RF13: Suicidal Tendencies, Arena, torsdag d. 4/7 *** (3/6)

0
802
views

Suicidal Tendencies leverede på mange måder den forventede fine vare som åbningsnavn på Arena, men festen var offer for flere spredte punkteringer, som gjorde at koncerten føltes op af bakke.

Allerede fra første nummer, “You Cant Bring Me Down”, stod det klart at de gamle skate-punk metal drengerøve var kommet for at forsøge at slippe lidt løssluppen feststemning fri på Roskilde. Vi fik dele af det glimrende nummer i mindst tre forskellige genre varianter, originalen, en tung metallisk version og en mere bølle-punket racer udgave. Stoppede sangen mon nogensinde?

Cyco Miko i front virkede, trods en mere fyldig statur end tidligere, i fin form som evig indpisker med morfar skygge-boksning og fagter, når han ikke lige skridtede scenen af i rask trav. Bakket op af et solidt rockende og energisk band, der hurtigt fik sved på panden, leverede de umiddelbart en rigtig god indsats. beklageligvis var lyden, især under de første 3-4 numre sjasket og unuanceret, den blev efterhånden hæderlig, hvad instrumenterne angår, men Mike Muirs vokal blev aldrig markant og gennemtrængende nok i lydbilledet. Især når den snakkesaglige bandana bærende lømmel snakkede mellem sangene, og det gjorde han meget, så var det stort set umuligt at høre hvad der blev sagt – der røg nok lidt lommefilosofiske guldkorn på den konto.

Det var naturligvis med til at hæmme festen en del, at man kun periodevis i numrene rent faktisk kunne forstå hvad han sang, og mellem sangene blev hans snak mere og mere et irritationsmoment – det udviklede sig en regulær momentumdræber hver gang bandet havde fåét pisket en god stemning op. For der var sgu spredte anløb til det ønskede nostalgi party, og selvom den herligt maniske klassiker “Institutionalized” faldt tidligt i sættet, hvor lyden var værst, så er det rablende nummer heldigvis svært at slå helt ihjel. Fra da af og en lille håndfuld sange frem fik Suicadal Tendencies, eller ST, som vi selvfølgelig også fik lov til at råbe taktfast gentagende gange, for alvor fat i det voksende publikum. “Freedumb”, “War Inside My Head” og især “Subliminal” resulterede i de første circlepits i front-pitten og spontane hop på stedet længere tilbage i teltet. Sangene blev sendt afsted med smittende energi og en tungt rockende bund i lyden fra det velspillende band.

Om Muir stadig havde noget stemme tilbage at synge med, var desværre svært at tyde, men som nævnt var han konstant i bevægelse og forsøgte, måske en anelse rutinepræget, for man er jo en gammel snu ræv, at få publikum med. Men de konstante afbrydelser med snak, der ikke kunne høres, sugede endnu engang luften ud af koncerten. Selv ST klassikere som “Possesed To Skate” og “Send Me Your Money” medførte kun spredt begejstring i den halv-slappe akustik. Heldigvis trådte bandet helt i karakter i afslutningen af koncerten, efter en lige lovlig flad periode.

Kickstarteren blev “hittet” “I Saw Your Mommy”, den groteske og semi morbide fortælling om “jeg så din mor og din mor var død” – skønne løjer. Her begyndte det store telt sgu at lette og overgive sig til ST ST ST ST ST, og min sidemand, der ellers tidligere udbrød, “jeg er sikker på, at de mener det godt, men jeg håber det er deres sidste tour”, gav dem et anerkendende nik. Suicidal Tendencies lukkede og slukkede den ujævne forestilling med sjæleren “How Will i Laugh Tomorrow”, som blev forlænget og jammet over i “Pledge Your Allegiance”. En medrivende udgang på koncerten, som rettede en smule op på en ellers blandet fornøjelse.

Cyco Miko og co. fik, naturligvis, ikke lov til at afslutte koncerten på vanlig maner, med at fylde scenen med publikummer. Man måtte tage til takke med, at frontmanden traskede rundt nede foran pitten og lod de forreste rækker skrige med. Er det set før? Jeps, masser af gange, og det er også lidt det, sammen med den uskønne lyd og de mumlende afbrydelser, der gør at ST lander på en stor 3’er. Selv i deres tilstræbte løsluppenhed, virker ST som et band der måske ikke helt kan holde kadencen længere, det bliver hurtigt repeterende og forudsigeligt, både performancedelen og det musikalske.

Anmeldt af Kodi

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, Roskilde and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here