RF12: The Cult, Orange scene, fredag *** (3/6)

0
992
views

Jeg havde, fuld af forhåbning ovenpå udgivelsen af The Cult’s nye album Choice Of Weapon, udråbt dem som lidt af en joker i programmet, der kunne gå hen og skabe en livlig fest på Orange scene, tidligt fredag aften. Desværre udviklede det sig ikke ligefrem i den retning, men blev tværtimod en sært antiklimatisk oplevelse, med et frustreret orkester, der aldrig rigtig fandt sig tilrette foran et sparsomt publikum.

Der var nærmest pinligt tomt på pladsen foran hovedscenen, da Ian Astbury og co lagde ud med “Lil’ Devil”, en Astbury klædt i læderjakke med pels på skuldrene og “Wilderness Now” påtrykt bagpå, han sang måske ikke helt så fyldigt som i storhedstiden, men leverede dog stadig en overbevisende præstation bag mikrofonen. Det var dog alligevel som om der manglede noget – måske lidt gejst og tænding pga. den tomme plads der mødte ham? Men så må man sgu mande sig op og give den fuld skrue, så de der rent faktisk ER mødt op får noget for ulejligheden.

I stedet for gik den små irritable Astbury i direkte clinch med sit eget publikum flere gange under koncerten, hvor blandt andet folks brug af mobiltelefoner faldt ham for brystet. Flere gange have man svært ved at tyde om der blot var tale om ironi og sarkasme, eller et reelt verbalt angreb, blandt andet opfordrede han folk til at komme op på scenen og få en på skrinet – efterfulgt af anstrengt latter og et “thank you, kindly”.

Isoleret set var The Cult’s præstation på scenen egentlig ganske fornuftig, hvor førstesinglen fra det nye album, “Honey From A Knife”, var et tidligt højdepunkt i sættet, men Astbury’s halv bizarre opførsel mellem numrene, og det næsten fuldstændig døde publikum, skabte en særpræget stemning i solskinnet. Det  var hurtigt tydeligt, at The Cult havde passet bedre ind over i Arena teltet, hvis endda ikke Odeon – så kunne de have byttet plads med Hank3. Det gamle nummer “Rain” og den nye “Lucifer” gjorde sig godt, og blev fint, om end ikke toptændt, skudt ud fra scenen, men al anløb til momentum blev hele tiden afbrudt af Astbury’s enetaler. Han truede blandt andet med at The Cult var kommet for at “rip your fucking heads off”, gid det havde været så vel, for så havde de da været tvunget til at blæse mere igennem.

I stedet virkede det som om bandet i flere omgange var lige ved at give op overfor det ugidelige publikum, et publikum der nu heller ikke blev givet meget at arbejde med under sløje fremføringer af sange som “Nirvana” og “Fire Women”. Den glimrende “The Wolf” fra Choice Of Weapon viste lidt tænder, men blev desværre modtaget med lidt mere end et skuldertræk fra de fremmødte. Pludselig skete der dog noget med bandet da “The Phoenix” rejste sig, The Cult lød som om de ændrede taktik, og fik tilført musikken den nerve det meste af koncerten havde savnet hidtil. Vi kom måske ikke helt op at ringe, men i det mindste blev bandets tydelige irritation erstattet af noget der lignede “fuck det, så prøver vi at spille os ud af det” attitude.

Det var dog lidt for sent at redde koncerten fra blot, at være middelmådig, og for alvor få det indifferente publikum helt med, selvom “For The Animals” og “Wild Flower” blomstrede flot i aftensolen. Den halv fesne og lunkne stemning fortog sig aldrig helt, heller ikke selvom The Cult, og især guitarist Duffy, på forbilledlig vis høvlede deres største hit “She Sell’s Sanctuary” ud fra Orange. The Cult afsluttede den noget skuffende seance med “Spirit Walker” og den gamle kult klassiker “Love Removal Machine”, et fint punktum for en koncert der aldrig blev andet end en lille parentes i det store Roskilde program.

Det var ikke udelukkende The Cult og publikums skyld, faktisk kan publikum vel ikke rigtig klantres for rent faktisk at være mødt op?! Så må det være op til bandet på scenen at trække i arbejdstøjet og forsøge at sparke de fremmødte i gang, frem for, med glimt i øjet eller ej, at skælde ud på dem, og i lange stræk fremstå lammede og uden modsvar. The Cult virkede indledningsvis, som et band der ikke kunne affinde sig med ikke, at have tiltrukket et større publikum, og som om de mente sig berettiget til, at blive modtaget som større legender. Den selvopfattelse gjorde de sig først delvist fortjente til i sidste halvdel af koncerten – der var det dog stort set for sent, omend at det reddede en ekstra stjerne. Derfor ligger en stor del af ansvaret også hos Roskilde Festival selv, de havde tydeligvis gjort dem en bjørnetjeneste ved, at placere dem på festivalens største scene, og omtale dem som et reelt hovednavn, det viste de sig desværre ikke at være i 2012.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!