RF12: Bruce Springsteen & The E Street Band, Orange scene, lørdag ****** (6/6)

0
1258
views

“No retreat, believe me, no surrender” synger Bossen på “No Surrender”, der indledte et sandt triumftog af en maratonkoncert på Orange scene lørdag aften, og det skal jeg da lige love for var sande ord. Hvilken magtdemonstration af den nu 62 årige Springsteen og hans trofaste E Street Band, der dukkede op i Roskilde med nyt album bagagen i form af Wrecking Ball, der udkom til lidt blandet modtagelse tilbage i marts måned – jeg synes dog det er et fremragende album.

Derfor gjorde det mig heller ikke det mindste, at sætlisten indeholdt 6 numre fra denne plade, en plade hvor Bossen & band dykker helt ned i den amerikanske sangskats musikalske jord.

En del har ytret sig lidt negativt over den gennemgribende Folk lyd der er at finde på Wrecking Ball, hvilket kommer til udtryk igennem masser af stryger, blæs og noget der periodevis lyder som irsk folkemusik. Jeg synes det giver fin logisk mening, Bossens projekt har tilsyneladende været at skrive nogle sange, der besynger en kulsejlet amerikansk drøm anno 2012 ved, at tilføre sangene toner og stemninger fra fordums tid, da drømmen stadig levede og åndede. Nu er den ved at blive kvalt af finanskriser, fat cats og den lille mand, Amerikas råstof, der er blevet svigtet på alle fronter.

Samtidig fungerer de folkemusikalske inspirationer i en større sammenhæng, som jeg ser det, så forsøger Bossen under hans koncerter, at nå ud i så mange afkroge af den amerikanske rockmusikhistorie som muligt. Springsteen har altid haft soul i sjæl og musik, 60’er traditionalisme, rendyrket rock n’ roll, fra Buddy Holly over Dylan til Ray Charles tilsat hvidmands-highway rock. Således også på Orange, foran en propfyldt og forventningsfuld plads, omkring 85.000 sjæle i alle aldre.

Og dømt ud fra den ekstatiske modtagelse af andet nummer i sættet, “Badlands”, så er de fleste kommet for, at få en Orange fest af de helt store. Stemningen er helt i top fra start, der danses, klappes og smiles. Det er måske ikke “fint” og artsy fartsy, men “Two Hearts” demonstrer hvad det egentlig handler om, udover alvor og alle de seriøse tekster, nemlig spilleglæde og at sprede glæde! Sjældent har jeg set Roskilde’s publikum være SÅ tændt fra starten, sat i flammer af den evige indpisker Bruce og hans forbandet velspillende E Street Band. Det der kommer ud fra scenen smelter sammen med massen i et hav af livsglæde – man skulle da være godt forstoppet og forstokket hvis man ikke lod sig rive med?

Førstesinglen fra Wrecking Ball, “We Take Care Of Our Own”, indleder et sandt hattrick af numre fra det nye album, hvor numrene får lov til virkelig at vokse i live udgaverne. The Boss har muligvis aldrig været indehaver af verdens største vokal, og den er blevet noget mere hæs på hans ældre dage, men den står knivskarpt i lydbilledet denne aften. Lyden var indledningsvis lidt lav, men det rettes hurtigt til og finder et helt acceptabelt niveau, men det hele reddes især af, at den er fuldstændig skarp og klar – du kan høre hvert et ord der kommer ud af Springsteens mund. Titelnummeret “Wrecking Ball” løfter sig helt op i den smukke aftenhimmel, Bossen synger som ønskede han, at omvende tvivlerne blandt den fremmødte menighed, et forførende højdepunkt blandt utallige denne aften. Hattricket af nye numre afsluttes med “Death To My Hometown”, titlen siger vel nærmest det hele, men skulle nogen ikke være helt med, så snerres lyrikken nærmest ud af en insisterende Boss. Det er også her der for alvor går ren irsk folkemusik i den, jeg så ingen sure miner blandt de begejstrede publikum. De store E Street Band spiller fantastisk, og tilføjelsen af horn, strygere og hvad ved jeg fungerer overbevisende.

Med folkemusikken overstået for denne gang er vi nået til gospel, på “My City In Ruins” giver Bossen den som pastor bakket op af imponerende kor, sangen er skrevet i perioden efter 9/11, hvilket måske kan forklare den religiøse stemning der gennemstrømmer sangen. Måske ikke lige det mange forbinder med Bossen, men i et bredere perspektiv giver det fin mening, og på trods af man så ikke lige er til gospel, og alt der høre til, så er det svært ikke at lade sig rive med og smide hænderne i vejret – om ikke andet for bare at vise tak til universet for, at man får lov til at stå og deltage i denne musikalske gudstjeneste.
Vi bliver i den “spirituelle” afdeling med den ultra soulede “Spirit Of The Night”, og de onde tunger der påstår, at The E Street Band blot er et ophøjet suppe-steg-is partyband må da for pokker kunne høre hvor meget de svinger i et nummer som dette? Nu har Springsteen og bandet ikke spillet et reelt “hit” siden andet nummer, og de har stadig publikum i deres hule hånd, ganske enkelt mageløst.

The Roots, der optrådte tidligere på dagen, lusker ind på scenen og hjælper til på “The E Street Shuffle”, en ældgammel sag jeg aldrig har været vild med, men sørme om den ikke også får nyt liv og selv funk får de til at glide ned sammen med min sidste Gyldne Dame. The Funky Boss afløses, heldigvis, af den stille og eftertænksomme Boss på den langsomt valsende “Jack Of All Trades” fra Wrecking Ball, et smukt og dragende nummer, et jeg nyder i fulde drag med lukkede øjne. For at glæde de blandt publikum der stadig ikke har fået det nye materiale helt ind under huden, så kunne man måske have savnet et nummer fra den fantastiske Nebraska plade her, men ville heller ikke gerne have undværet denne afdæmpede perle.
Jimmy Cliff’s “Trapped” har Springsteen & E Street efterhånden også gjort til deres egen, endnu et fænomenalt højdepunkt midt i sættet. Den Orange folkemængde får lov til lige at falde lidt ned, men aldrig miste interessen, modsat mange andre koncerters mere stille øjeblikke, før nummerets omkvæd eksploderer og rusker op i græsset foran scenen.

Den gamle sag “Because Of The Night”, som Patti Smith gjorde kendt, brager ud af højtalerne med så meget saft og kraft, at jeg er ved at blive blæst ud af mine sure og hærgede festivalsko. Der er simpelthen beundringsværdig meget pondus i vokal og musikken, hvordan fanden gør de det?! Virkningen er mærkbar, publikum synger igen med det bedste de har lært. Den afløses af den rock a billy klingende “Working On A Highway”, fra bandets mest succesfulde plade sammen, Born In The USA. Den plade vender vi tilbage til senere. Inden skal vi blandt andet forbi endnu et nyt nummer, “Shackled And Drawn”, hvor folkemusikken får alt hvad den kan trække en gang til. Her er vi nærmest ude i en gammel “slave” sang, der kunne høres på the fields i 1800 yesteryear “What’s a poor boy to do in a world gone wrong, Woke up this morning shackled and drawn”.

At det aldrende syngende underbid stadig har konditionen i orden bevises i “Waitin’ On A Sunny Day”, der næsten synes konstrueret til fællessang, lidt en bagatel i Bossens bugnende bagkatalog, men når han sprinter ud til og rundt blandt de forreste rækker, så får han selv de mere fladpandede numre til at nå uanede højder. Og der står efterhånden knap så lille Stevie og smiler og spiller… kan man andet end at være glad på sådan en livsbekræftende aften? Ja? Så har jeg i sandhed ondt af dig!

Bossen lægger sig forpustet op af sin monitor efter rundturen, men bare rolig, it’s all part of the show, for han rejser sig hurtigt igen, trutter de første letgenkendelige toner af den uopslidelige “The River” ud igennem højtaleranlægget. Storslået? Det er sgu næsten for fattigt et ord i denne sammenhæng. Den lyder stadig lige så trist, betagende og vital som for 30 år siden, denne sang om kærlighed og skæbne. Det der burde være lykken og lykkeligt, viste sig at være noget helt andet. Nu er den naturligvis endt som en nærmest opløftende fællessangshymne, men det sker ikke så sjældent for den slags sange, der egentlig var tænkt som noget lidt andet, man kan sagtens synge med OG føle på samme tid.

Selv et lidt middelmådigt nummer som “The Rising” kan ikke bremse E Street Ekspressens fremdrift, det her kører på skinner, uden at det virker stift og for kontrolleret, selvom Bossen har totalt styr på retningen. For nogen vil sådan en koncert som denne sikkert virke som alt for stadiongøglet og kalkuleret, forstået som, at Bossen har fuldstændig styr på sine virkemidler og hvordan man leder et publikum derhen hvor man ønsker det. Men hvad gør det når det hele fremstår dybt oprigtigt og autentisk, som på endnu et fællessangsnummer som “Out In The Street”? Nogen gange handler koncerter, og livet generelt, bare om at give slip og lade sig rive med, glemme sine forbehold, trængsler, dagligdagen og alt det andet – med en enkelt kliche mere, med forlov, bare leve i nuet for helvede! Det er DET Bruce Springsteen & The E Street Band giver dig lov til.

Derfor tager jeg også gerne med til “The Land Of Hope And Dreams”, hovedsættets egentlige endestation før ekstranumrene. Nummeret er med på Wrecking Ball, men er oprindeligt skrevet omkring år 2000, og har været en fast del af live repertoiret lige siden. Og man forstår hvorfor, et monumentalt nummer der vokser og vokser indtil det lyder som om Bossen er ved at synge lungerne ud af kroppen.

“We Are Alive” er sidste nye nummer i aften, og samtidig første egentlige ekstranummer, men jeg opdagede ikke om bandet overhovedet gik af scenen før de gik i gang igen? Anyway, det der følger er en af de mest medrivende og sindssyge hitparader Orange har set, og det er lige før man ikke kunne rumme mere – “Born In The USA”, “Born To Run”, “Glory Days” og “Dancing In The Dark”. BUM, BUM, BUM, BUM.

“Born In The USA” har jeg været træt af i mange år, men for satan om den ikke tog røven på mig live. Sunget og spillet som om den var skrevet i går og stadig BETYDER noget! Jeg måtte overgive mig fra første cheesy keyboardtone, og fik ikke lov til at sunde mig igen, da den majestætiske og ikoniske Bruce anthem “Born To Run” blev hamret lige ud i publikums opstrakte arme og åbne munde. Og før nogen fik lukket skuffen og armene på kors, blev endnu en slidt sag støvet af og bragt til at skinne, “Glory Days”, det var det i sandhed.. glory days. Hitparaden blev afsluttet med endnu et godt gammelt stadiontrick fra Bossens 80er pose – hive en kvinde fra publikum op på scenen til en lille øm svingom under “Dancing In The Dark”. Endnu et nummer jeg ikke orker sætte på derhjemme, men live måtte man bare droppe alle sine krukkede holdninger og lade festen forsætte. What A party.

Og lige pludseligt var der næsten gået 3 timer i selskab med Boss og band, forbløffende så hurtigt tiden fløj afsted. “Tenth Avenue Freeze-out” er sidste ekstranummer, hvor E Street bandet får lov til, at swinge indtil de næsten segner, den bliver endda plads til en smagfuld og velfortjent hyldest til den afdøde saxofonist Clarence Clemons. Musikken fryser og en billedemontage viser udvalgte højdepunker fra The Big Mans tid med bandet, værdigt uden at blive vulgært.

Omkring midnat bliver der tid til et ekstra ekstranummer i form af en sprælsk coverversion af “Twist & Shout”, og det blev der i mørket! 3 timers nær-fællesorgasme når sin naturlig kulmination, hvor er mine smøger?

I 2001 stillede jeg mig foran Orange for at høre Neil Young som casual fan, men gik derfra som omvendt discipel, denne aften skete der noget tilsvarende. Jeg har aldrig være MEGA fan af Bruce Springsteen & The Mighty Mighty E Street Band, men nu er jeg konverteret og har fundet endnu en religion at dyrke. En religion der i al sin stadion størrelse, forankring i tradition og masseforførende tendenser i bund og grund handler om simple, men altafgørende, ting som smil, fællesskabsfølelse og enorm livsglæde. Tak og amen, den Orange kirke har fået en nye ypperstepræst, og Bossen er eders navn.

Nu er jeg nødt til at lægge mig ned.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!