RF12: Hank 3, Odeon scenen, fredag ***** (5/6)

0
1097
views

Efter Red Fang og Baroness havde fuldendt eftermiddagen på Odeon, sparkede Hank 3 og kumpaner aftenen i gang med stil. Redneck-stil.

Med fuld fart på banjo, fiol, trommer, gulvbas og guitar, fyrede Hank Williams’ barnebarn og band op under teltet med country i højt tempo. Dét fik hurtigt publikum i godt humør, og der blev danset støvle-dans og armkrog rundt omkring. Med sine hymner om hash, whiskey, pick-up trucks, damer og shot-guns, og ikke mindst hunden Trooper, formåede den selvproklamerede hillbilly hellraiser også at give indblik i en verden, der er meget fjernt fra Roskilde-marken og det pæne Danmark. Efter eget udsagn vil Hank 3 ‘put the dick back in Dixie and the cunt back in country’, og der var en tydelig kontrast mellem  Alison Krauss’ polerede bluegrass-country udtryk, som blev serveret lørdag på Arena, og Hank’s white trash version denne fredag aften.

I løbet af sættet blev der sneget metal-elementer ind i rytme-sektionen, og en strømførende guitarsolo hist og her, hvilket dog ikke dæmpede de mange publikummers danselyst. Energisk redneck-country var lige hvad folket ville have denne fredag aften, og der var heller ikke en finger at sætte på fremførelsen af numre som ’Crazed Country Rebel’, ’Trooper’s Hollar’, om Hank’s hund, Trooper, og ’Ghost to a Ghost’, som blander mexikansk-klingende vers med tungt metallisk omkvæd.

Til sidst i koncerten gik Hank og venner over til at spille decideret metal, med fuldt blæs. Måske ikke de mest mindeværdige numre, men for mange et overraskende punktum, som hurtigt tyndede ud i teltet. Fra GFRock-koalitionens plads i udkanten af teltet blev metal-afslutningen værdsat, og undertegnede kvitterer med 5 stjerner til Hank 3.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!