Pludselig er det blevet søndag på Roskilde, efter en hektisk lørdag med masser af koncerter. Her får I et hurtigt tilbageblik på hvad vi oplevede igår.
Dagen startede på Arena, med de amerikanske hardcore-metallere i Hatebreed. De fik sat en god lille fest i gang med klassiske hardcore-dyder og et godt greb om publikum. Forsanger Jamey Jasta var knap så overgearet som hans ældre musikalske frænde, Cyco Mike i Suicidal Tendencies, der spillede på samme scene torsdag, men var god til at få publikum med, både dem i pitten, der headbangede og lavede circlepits, og os mere tilbagetrukne længere tilbage i teltet, der tilfredst kunne nikke med på Hatebreeds energiske metalliske hardcore.
Så gik turen mod store Orange, med de obligatoriske omveje, folk der bliver væk fordi de skal finde mad, på toilettet, eller bare tåger rundt. Men frem kom vi, og samledes om gnu-fanen i god tid til Kris Kristofferson. Den gamle country-outlaw trak ikke ligefrem horder af unge publikummer til, så vi havde god plads at græsse på, og en god placering der kunne forsvares til de efterfølgende koncerter.
Der var noget på én gang mytologisk sejt og antiklimaktisk over Kristoffersons optræden, helt alene på scenen med en akustisk guitar, mikrofon og mundharmonika og med en sætliste, det nok er relativt få på pladsen, der er bekendte med i detaljer. Der er da også gevaldig meget snik-snak på pladsen, og det ender lidt som soundtrack til lidt stegen i solen. Der er ikke meget stemme tilbage i den gamle cowboy, faktisk knager og raller han mere end han synger, men Kris Kristofferson kom dog alligevel over mødet med Orange med æren i behold. Selv om han nok havde passet bedre ind på Arena, hvor der også havde været rigelig med plads til dem der rent faktisk var kommet for at høre ham.
Halvanden time i selskab med Rubber Duck var måske også lige i overkanten, hvor man i første halvdel af koncerten måtte lette på hatten og nikke anerkendende i retning af den gamle sangskriver for hans enorme mod ved at stille sig alene op på den store scene, kun bevæbnet med en akustisk guitar og en mundharmonika, så mistede man lidt koncentrationen under koncertens anden halvdel.
Kristofferson knirkede sig igennem klassikere som “Me & Bobby McGee”, “Jody and The Kid” og en livsbekræftende udgave af “Sunday Morning Coming Down”. I det hele taget burde overskriften nok være “livsbekræftende”, for selv om Kris Kristofferson synger som var han to skridt fra graven, så var der noget værdigt, nobelt og sært dragende over hans præstation på Orange. Et rigtigt mandfolk, der trods den pensionsklare alder stadig kan slå fra sig – i det stille.
Mens resten af gruppen koger til Kris, begiver redaktøren sig på en hurtig rundtur til de andre scener. Først Iceage på Arena, der giver en opvisning i sur punk, der ind i mellem gnistrer, men desværre lidt for ofte ikke gør det i den grad, man kunne forvente. Arena er måske bare for stor en scene for bandet, der i hvert fald ikke denne tidlige aften overbeviser ret mange om andet end at de kan se sure og dystre ud og spille støjende punk. Som sagt, ind i mellem med stor effekt, andre gange trækker det bare skuldertræk. Turen fortsætter til Cosmopol, hvor det bliver årets hiphop dosis med to numre fra Joey Badass, inden et kig forbi Pavilion, hvor mine ører lige når at blive angrebet af Anaal Nathrakh, inden turen går tilbage til Orange med et håndtag fadøl som skal indtaget akkompagneret af Matt Berninger og co. i The National.
Igen virker scenen måske ikke optimal for bandet, men publikumsmæssigt er tilstrømningen dog væsentlig større end til Kris Kristofferson. Matt Berninger og de øvrige bandmedlemmer takker da også ved at levere en god koncert med kant, indlevelse, og gode sange. ‘Fake Empire’ åbner i en velspillet version, og allerede tidligt i sættet får vi også ‘Bloodbuzz Ohio’ og ‘Mistaken for Strangers’. I det hele taget er det en godt blandet sætliste, der kommer godt rundt i bandets materiale. Berninger virker både godt tilpas og oplagt, og da han kravler ud i blandt publikum i slutningen af koncerten mens han skrige-synger sine lunger ud. Godt gjort af The National, som tog den rette approach til Orange, og kom fint i mål.
Så var det igen blevet tid til en lille udflugt til Arena, hvor norske Kvelertak for i flæsket på publikum. Det gjorde de på fornøjelig vis, så man næsten fik lyst til at springe rundt inde i pitten. Vi fik dog kun det sidste af koncerten med, inden vi igen travede til Orange, hvor der efterhånden var ved at være trængsel under den nydelige aftenhimmel.
Så var det godt at gnu-flaget stod på sin plads, og var klar til at tage imod lydtæsk fra Metallica, der lagde fra land med den glimrende ‘Blackened’ fra And Justice For All. Også ‘For Whom The Bell Tolls’ og ‘Harvester of Sorrow’ ramte os lige i smasken tidligt i koncerten, og så satte whisky og øl også ind, og vi nød tungrock/metalfesten på Orange. Det virkede det også til at rigtig mange andre gjorde, og Metallica fik vist at de har mere i sig.
Herefter indfandt der sig en hvis forvirring i flokken, der spredtes lidt rundt omkring, inden vi nåede at kigge forbi de engelske stoner-rockere Uncle Acid and the Deadbeats på Odeon kl.3. Det var sent, tungt og stenet, og de spillede os helt ned i teltkabinen.
Af Kodi og Judas
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, Roskilde, and the what have you – hver dag!
