RF12: Baroness, Odeon, fredag **** (4/6)

0
990
views

Efter koldstarten med Weadeater, og den efterfølgende rock n’ rollede koncert med Red Fang, var det tid til lidt af et stilskift på Odeon, hvor de mere progrockede fyre i Baroness var næste stop på fredagens mere eller mindre sydstats baserede program, på denne scene.
Kvintetten fra Savannah, Georgia blander elementer fra 80er heavy, progressiv rock og Sludge Metal, på indtil viderede to albums, “Red” og “Blue”, med deres tredje udspil “Yellow & Green” lige på trapperne.

Baroness har haft et godt tag i både anmeldere og publikum, men på Odeon virkede det dog som om de lige skulle spille sig selv, og ikke mindst publikum, varme. Måske fordi, at mange af de fremmødte, ligesom mig selv, ikke er vanvittig godt inde i deres materiale? Eller også fordi folk ved 16 tiden, endelig havde fået banket de værste tømmermænd ud af kroppen, og nu var parat til at dele gårsdagens oplevelser med sidemanden- snakket blev der i hvert tilfælde.

Det gjorde, at ellers fine numre som “Cocainium” og “Swollen and Halo” druknede lidt, før Baroness omkring halvvejs inde i sættet syntes at få bedre fat, et voksende jerngreb der resulterede i at resten af koncerten blev lidt af en triumf. Det virkede også som om materialet blev tungere og mere udfordrende, uden at, som man ellers kunne frygte, det gjorde de fremmødte mere ukoncentrerede og snakkesaglige. “Take My Bones Away”, fra det kommende album, er forresten et ganske glimrende semi-tonser nummer, også live.

Hen imod slutningen af seancen spillede Baroness en række numre med lange, tunge, små syrede og stemningsfulde passager, hvis de da ikke var rene instrumental numre, som den mægtige “Grad”? Det var her koncerten toppede for mig, man blev suget ind i denne stenede og metallisk psykedeliske verden, imens man røg i delvis hypnose – selvpåført pga. ens langsomme vuggen med krop og nakke, en “standing laid back headbang”, om man vil.

Baroness kom lidt skævt fra start, fik rettet flot op, før det blev skævt på den gode måde, det giver 4 solide stoner stjerner.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.