RF13: Slipknot, Orange Scene, torsdag d. 4/7 ***** (5/6)

0
1226
views

Bæstet fra Iowa blev vækket til live på Orange Scene og fik samtidig for alvor vækket Roskilde Festival 2013.

Da Slipknot blev annonceret som hovednavn tidligere på året, var jeg mildt sagt skeptisk. Bandet var hverken album aktuelle, eller virkede synderligt relevante på andre punkter, som headliner i 2013. Tilmed virkede de, sidst jeg så dem på Orange i 2009, en lille smule kørt fast og fastlåste i deres spraglede metalunivers. På mange måder fremstod Slipknot inden koncerten en anelse passé og udtjente, en booking der i moderat grad lugtede af Orange fyld og “der var ikke lige andet vi kunne få”.

Men piben fik en anden lyd, eller den blev sgu nærmere stukket ind, da det aldrende monster lagde brølende fra land med “Disasterpiece” og “Liberate”. Bandet, og især frontmand Corey Taylor, virkede særdeles tændte, Taylor nærmest decideret rasende – en helt anden tænding og intensitet end i 2009. Dengang gik der alt for meget stadionleflen og snak i den, med indstuderede taler og kommentarer mellem, hvad der føltes som hvert nummer. Denne aften lod Taylor musikken og raseriet tale, og flosklerne begyndte først at kigge frem hen imod slutningen af koncerten, men da trængte man efterhånden også til lidt ro og ros, for Iowa-gøglerne gav den fandeme gas, som om den Orange teltdug var for gruppen, hvad en rød klud er for en olm tyr.

Det udviklede sig i løbet af den cirka 1 time og 45 minutter lange magtdemonstration til en regulær greatest hits parade, faktisk var koncerten så lang, at numre man sagtens kunne have undværet også blev luftet. Sangene fra bandets nyeste album All Hope Is Gone, der udkom tilbage i 2008, er for mig en noget halv-tynd omgang. “Psychosocial” er ikke helt dum, men “Sulfur” og ikke mindst “Dead Memories” må de for min skyld godt pakke længst ind i klædeskabet, bag alle de pensionerede kedeldragter og masker. Heldigvis var disse klemt inde mellem perler som “The Blister Exists” og “Left Behind” midt i sættet, leveret med overraskende stor nerve og aggression.

I 2004 splittede de Orange ad med en kun en time lang kraftanstrengelse, det her føltes måske knap så overvældende og rabiat, men tilgengæld blev den siden tillærte rutine forvaltet noget bedre end den netop alt for rutineprægede 2009 koncert. På mange måder var alt naturligvis ved det gamle, vi skulle sættes os og “jump the fuck up” på kommando under “Spit It Out”, der var ild under den stadig fremragende “Before I Forget”, samt masser af gak og løjer fra bandet mange medlemmer på scenen – klatren rundt på trommesæt, baseballbats og alt der nu hører en Slipknot koncert til. Det virkede for mig bare mere energisk, og af mangel på bedre ord, “farligt”, end de seneste mange års halv-tamme tosserier.

Når Taylor ikke lige sang lungerne ud igennem den grå maske på herligheder som “Everything Ends” og “Duality”, sidstnævnte dedikeret til det afdøde bandmedlem Paul Grey, så sad han foroverbøjet, som et rovdyr på lur, med savl og sved dinglende og dryppende ud af maskens åbninger. Alt imens bandet bragede sangene ud fra scenen med en tilpas høj og nuanceret lyd, så man rent faktisk kunne hører de nuancer, der trods alt findes i Slipknots larmende metal genreopkog. Opskriften i mange af sangene er måske nok en anelse monoton og kan til tider fremstå lidt beregnende og konstrueret, men når materialet, som denne aften, høvles af sted med så megen uregerlig vildskab og smæk på, så er det meget svært ikke at bliver revet med og forført.

Ikke mindst under den heftige afslutningstrio “(sic)”, “People=Shit” og “Surfacing”, lige da koncerten var ved at føles en lille smule lang, så var især “People=Shit” et kærkomment overfald på øregangene. På mange måder var det selvfølgelig Slipknot business as usual, men bare lige med den ekstra snert af raseri, bid og ubehagelighed, som jeg ellers frygtede at bandet for evigt havde mistet. Eksemplificeret ved at et af bandmedlemmerne tilsyneladende kom i klammeri med en eller flere af crowd safety folkene foran Orange, efter han havde været en tur ude og lave gud ved hvad i pitområdet. Man fik kun et kort glimt af optrinnet på storskærmen inden der blev klippet væk, måske ikke specielt sympatisk at lægge sig ud med sikkerhedsfolkene, men det var da et meget konkret eksempel på at noget af den mistede gal- og vildskab er tilbage i Iowa’s metalmonster.

Velkommen tilbage, dit gamle rovdyr, må sulten vare ved og kaste et sultent nyt album af sig, tak!

Anmeldt af Kodi
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, Roskilde, and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here