes desværre mere som om vi blev ramt af kedsomhed end Yast fik os til at falde hen i dagdrømme. Grænsen mellem de to tilstande er selvfølgelig smal, men her var vi enige om at det tippede mod førstnævnte. De drømmende klange sendte ikke os i drømmeland. Vi lander lidt hårdt på to stjerner.

FLAG!
FLAG!

The PowPow ★★★☆☆☆

Vi talte indledningsvist, i oprindeligt esbjergensiske The PowPow’s sæt om, at det er endnu et af de danske bands, der er fløjet under de flestes radar (inklusiv vores egen), for pludselig at være booket til Rising. Uden facebook skal være en rettesnor for alting eller at antal likes skal bestemme hvem der skal spille, men deres facebookside afslører at de har 398 synes godt om. Så et ubeskrevet blad, var vist det jeg ville frem til.

Til gengæld er The PowPow’s musik umiddelbart fængende og ganske velegnet til at fange eksempelvis et Rising-publikum ind. Energisk in-your-face pop-punk blandet med brit-pop/rock influenser og nogle keyboardflader til at gøre det hele lidt mere festligt og let spiseligt, og tekster om at leve det vilde ungdomsliv med druk, sex, og så videre. For eksempel fortæller forsangeren, som indledning til tredje nummer, at det egentlig handler om “at flytte til København fra Esbjerg og gå på stripklub, fordi den slags har vi ikke i Esbjerg. Men i dag handler den om jer, Roskilde!”.

Ind i mellem bliver det temmelig nært Oasis-beslægtet med melodier og fraseringer, der slægter Gallagher-brødrene på, og et andet sted undervejs er det The Kinks’ ‘You Really Got Me’, et tredje sted Jay Reatard, der lyder til at være blevet lyttet en hel del til, ligesom hjemlige The Floor Is Made of Lava også kunne være en inspirationskilde. Det gør egentlig ikke det store i begyndelsen af koncerten, men efterhånden begynder man at savne at The PowPow finder en mere selvstændig stemme. Energi og tænding fejler til gengæld ikke noget, og det gør udførelsen egentlig heller ikke, uden det er særligt sublimt spillemæssigt – men det er kompetent og festligt.

Tag bare numre som ‘Born 2 Fuck You Up’ og ‘Treat Me Like a Pool Boy’, som begge både kan virke enerverende og letkøbte, men samtidig også sætter fut i løjerne, så man ikke helt kan lade være med at vippe med foden og trække lidt på smilebåndet af den nærmest infantile energi, der lægges for dagen. Så kudos for flabet energi og effektive numre, men det er ikke helt nok til at trække helhedsindtrykket højere end 3 store stjerner.

The PowPow
The PowPow

Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS? ★★★★☆☆

Eneste finske navn på årets Rising er Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS? som udover det længste bandnavn, formentlig også kan prale af at have den mest lyddedikerede trommeslager hidtil. Han fik testet trommesættet godt af inden de gik i gang. Den finske trio spiller 60’er inspireret power-pop, med effektive la-la-la-la-refræner og en boblende energi. Samtidig er de tre bandmedlemmer tydeligvis også dygtige musikere, og bandets korte og effektive numre blev sendt ud over scenekanten med masser af overskud.

Sangerinde Susanna Pili-Sihvola’s basspil gik konstant godt i spænd med Janne Petteri’s trommer, mens orglet blæste afsted over stepperne. Ind i mellem kunne det godt minde om danske Snake & Jet’s Amazing Bullet Band, som nogen måske kan huske. Effektiv og velspillet musik, som formentlig gør sig allerbedst netop live, hvor finnerne da også viste at de fint kunne spille Rising op.

Jeg skal ikke foregive at kunne ret mange sangtitler fra bandets katalog, men de spillede i hvert fald den medrivende ‘(Do the) Shämäläin’, der ligesom flere andre af trioens numre viste sig dansable – og der blev rent faktisk danset rundt omkring. Det var kort og godt og en fin humørpille af en koncert, hvor Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS? viste hvor langt man kan komme når man mestrer sine instrumenter og har et hæderligt melodisk materiale. Efter 37 effektive minutter kunne bandet forlade scenen, formentlig nogle danske fans rigere. Vi kvitterer med 4 stjerner.

Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS? Ja, nu har vi set dem
Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS? Ja, nu har vi set dem

Katinka ★★★★★☆

Der kom flere mennesker til som klokken nærmede sig 21.30, hvor sidste års Karrierekanon-vinder Katinka indtog Rising scenen – en ung mand forklarede hvad de skulle høre med følgende ord: “Det er en, der hedder Katinka. Det er stille og roligt. Det er ikke dakke-dak”. Og nej, Katinka er ikke dakke-dak. Men lad os til gengæld bare slå det fast med det samme, at Katinka og band leverede en overbevisende indsats. Først og fremmest er Katinka i besiddelse af en stærk vokal, der synes at kunne rumme både sårbarhed, undertrykt vrede, smerte og længsel, og når hun samtidig kan skrive både mundrette og velturnerede tekster, er succesen halvvejs i hus.

Den instrumentale opbakning til Katinka blev leveret af to gange keys og en guitarist, mens Katinka selv sørgede for det karakteristiske ukulele-spil, der går igen i flere af hendes numre. Jeg kunne personligt godt savne en mere organisk bund, til at give dybde til live-oplevelsen, men synth-bas og trommetracks fungerede nu også ganske fint til formålet. Først og fremmest var det Katinkas vokal og personlige fremtoning, der var i centrum, og hun overbeviste fuldt ud.

Koncerten blev indledt med en optagelse af Michael Strunge, hvorefter Katinka og band lagde ud med karakteristisk folk-elektronisk bund med ‘Ukendte digte’, der hurtigt fik etableret at Katinkas stærke vokal ikke kun er noget, der findes på studieoptagelserne – den er faktisk endnu stærkere live, og den fik lov at brænde igennem på Rising, hvor den stod skarptskåret fyldte aftenskumringen ud med lyd.

Katinka overbeviste (hun er deroppe et sted)
Katinka overbeviste (hun er deroppe et sted)

Én ting er at kunne synge, men Katinka har også sangene til at holde interessen fanget. Tag bare ‘Usynlige sår’, der med linier som “Du er mit usynlige sår//Jeg er bange for du bliver//Og bange for du går” formår at kommunikere ambivalent kærlighed på en enkel og vedkommende måde. Eller ‘Rundt og rundt’, hvor de sproglige gentagelser bruges kreativt og understøttes musikalsk. Eller ‘Det er noget du har bestemt’, der i følge Katinka’s præsentation handler om at forelske sig i en hippie. Her fungerer synth-temaet fortrinligt, og samtidig brænder Katinka’s vokal fortsat overbevisende igennem, så selv et par voksne rockdrenge som os må give fortabt.

Faktisk vedbliver Katinka med at levere stærke sange i de knap 50 minutter, koncerten varer – ‘Idioter’ og ‘Du rejser’ bør også fremhæves, inden Katinka til sidst siger: “Alt godt har en slutning, men vi lover vi går ud med et brag. Vi knepper jer med følelser”, og vi får endnu et stærkt eksperimenterende pop-nummer, hvor Simon Ask får lov at støje ud på den elektriske guitar som afrunding. Der er ikke andet for end at nikke anerkendende i retning af Katinka, som leverede årets bedste koncert på Rising – næste stop må være en af scenerne inde på selve pladsen.

Af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here