RF ’17: Reportage & korte anmeldelser fra torsdag d. 29/6

0
536
views

Torsdag! Vi fik plejet tømmermænd fra dagen før, hørt musik spredt ud over det meste af dagen, kigget en del op mod himlen for at spejde efter den der regn. Det blev til mere musik end regn! Her er nogle ramblings om Carl Emil Petersen, Pert Near Sandstone, The Savage Rose (triumftog!), Oathbreaker.. øhhh og andet (Hamilton Leithauser er anmeldt seperat)!

Helt om aftenen og natten, helt om morgenen! I hvert fald 50% af redaktionen, vi nævner ingen navne, men den tykke var først oppe og helt frisk trods forsøget på selvdestruktion dagen før… den høje del af redaktionen knap så meget, så han fik lov til at sunde sig lidt længere mens den anden halvdel gik i Medieladen og begyndte at rable løs på skrift.

Efter samling, og dagens skriverier var overstået, stod den på morgenmadsjagt, og i en fart, tak – man bliver da sulten af al den mediekaffe på ellers tom mave! Så vi søgte mod Arena og Kristinedal Burger halløj, hvor der ikke var kø. Nuvel, vores burger rate er hit and miss herude, men det her var bestemt i den bedre ende, og bedre end vi huskede den fra året før. Man vil altid gerne have mere for pengene, i dette tilfælde 60 kr. for bacon/cheese modellen, men sidevognen bestående af krydrefritter til 40 kr. viste sig at være mere end rigeligt til at fylde hullet – så godkendt portionsstørrelse til prisen! Smagen var sgu også fin, 5 for burgeren, 3 for de lidt for krydrede fritter, vi kalder det en god 4 stjernet oplevelse.

Carl Emil Petersen, Arena ★★★★☆☆ (Ken)

Ulige Numre er ikke længere, Carl Emil er gået solo og dømt udfra den tidlige koncert på Arena (med band), så lader det som om fremtiden tegner ganske lys for den unge sangskriver. Bevares, nogle af de nye numre lettede måske ikke helt i samme grad, som da han, naturligt, greb i bagkataloget og hev et hit frem, men de faldt nu heller ikke helt igennem.

Noget af det nye materiale virker i den mere afdæmpede ende, og nok er titelnummeret fra den kommende plade, “Natradio”, måske ikke helt en ny “Frit Land”, men den var nu fin i sin egen ret. Netop “Frit Land” fik vi i en meget dæmpet, næsten skrøbelig og afklædt version mod slut i koncerten. Selv i en afklædt udgave virkede sangen ikke blottet for kvaliteter.

Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Carl Emil har styr på det der med at lave fængende melodier og nogle melodier der er mundrette nok til at appellere bredt, men finurlige nok hist og her til at man gider spidse ører. Det er ikke noget alle bare lige kan, der skal en portion naturtalent til. Nå ja, og kan man kombinere det hele, som i den velvalgte afslutter “København”, Ulige Numres store gennembrudshit, så har man altså fat i noget der virker.

Carl Emil

Udfordringen synes at være af mere stillistisk og klangmæssig karakter, her mangler Carl Emil stadig af definere en mere selvstændig lyd, så man ikke står og namedropper Håkon Hellstrøm, Bruce Springsteen, Michael Falch og lingende rocknavne. Det fungerer i numre som “Liv før døden” og “Halvnøgen”, fordi melodierne er så stærke og ligefremme, men midt i sættet og nogle numre frem var koncerten lige ved at tabe momentum – den blev nok egentlig bare for lang.

Nuvel, en stærk afslutning fik hevet den op på de 4 solide stjerner igen, og bønnen fra nummeret “Skærgården”, “lov mig at det bedste er tilbage”, virker slet ikke udenfor rækkevidde, hvis han formår at videreudvikle sin lyd og det samlede udtryk.

Under Carl Emil koncerten var der både samling og spredning på tropperne, Jonas stak blandt andet af i retning af Gloria.

Pert Near Sandstone, Gloria ★★★★★☆ (Jonas)

På Gloria var der nemlig bluegrass fra Minnesota på programmet med Pert Near Sandstone. “Pert is something the old timers say, and it means pretty, so pretty near. And that’s all I have to say about our name,” som guitaristen i bandet bemærkede med et smil. Bandet var seks mand på scenen, og de fire mand i midten deltes om frontmandsrollen, mens gulvtrommer-manden og violinisten i de to sider bidrog med instrumentale tricks.

Som bluegrass-genren foreskriver, så går det som regel afsted over stok og sten med en rytme man kan trampe med til, og vokalharmonierne sidder løst. Her blev de udført af de fire herrer i midten, der betjente sig af banjo, guitar, gulvbas og skiftevis mandolin og fiol. Og det svingede, gjorde det,og med jordbunden selvironi fik bandet skabt lidt af en tidlig eftermiddagsfest på Gloria. Blandt andet da de spillede Prince’s ‘Kiss’ i bluegrass-version,  som en ode til den for tidligt afdøde musikalske helt fra Minneapolis.

Der sprang tre strenge på guitaren undervejs, og det siger lidt om energiniveauet amerikanerne holdt. Der blev svedt for sagen, men hele tiden med brede smil, og det var tydeligt at amerikanerne nød at være på scenen. Det var sådan en af de der små, gode Roskilde-overraskelser, man heldigvis som regel løber ind i mindst en gang hvert år. En herlig lille eftermiddagsopkvikker.

Pert Near Sandstone

Overladt med Mongo-sidekick, vandrede Ken herefter lidt rundt, fik fyldt vandflasken op, købt en rep-vin, den hvide slags, bare for at dulme kroppens alkohol cravings (det begynder at kunne mærkes, at man i større og mindre grad har indtaget alkohol siden torsdag i sidste uge, hvor Copenhell gik i gang) og søgte mod Orange for at hvile lidt inden The Savage Rose. Samtaler fandt sted.

The Savage Rose, Orange Scene ★★★★★(★) (Ken)

Var det naivt da Annisette mod koncertens slutning fik publikum til at gentage ordene “love” og “freedom”, mens hun selv vred den ud af kroppen og det endte med at en hvid due blev sendt ud over pladsen? Ja, måske. Kommer det til at ændre noget i det store billede, hvor folk i jakkesæt smider bomber og styrer verden, som hun talte om i en af hendes monologer? Helt sikkert ikke.

Men det gør det ikke unødvendigt. Eller for den sags skyld formålsløst, især fordi det virkede som om hun selv troede på det. Og det kan ikke udelukkes, at det rørte et eller andet inden i blandt det sammensatte publikum. I hvert fald så man indtil flere unge mennesker fælde tårer foran Orange, ikke kun her, men også under The Savage Roses 1 time og 45 minutter lange historiske rundrejse.

Jeg var også selv dybt rørt i perioder, hvor jeg indledningsvis måtte synke en ekstra gang under første nummer og derefter blev så opslugt af Annisettes voldsomme vokal og flammende performance i front for et meget velspillende band. Så meget, at jeg blev så opslugt at jeg glemte at tage noter. Og jeg måtte synke endnu flere gange, og måske blinke lidt, da bandet mod slut spillede “What Do You Do Now?” i let nedsat tempo, så den næsten blev endnu mere majestætisk. Jeg blev sgu kort og godt rørt, for helvede!

Og som nævnt var jeg ikke den eneste, det kan godt være at fremmødet foran Orange var lidt magert, men det var måske ikke decideret overraskende. Jeg ved ikke hvor meget The Savage Rose, der nu har 50 år på bagen, og spillede på Roskilde Festival første gang i 1974, fylder i den gennemsnitlige Roskilde gæsts tanker. Sikkert ikke meget, hvis overhovedet. Det kan kun ærgre efter denne fremragende koncert, der for rigtig mange af de fremmødte, på tværs af aldre, også lignede en oplevelse der gik ud over koncert.

Folk dansede til “Black Angel”, blev overrumplede af kraften i “A Girl I Knew” og “Happy Day Angel”, sang med på uopslidelige “Wild Child” og blev suget ind i det blændende instrumentalnummer “Byen Vågner”. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst, om nogensinde, har været så interesseret i et instrumentalnummer, så det taler både til nummerets styrke, og bandets kvaliteter, at de kunne fastholde min opmærksomhed uden det vokale kraftværk i front. Det på samme tid stramt spillende og sejt swingende band blev bakket kompetent op af to korsangerinder, der lige gav materialet det soultouch der var brug for hist og her – og ellers bare bidrog til det flotte, samlede lydbillede.

Annisette er deroppe et sted!

Men ingen tvivl om, at Annisette var fikspunktet, og det element der gang på gang fik skovlen under publikums følelser. Ikke på en dikterende eller manipulerende måde, heller ikke under de lidt blåøjede enetaler om fred og kærlighed, nej, fordi hun stadig, efter så mange år på scenen virker så helt igennem ægte og engageret. Der brænder stadig en ild, for ikke at sige en vulkan, derinde et sted og den fik lov til at blive sluppet fri denne skønne eftermiddag foran store Orange.

The Savage Rose bliver ofte kaldt et nationalklenodie, det lyder som noget lidt støvet der hører hjemme på et museum. Bandet beviste her, at de på ingen måde hører hjemme sådan et sted. Tværtimod har vi brug for dem, Også Roskilde Festival. Det giver et eller andet (tåbeligt?) håb om noget bedre. Folk har brug for håb. Det gav The Savage Rose, og lur mig om der ikke var nogle unge mennesker derude et sted, som alligevel følte sig bare lidt forandrede bagefter?

Objektivt var det nok en 5er, den personlige og gribende oplevelse var til topkarakter, så derfor den 6. stjerne i parentes. Jeg er forresten stadig lidt berørt af det hele her dagen efter… gamle idiot.

Det var næsten mere end jeg kunne rumme, så det blev til en puster bagefter, hvor vi begyndte at trække over mod Avalon for at se hvad Elza Soares var for en størrelse?

På vejen derover tog redaktionen en afstikker for at blive fyldt op med noget Brændende Kærlighed i området mellem Orange og Avalon Scenen. Portionsstørrelserne så lovende ud, også selvom prisskiltet på 75 kr. var lidt bekymrende, nå ja, og en utilfreds kunde fik råbt “køb ikke deres flæskestegssandwich, det er LORT” i retning af køen. Det var den muligvis, og jeg vil ikke kalde deres brændende kærlighed direkte lort, men…. god var den fandeme ikke. For lidt bacon, virkelig meget løg splat til at kamuflere den manglende bacon, ingen salt eller smag og jeg ved ikke om nogen ville kalde det for kartoffelmos, det der melede stivelse der udgjorde bunden? Ingen smag, ud over en tør en i munden, for 75 kr.? Det giver 1 stjerne.

Where is the love?

På grund af en forsinkelse af koncerten inden (Margo Price), som vi ikke havde fået med, så var Soares dog næsten en halv time forsinket. Det var for stor en udfordring for vores festivalramte tålmodighed, så vi var stille og roligt på vej over mod Pavilion da hun endelig gik på, mens Royal Blood bragede løs på Orange i baggrunden. For første gang i år, blev det så til en slapper ved Gutter Island Baren, hvor der tilsyneladende er flere kendte medietyper end i selve mediebyen – i hvert fald først på aftenen… vi holder os væk fra Backstage Village efter mørkets frembrud, så det kan vi ikke udtale os om!


Oathbreaker, Pavilion ★★★★☆☆ (Jonas)

Men der var da også musik på Pavilion, nemlig med belgiske Oathbreaker med Caro Tanghe i front. Bandet bød på lidt af et metallisk genre-miskmask, eller biksemad, om man vil, hvor elementer fra black, post-rock/metal, post-hardcore, metalcore, og mere til, blev smidt i den store betonblander og blæst ud fra scenen.

Caro Tanghes skrig og ind i mellem mere rene sang i front er også et definerende kendetegn ved bandet, som musikalsk måske kan sammenlignes en smule med hjemlige navne som Redwood Hill (i hvert fald i glimt). Her er er det så bare en kvindelig vokalist i front. Det fungerede ganske fortrinligt i store dele af koncerten, hvor musikken bølgede mellem dæmpede passager og frådende bølger med skum på toppen.

Især sidste nummers knusende tunge, svingende riffs vakte glæde hos redaktionen og den medfølgende sidekick, og vi nikkede anerkendende raden rundt. Ikke den værste måde at bruge en times tid af sin torsdag aften på.

Efter Oathbreaker ventede vi på Hamilton Leithauser (og regnen) og efter Leithauser (anmeldt HER) var færdig og regnen begyndt, var redaktionen blevet sultne og trætte. Så vi satte kursen mod nærmeste madbiks, Big A’s, som bød på burgere og “pizza”. Jonas prøvede en kyllingeburger til 65 kr, med sådan noget nugget-agtig kylling, ok salat og barbecue-agtig dressing. Hæderligt, men heller ikke mere, og 3 stjerner værd. Ken forsøgte sig med to pizzaslices, et par seriøse deep-pan stykker med pepperoni, som var mere beskøjt end pizza og ikke så ud til at vække den store glæde – 2 stjerner? Ja, lad os kalde det, det. Der var nogenlunde massefylde i skidtet for 35 kr. pr. brødblok, men pizza var det ikke.

Så gik turen ellers mod teltene, og vi nåede lige at lyne os ind, inden der blev skruet op for regnen og søvnen indfandt sig. Mens Mongoen fløj videre mod natten og High On Fire og The Jesus and Mary Chain, hvilket simpelthen blev fo sent for os, når vi skal tidligt op og lege medietyper. Old farts out!

Af Ken Damgaard Thomsen (Carl Emil, The Savage Rose og fyldet + Jonas Strandholdt Bach (Pert Near Sandstone, Oathbreaker + det løse)

Fotos: Jonas Strandholdt Bach/GFR 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here