RF12: Jack White, Orange scene, fredag **** (4/6)

0
1007
views

Årets Roskilde festival er allerede flere steder blevet kritiseret for et for lavt lydniveau, og Jack Whites koncert på Orange i primetime fredag aften satte en tyk streg under at lydniveauet betyder noget for koncertoplevelsen. Lyden var nærmest lige så lav, som da Radiohead gæstede Orange scene i 2008, og i starten var den oven i købet også temmelig mudret, derfra hvor GFRock havde placeret sig.

Jack White selv lød heller ikke til helt at have fået varmet stemmen op under de indledende numre, blandt andre de ellers glimrende ’Missing Pieces’, ’Sixteen Saltines’ og ’Love Interruption’ fra soloalbummet ’Blunderbuss’. Efterhånden bedrede lyden sig og blev mere klar, selv om vi sagtens kunne have tålt at der blev skruet op for volumen-knappen, men nok om det. For nu trådte White og det rent kvindelige backingband, The Peacocks, i karakter, og begyndte at spille røven ud af bukserne på os alle sammen, blandt andet med en fremragende fremføring af ’Steady As She Goes’ fra Raconteurs-tiden, og ’Hip (Eponymous) Poor Boy’ fra ’Blunderbuss’. Der blev også tid til en præsentation af The Peacocks, der blandt andet inkluderede danske Margrethe Björklund på pedal steel guitar. Sangene fra ’Blunderbuss’ udgjorde ganske naturligt skelettet i koncerten, og beviste at de sagtens kan stå side om side med ældre White-produktioner, selv om de ældre numre åbner mere op for ekvilibristiske guitarudfoldelser.

Efter afslutningen på sættet, vendte White og Band tilbage med en håndfuld ekstra-numre, der for alvor fik gang i publikum. White og band lagde ud med ’Freedom at 21’, inden der for alvor blev serveret hits, først ’My Doorbell’ fra White Stripes tiden, efterfulgt af den fremragende episke fortælling ’Carolina Drama’, som halvvejs hev benene væk under undertegnede,  inden ’Seven Nation Army’ endte i den forventede fællessang – eller hvad man nu skal kalde det. Egentlig fremførte det meste af publikum en form for fodbold lålålålå udgave af sangen, som ikke just løfter den, men til gengæld var det godt, det der kom fra White og co. på scenen.

Den lave og mudrede lyd trækker lidt fra en ellers ganske glimrende performance af White, som tydeligvis fandt sig bedre og bedre tilrette. Til gengæld bedes Oranges lydfolk skrue op for White og venner næste gang han gæster Roskilde, hvilket forhåbentlig snart er tilfældet.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.