RF12: The Cure, Orange Scene, Torsdag *** (3/6)

0
676
views

Han ligner Edward Saksehånds oppustede søster, som han står der badet i lysshowet på Orange Scene, The Cure frontmanden Robert Smith. Han virker også lige så genert og tilbageholdende. I løbet af den 3 timer lange maratonkoncert torsdag aften blev der ikke ytret mange ord til publikum, fair nok, nogen gange kan musikken også bedst tale for sig selv.

Denne aften talte musikken længe og afdæmpet, ikke mindst pga. en skandaløst lav lyd fra Roskilde Festivalens hovedscene. Hvis man ikke vil have folk til, at stå og snakke i løbet af sådan en helaftensforestilling, så må man altså spille så højt, at det ikke kan lade sig gøre.

Det skete ikke her, periodevis kunne man faktisk næsten høre hvad sidemanden tænkte – det var noget i retning af “fuck, det er en lang og halvkedelig affære det her!”. Havde volumen nu blæst en bagover, så havde The Cure’s knugende musik muligvis haft en chance for at imponerer og komme til sin ret, men her blev den blot et underligt baggrundssoundtrack for festivalens første rigtige aften.

De kom ellers vidt omkring i bagkataloget, både de mere sjældne, de større hits og alt ind imellem, men når man når at spille 34-35 sange er det måske heller ikke så underligt. Og The Cure HAR nogle virkeligt stærke sange i baghånden, de fleste fra storhedstiden i 80erne godt nok, men det burde ikke forhindre, at yngre generationer er bekendt med materialet. På Roskilde virkede det dog mest som om en hel del af de fremmødte blot lige skulle se den blegt sminkede freak-a-gøje på scenen, og derefter dryssede væk for at finde en fest med mere tryk på.

Derfor lettede store numre som “Lovesong” og “Just Like Heaven”, i begyndelsen af sættet, sig heller aldrig rigtig op i det tiltagende mørke over Orange. Man kan bestemt ikke sige, at det ikke var velspillet og godt leveret – for de sad lige i skabet. The Cure anno 2012 spiller ganske enkelt glimrende, det af det man virkelig kunne høre, forstår sig, og Robert Smith’s unikke vokal fremstår fuldstændig uforandret og stærk trods mange års slid. Han sang fantastisk, denne besynderlige skikkelse, og hans præstation alene gjorde koncerten værd at stå igennem.

Misforstå mig endelig ikke, det var ikke som sådan en dårlig eller pinlig koncert, med et komplet afdanket hovednavn, det var blot helt ufatteligt kedeligt og stillestående i lange passager. Så kan man sige at det er mit problem, at jeg ikke kunne give mig hen og lade mig suge ind, men koncerter senere på festivalen beviste det modsatte, næh, synes nærmere at man ikke fik muligheden for netop at forsvinde ind i The Cure’s dystre univers. De alenlange stille sange med en lydstyrke på 3 ud af 10 drænede koncerten for enhver form for fremdrift og energi, og perler som “Pictures Of You” og “Lullaby” havde mere end svært ved at trække Orange op til fest, når de kiggede frem i sættet. En forbandet skam, når man nu kunne se og føle, at potentialet til en stor oplevelse var tilstede, men blev holdt nede af publikums sniksnak og et band der åbenlyst ikke forstod, at de var ved at kvæle de fremmødte.

Hvorfor så blive hængende? For de glimt af monumental storhed et band som The Cure ikke kan undgå at frembringe, som den betagende “A Forest” eller “The Kiss”, men man skulle godt nok have tålmodigheden toptunet. Det er fedt at et band er villige til, at give publikum så meget for pengene, helt bestemt, men spørgsmålet er om man ikke havde været bedre tjent med et mere komprimeret festivalsæt til den store åbne scene, og gemt denne iron man præstation til en mindre scene, med en mere dedikeret fanskare foran den. Orange var ikke helt gearet til denne midnatsforestilling, fra et helt bestemt gavmildt band, men også et band der ikke lod til helt at begribe deres funktion denne aften – folk ville jo naturligt nok have en fest, og ikke det foredrag de fik.

Det er selvfølgelig The Cure’s gode ret, at holde på deres, ikke lefle og spille den koncert de selv ønsker, men så er det Roskilde Festival selv der har fejlvurderet publikum og bandets betydning, en åbningsaften kunne The Cure ulykkeligvis ikke hive op på et sanseberusende niveau i længere tid, og derfor udeblev både festen og de helt store følelser. Vi var dog i nærheden af Roskilde rusen hen imod slutningen på den lange aften, hvor The Cure afleverede nogle af deres allerstørste hits. “Close To Me” fik for alvor vækket publikum fra deres tiltagende døs, før “Friday I’m In Love” og den afsluttende “Boys Don’t Cry” fik sluppet lidt fest løs blandt de stædige og vedholdende på Dyrskuepladsen.

Koncerterne på Orange Scene behøver ikke altid være party i stadion størrelsen og en massiv publikumsorgasme, der skal være plads til det eftertænksomme og indfølte, men på festivalens første aften virkede det malplaceret og uønsket – ikke mindst fordi den forbandet lave lyd gjorde det fuldstændigt umuligt, at lade sig overbevise og overvælde af tusmørkets mestre The Cure. Lidt mere kontakt med publikum fra den sky Robert Smith’s side kunne også have været en fordel, når koncerten er så lang, og i lange passager stille og afdæmpet, savnede man lidt en guide til at holde interessen fanget.

Kuren for et festhungrende og opstemt publikum? Slet ikke, nærmere løsningen på problemet med det opbyggede søvnunderskud.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.