RF15 optakt: Roskilde Rising – et kig på programmet

0
1668
views

Roskilde Festival er i syne ude i horisonten. Det betyder mange ting, ikke mindst at en række mere eller mindre upcoming navne får muligheden for at gøre indtryk på festivalens “opvarmningsscene”, Rising. Vi har kigget på spilleplanen, og stiller lidt skarpt på de navne der falder ind under vores bredt definerede dækningsområde – og suser lidt mere let hen over andre.

Og opvarmningsscene står i gåseøjne, fordi Rising, og dens tidligere inkarnation Pavilion Junior, på mange måder er vores hovedscene – i hvert fald for vores dækning af festivalen. Upcoming musik var hele udgangspunktet og fundamentet for denne side, andet er kommet til, paletten er blevet udvidet og den her ting vi laver er muteret til noget lidt andet – men kernen var, er og bliver ved med at være de mindre bands, som stadig venter på deres helt store gennembrud. Eller muligvis slet ikke kan eller skal have det, fordi de af utallige forskellige årsager skal noget andet.

Hvert år finder man også bands på Rising (eller dens tidlige udgaver) som et eller andet sted allerede er større end den scene. Sidste år var det et band som The Minds of 99 (der i år hopper direkte op på Orange og åbner den scene), som i bund og grund allerede dengang var “klar” til den “rigtige” festival. I år er ingen undtagelse, der er sikkert mange faktorer der spiller ind på hvorfor det ene eller det andet band lige ender på Rising og andre indenfor portene. I år er støj-duoen Fossils eksempelvis på plakaten under selve festivalen, mens et band som Black Book Lodge, der allerede har prøvet en del, også større scener, er at finde på Rising. Det er ikke en kritik af nogen, det er bare er bare en konstatering af, at grænserne mellem Rising og den “rigtige” festival kan være lidt udviskede, og at skridtet længere op på plakaten ikke altid er så stort.

Det er andet år med Rising konceptet på Roskilde, efter en hel del år med Pavilion JR, der i sin tid afløste den mere primitive Camping Scene. Faktisk var første udgaven af Camping Scenen, tilbage i år 2000, jo blot en ladvogn med lidt højtalere sat op ovre ved Service Center Vest (der sikkert også hed noget andet dengang, det har jeg glemt), hvor et band som Nephew fik lov til at underholde en siddende skare. Scenen fik vokseværk, flyttede lidt rundt, var en tur ovre på Øst i 2004, fik hegn pga. den stigende tilstrømning af publikum, indtil den blev rykket ind under Pavilion teltdugen, på et lille hjørne af den rigtige festivalplads, der fik lov til at åbne tidligt.

I første omgang var jeg lidt forbeholden overfor idéen med at flytte scenen “ind”, det var sgu så hyggeligt at sidde i det fri og stene til levende musik. Men, hurtig kunne jeg godt se fidusen, og det fair, i at give samtlige optrædende ens vilkår – i princippet. For så var det da i det mindste ikke regn og blæst der saboterede et bands muligheder for at imponere, ligesom bands med mørkere toner, eksempelvis Solbrud, heller ikke skulle slås så meget med dagslys og solen, når teltdugen var der til at skærme af.

Derfor var det måske også lidt overraskende da Roskilde sidste år omdøbte scenen og flyttede den udenfor igen. Tanken har sikkert været, at gøre den til en integreret del af campingpladsen påny, i stedet for noget der virkede som en lidt afskærmet og lukket mini-festival, som man selv skulle opsøge “ovre i hjørnet”. Det var lidt på godt og ondt sidste år, hvor et band som Get Your Gun med et tidligt spilletidspunkt og høj sol, kæmpede lidt med at få deres ellers dundrende og dunkle toner til at ramme helt så hårdt, som de ellers kan. Ligesom svenske Slöa Knivar var ved at drukne i et regnskyl og måtte spille for en ret begrænset publikumsskare.

Alt i alt sætter jeg dog pris på, at have scenen tilbage på pladsen (i år på camping vest), med den udfordringer og lidt uens spilleregler tilfølge.

Nå, nok udenomssnak, lad os se hvad de 3 Rising dage har at byde på!

Rising Scenen 2014
Rising Scenen 2014

Søndag d. 27/6

Første navn på Rising bliver også samtidig første navn der slår ud på vores radar, nemlig odenseanske Tårn, der åbner løjerne kl. 14.00. Dansksproget guitar/pop-rock, med luftig og sommerlig stemning, der forhåbentlig matcher festivalvejret, så vi kommer godt fra start. Ikke et band jeg er videre bekendt med, men lyder, dømt ud fra lidt streaming, som en behagelig start på festivalen.

Klokken 15.30 indtager Wangel scenen med mørk pop musik tilsat et strøg moderne RnB, som allerede har fået lidt hype og omtale rundt omkring i krogene. Det ligger nok på grænsen af hvad vi normalt ville dække, og kommer efter al sandsynlighed til at falde sammen med “andre forpligtigelser” (jaha, det er spændende jo), som vi er ved at få på plads. Så vi iler, sorry Wangel, videre til Young Dinosaur der går på kl. 17.00.

Her er der dømt let psykedelisk indie-pop, der i hvert fald nok skal sørge for en tilbagelænet strandstemning, hvis ikke vejret allerede har sørget for det. Det jeg lige har nået at snuse til af de 5 nordjyders drømmende toner, sender både tankerne helt tilbage til den mere bløde og lidt stenede del af 60’erne, men også mere moderne forvaltere af den arv, som for eksempel The Flaming Lips.

Så skifter vi stil og spor, kl. 18.30 er det nemlig endelig blevet tid til festivalens første omgang RAWK. The Vintage Caravan stammer godt nok fra Island, men den unge trio lyder som om de er blevet flasket op på en solid classic rock diæt, fremfor Björk og øhhhh “andre islandske kunstnere”. Vi taler den bluesede ende af spektret, hvor navne som Cream, Deep Purple og måske endda lidt Europe (hvis vi skal hoppe lidt frem i tid) popper op som referencer. Bluesy hardrock spillet af yngre knægte er jo ikke ligefrem et særsyn, eller en genopfindelse af nogen former for porcelæn, i disse tider, men det hvad jeg har hørt fra The Vintage Caravan rykker og rocker sgu pænt godt igennem!

Så er det tid til det der kunne blive dagens store overraskelse, og en af dem hvor navnet ikke sagde mig en dyt inden. Klokken 20.00 overtages Rising, og aftensolen sløres, med let narkotiske, skurrende og kantede toner fra svenske Joselin Öhrn + The Liberation. I programmet sammenlignes Öhrn med navnkundige Nico og Hope Sandoval (Mazzy Star), hvilket efter nogle spredte lydt bestemt ikke er skudt helt ved siden af. Det er både lidt stenet, dunkelt og ildevarslende men samtidig med en hypnotisk effekt, og ja, nærmest dansable passager? Det må tjekkes ud!

Herefter leverer Broen et eksperimenterende, men stadig kontrolleret og ordnet, pop-kaos. Ja, det lyder lidt selvmodsigende, og specielt, og ligger måske også lige på grænsen af, hvad vores radar fanger. På den anden side nævnes der udover hiphop og pop også ingredienser som verdensmusik, surf og spoken word i den sammenkogte ret – det kunne da om ikke andet være en lille appetizer inden den bastante hovedret.

Den serveres i form af Black Book Lodge kl. 23.00, et band der har været en del i vælten det seneste 1-1½ år, hvor de har nået at udsende 2 albums, været support for Dizzy Mizz Lizzy, turneret i blandt andet Tyskland og stået på Pandæmonium Scenen på sidste års Copenhell. De bragede igennem med den tungt ørkenrockende (og andet, men nu simplificerer vi lige) Tûndra,som både Jonas og jeg var meget begejstrede for sidste år. De skulle ikke bruge mere end 1 års tid på at følge succesen op med Entering Another Measure, som netop er udsendt til mindst lige så gode anmeldelser, også fra undertegnede, der kvitterede med 5 stjerner:

“På Entering Another Measure afsøger bandet lidt nye musikalske veje, og tager et kreativt spring fremad fra stilen der i forvejen var ganske fremragende på Tûndra. Den tunge mørke ørken-rock er stadig kernen, men har fået en ekstra dimension eller to”. Hele anmeldelen kan læses HER

Sagt lidt firkantet, så er numrene blevet længere, sangskrivningen endnu mere ambitiøs end den var i forvejen og der er lige skruet lidt op for stort set alting – en ordenlig mundfuld, men en der mætter på den helt rigtige måde.

Förtress 2014
Förtress 2014

Mandag d. 28/6

Mandagen lægger ud med endnu et navn der ligger lige og vipper på vores grænse, nemlig let elektroniske synth-pop fra The Attic Sleepers, der med radio airplay i rygsækken også er et af de navne der måske allerede kunne have taget springet ind på festival pladsen. Nå, men det lyder da rart og hyggeligt nok! Men vi drøner lige videre til næste navn på scenen. Klokken 15.30 står den på “punked up alterna rock” fra Molly. Her nævnes inspirationskilder som Hüsker Dü og Dinosaur JR, det er jo ikke det værste udgangspunkt og en formel der er svær at fucke totalt op. Simpelt, muligvis, men det lyder som om Molly har styr på stil og virkemidler og i stand til at skrive numre, der trods det velkendte udgangspunkt, rykker godt igennem!

Så lader det til at det bliver lidt gakket, når Gooms slipper tøjlerne kl. 17.00. Dømt ud fra de ord festivalen har valgt at knyttet til dem, så lyder Gooms som nogle legesyge lømler, der ikke rigtig vil proppes i en kasse. “All over the map indie-goofballs” lyder det i overskriften, og en smagsprøve afslører da også et band der lyder som et sammenstød mellem dansabel psych-rock, skæv disko, drilsk pop og en masse effekter og samples. Det er umiddelbart ikke helt så uterligt som Tidlige Armbånd, der gæstede scenen sidste år, men det er lidt samme rummelige boldgade de slår sig løs på.

Tæmmet bliver du måske kl. 18.30, men så bliver det på den måde hvor du stivner på stedet, du begynder at koldsvede og ikke rigtig ved hvad det er du har gjort forkert, Eller også bliver du bare godt gammeldags straffet, rykket rundt og kørt over når grindcore-fræserne Piss Vortex slippes løs. Jeg var ude med 5 stjerner til bandets 25 minutter korte debutalbum sidste efterår:

“Det er en af den slags plader, hvor jeg kunne få tømt lageret for grumme tillægsord og metaforer inden jeg nåede halvvejs igennem de enkelte sange, og ikke kun fordi jeg muligvis har et lidt begrænset ordforråd! For det her er eddermame grove og svært fordøjelige løjer, hvor man tager sig i gentagende gange at tænke, “ok, hvad fanden har JEG egentlig gjort for at fortjene det her?”. Læs resten af anmeldelsen HER

Jeg glæder mig til at få som fortjent foran Rising….. men har bandet egentlig sange nok til 40 minutter?

Hvis jeg stadig kan stå op, og har fået tørret øjne og bukserne, så står den på semi-hypet støj-pop/rock kl. 20.00. Lowly er et navn, som man allerede har hørt lidt rumlen for rundt omkring, så det er også en af den slags koncerter hvor, retfærdigt eller ej, at forventningerne inden er skruet en lille smule i vejret og nogle vil stå med ekstra spidse ører – for KAN det nu være rigtigt?! Vi skal nok sørge for, at være opmærksom på ikke at stå med alt for stramme miner, citronmund og foldede arme (ud over hvad der indgår i vores naturlige positur – sådan ser  vi bare ud! Red. Jonas).

Armene kommer også ned, eller i vejret for at svaje lidt (hvem ved?), når De Underjordiske lufter deres psykedeliske toner på Rising kl. 21.30. Jeg har forgæves forsøgt at nakkeskyde og begrave den nye danske psych-rock bølge af flere omgange det seneste år, men der bliver sgu ved med at dukke kvalitetsudgivelser og bands op, som får mig til at tøve. De Underjordiske har kun en 10″ single på samvittigheden, men det har åbenbart været nok til at fange Roskilde Festivals opmærksomhed, og det lyder sgu, indrømmet, også ret fedt, om end lidt velkendt, det de har gang i – nu gemmer der sig også nogle velkendte kræfter bag navnet, så det er måske ikke så overraskende?

Rising rundes af for denne dag kl. 23.00 med The Entrepreneurs, der virkelig lader til at de er ved få hul igennem – deres navn er i hvert fald dukket op i flere og flere sammenhænge de seneste måneder. Jeg har stadig tilgode at opleve hvad det hele går ud på, musikalsk kalder de sig “noise & romance”, det er jo på samme tid ganske vagt og alligevel noget der giver en idé om hvad der kunne være i vente. Et hurtigt lyt giver mig en idé om, at vi er ude i noget simpel, energisk og kraftfuld støj-rock tilsat noget punket, lidt i retning af Japandroids, som var lidt i vælten for nogle år siden – ikke tosset!

Hexis 2014

Tirsdag d. 29/6

Sidste dag på Rising har på en måde lidt skandinavisk tema, med indslag fra vores nordiske broderfolk, men vi starter i det danske.

Vi lægger sagte ud med drømmende sangerinde-toner fra O’Hara, der operer indenfor blødere, svævende og vuggende dansksproget popmusik. De numre jeg har fået snuset til lyder ganske betagende og beroligende, så har du tømmermænd, eller andre arbejds/miljøskader, så er det måske en fin start på dagen kl. 14.00.

Klokken 15.30 tager vi en tur tilbage til Odense, når Slaughter Beach tropper op med mere drømmende indie-pop, der har fået en del plads i forskellige afskygninger på Rising i år. Bandet er en af de der “hvor kom de og deres booking fra” oplevelser, som man ser nogle stykker af hvert år. Det er på ingen måde en kritik af trioens bløde toner, der smyger sig om en som et rart lille indie-tæppe, mere en konstatering, eftersom bandet ikke rigtig har udsendt noget musik og tilsyneladende bare er poppet lidt op ud af det blå – og er lykkedes med at få hul igennem til medierne.

Efter en tur i drømmeland er der wake up call fra de svenske tøser (hvis man må/tør kalde dem det?) Beyond Pink, der springer ind på Rising med in your face punk. De lyder faktisk temmelig hardcore, så hvis du ikke er bange for at det kradser lidt, momentvis bliver lidt skingert, eller har det okay med at damer råber af dig, så kunne det godt blive en fin lussing kl. 17.00. Der går åbenbart lidt nabofest i den, for næste navn, kl. 18.30, er norske Fay Wildhagen, som der præsenteres som “triumferende folk-pop”, mindre kan ikke gøre det! En kvinde og hendes guitar, virker som lidt af et sats at placerer den slags nedbarberede og sart toner på det spilletidspunkt, på Risings sidste dag – men måske med den bagtanke, at præsenterer et party-klar publikum for noget de måske ikke regnede med, eller vidste de havde brug for? Har hun mon band eller bånd med? For musikken er dyppet i noget vellydende stryger og percussion, så måske kommer der mere gang i fjeld-folken end det ser ud til på papiret?

Klokken 20.00 bliver det søreme svensk igen! Hey Elbow har blandt andet gæstet vores breddegrader sidste år under RECession Festival (er det mon der de er blevet “opdaget” af Roskilde?), og er leveringsdygtige udi noget der igen lugter lidt af indie, af den mere udsvævende og drømmende slags. Et lyt afslører dog, at gruppen maler med en noget mere mørk og upoleret tone, der også svæver over i det mere eksperimenterende. Det lyder sgu alt i alt meget interessant det hvad Hey Elbow har at byde på, om det så fungerer open air må vi se.

Tilbage til Norge! Klokken 21.30 er der igen nordiske folk toner på programmet, denne gang fra sangerinden Farao. Bag navnet gemmer sig Kari Jahnsen, der har taget turen fra Oslo, via et pitstop i Reykjavik, til nu at være bosat i London – hvor vejret efter sigende skulle matche hendes blålige folk. Så vi får pulsen godt ned, inden solen forsvinder over Rising og scenen lukkes ned for i år

Rising lukker og slukker nemlig for fuld skrald, med en gruppe der, i hvert fald rent mediemæssig, allerede har fået deres gennembrud, nemlig Yung. Roskilde kategoriserer dem som “grunge-y noise rock”, lige gyldigt hvad du kalder deres ruskende, men stadig melodiske, “rock”, så er Aarhus-kvartetten allerede godt på vej. De kunne sagtens have været programsat til senere på ugen, inde på pladsen, alene dømt ud fra hypen, men nu blev det altså Rising i år – hvor de så kan lukke hele baduljen med at bevise, at de er alle de positive vendinger værd som har fulgt dem det seneste års tid.

Pladsen foran Rising hvor en nøgen mand faldt i snak med andre festivalgæster
Pladsen foran Rising hvor en nøgen mand faldt i snak med andre festivalgæster

Afrunding

Det skulle naturligvis helst føles som noget lidt stort og/eller eksklusivt, at få lov til at spille på Roskilde Festival – også Rising Scenen. MEN, hvis jeg skulle kritisere konceptet for noget, ud over personlige præferencer af genre osv., så er det at der måske godt kunne være lidt flere bands der fik chancen på den scene.

Det kunne eventuelt gøres ved, at man startede lidt tidligere hver dag, bare en enkelt koncert mere, det ville trods alt give 3 ekstra kunstnere muligheden for at få lidt opmærksomhed?

Og så mangler der sgu noget metalmusik. Hvor er metallen henne? Hvis man gerne vil undgå en debat om, at Roskilde forbigår metalmusikken lidt i disse år, ikke mindst den danske, så ville det da være ønskeligt med et regulært metalnavn eller to på Rising. Det kan skyldes tilfældigheder og alle mulige andre “bortforklaringer”, men sidste år var der heller ikke nogen – og de er altså derude. Ingen nævnt og ingen glemt!

Alt i alt er det igen en spændende buffet der er linet op på Rising, personligt kunne man altid ønske sig mere af det ene og mindre af noget andet, men efter smagsprøver på samtlige navne, så er der i hvert fald ikke umiddelbart nogen der falder igennem på kvaliteten. Lad os se hvordan det går når musikken først brager ud over pladsen.

Vi glæder os!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: GFRock

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here