RF12: Larsen and Furious Jane, Pavilion, lørdag ***** (5/6)

0
1075
views

Larsen and Furious Jane er lidt af et paradoks live, du får stort set intet foræret, og du skal selv sørge for den visuelle oplevelse, for det der præsenteres på scenen er næsten som, at overvære et band der står i øvelokalet, og helst ikke vil forstyrres. Ens samlede oplevelse afhænger altså i høj grad af, hvor meget man selv bidrager med, bandets input kan for nogen sikkert virke uforløst eller nærmest ikke-eksisterende. Det må man accepterer, eller gå sin vej, som en del desværre valgte at gøre i løbet af koncerten.

“Roskilde er for kort til det her..” hørte min sidemand én udbryde på vej ud af Pavilion teltet på Roskilde, lige da Larsen and Furious Jane havde påbegyndt “Bottomfeeder”, fjerde nummer i deres tidlige eftermiddagskoncert denne lørdag. Det er jeg nu ikke helt enig i, at det var alt for tidligt på dagen til denne form for koncert ville være et mere korrekt udbrud. Bandets til tider dystre og indelukkede indierock havde med sikkerhed haft bedre forhold at udfolde sig i, hvis solen ikke havde bagt udenfor teltet, men således er det nu engang på Roskilde – nogen skal have den tidlige tjans.

Når det er sagt, så kunne man jo bare rette øjne og sind mod scenen, glemme de ydre omstændigheder og synke ned i det klaustrofobiske mørke. For netop klaustrofobisk er et af de ord der falder mig ind når jeg lytter til Larsen and Furious Jane’s musikalske univers, et tomt og stort univers, der på samme tid virker fortættet, kvælende og konstant på grænsen til at kollapse. “Living The Dream” slår stemningen an, med sin minimalistiske og nedbarberede intro, med kun Larsens vokal og et eller andet keyboard himstregimshalløj (hvad hedder sådan en fætter?) han spiller på, til at udfylde det nøgne rum. Det er på samme tid tillokkende og så mystisk, at man ikke ved hvad man helt skal stille op – hvad med at lade sig føre med?

Hvad bandet mangler af visuelt flair og publikumskontakt kompenserer de for med utroligt sikkert samspil mellem Torsten Larsen, Mikkel Bolding, Keld Jørgensen og Tom Jørgensen – og et musikalsk udtryk der nærmest øjeblikkeligt sætter en indre film i gang. Er det overhovedet meningen at man skal kigge på scenen imens de spiller? Det bliver til to “tusind tak” i løbet af en time, men et nummer som “Around The Ruins” taler egentlig meget bedre for sig selv, uden en tourguide og mange forklarende ord. Jeg foretrækker, at lade filmen rulle, og ikke få brudt illusionen om at stå helt alene i teltet, teltet der nu er blevet et lille mikrokosmos, hvor tankerne kan vandre frit, imens Larsen and Furious Jane leverer et effektivt soundtrack.

Førnævnte “Bottomfeeder” eksploderer i desperate og ensomme råb fra Torsten Larsen, der muligvis ikke har den største rækkevide i sin vokal, men til gengæld lyder den vedkommende og insisterende. Det demonstreres også i en lettere omarrangeret version af den ildevarslende “Snakes In The Grass”, det kommer helt ind under huden, der hvor det måske ikke føles helt rart, men alligevel er befriende. Er det en personlig beretning? Handler den om Torsten Larsen selv? Disse spørgsmål er i bund og grund ligegyldige, denne forførende slange antager en helt anden og privat mening for mig når jeg bukker under for dens fristelser.

Numre som “In The Surf” og især “Fine”, kan på overfladen lyde ganske varme og tilforladelige, men afmagten, melankolien og tvetydigheden lurer hele tiden i både musik og tekst, “kill me now” som Larsen hygge-synger i den pudsige vuggevise “Fine”. Din indre film kører videre mod tredje agt efter denne omgang mismod, men er der mon lys forude? Antydningerne af håb og forløsning i musikken er lige så sparsomme som de visuelle virkemidler bandet benytter sig af, og forsvinder i tyk røg, ligesom Larsen selv. Universet skrumper ind, og det eneste du efterhånden kan ane er utydelige skygger i den tåge der fylder det op.

Det hele styrter sammen under “My Beautiful Home”, i et sandt inferno af støj og dommedagsstemning, et overdådigt nummer med det tætteste man kommer et klimaks og udfrielse i Larsen and Furious Jane’s musik. Min personlige 5 stjernede film er slut, selvom bandet spiller et nummer mere, og derunder forlader scenen en efter en imens musikken langsomt dør ud og forsvinder ud i intetheden, jeg er fyldt op, ikke befriet, men midlertidigt renset. Den knugende desperation lurer dog stadig derude…

The End?

Anmeldt af Kodi

Larsen and Furious Jane har efter deres Roskilde koncert postet følgende meddelelse på deres Facebook side

Og nu du er på Facebook, så sørg da lige for at give GFRock et like, hvis du ikke allerede har gjort det www.facebook.com/gfrocknroll