RF12: Cold Specks, Pavilion Scenen, lørdag ***** (5/6)

0
1025
views

Pavilion-scenen var i år ramme om en række rigtig spændende mindre navne, hvad der er i øvrigt er tradition for på scenen. Nogle af mine mest mindeværdige Roskilde-koncerter de senere år, har fundet sted under Pavilion’s teltdug. I flæng kan nævnes Yeasayer, Titus Andronicus og Spids Nøgenhat. 

I år var jeg mest omkring Odeon og Orange, sådan er det jo ind i mellem når man skal vælge fra overflødighedshornet Roskilde, men en enkelt koncert blev det også til på Pavilion scenen i år. Heldigvis for det, for det var nemlig en rigtig fin en af slagsen.

Cold Specks er et af de lysende stjerneskud på den internationale musikhimmel, som Roskilde er rigtig gode til at fange inden de brænder ud – enten uforløst og usynligt ude i stjernevrimmelen, eller som supernovaer på endnu større scener. Cold Specks – alias sangerinden Al Spx og band – virker dog til at have benene solidt plantet i den canadiske jord, de kommer fra. Der var ingen stjernenykker, kun velspillet og ikke mindst særdeles velsunget soulet blues, der som regel fik lov at tale for sig selv.

I studieudgaverne er Cold Specks’ sange båret af Al Spx’ smukke vokal og kun akkompagneret af en akustisk guitar her, og lidt piano der, men live var Al Spx bakket op af flere dygtige musikere, trommeslager, bassist, guitarist, tangentspiller og saxofonist.

Al Spx (som ikke er hendes rigtige navn, det vil hun nemlig ikke ud med) var tilbagelænet og cool på scenen, og med overskud til at lave lidt sjov med bandet og give en alternativ udgave af titelrappen fra ‘Fresh Prince of Bel Air’. Den udbyggede instrumentering gav numre som ‘Lay Me Down’, ‘I Predict a Graceful Expulsion’ ‘Holland’ og ‘Hector’ yderligere liv, og føjede nye facetter til i forhold til versionerne fra albummet. Overbevisende eksekveret af Cold Specks, som kan vise sig at blive et rigtig spændende bekendtskab i fremtiden. En fremragende version af Swans’ ‘Reeling the Liars in’ blev det også til, hvilket understreger at Cold Specks formår at orientere sig i forhold til den alternative rockscene og giver løfter om en fremtid, der måske også kan bevæge sig ud over rammerne af det soul-bluesede udtryk, Al Spx og band bevæger sig i nu.

Cold Specks spiller på Atlas i Aarhus d.4. oktober og på Lille Vega i København d.5 oktober.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.