RF ’17: Reportage & korte anmeldelser fra lørdag d. 1/7

0
777
views

Så nåede vi lørdag, fake sunday, på Roskilde Festival, sidste chance for at skride i svinget og få proppet noget mere musik ind i skallen. Så det gjorde vi… mest det med musikken, hvor vi fik oplevet underholdende folk/country-rock med Aaron Lee Tasjan, den mindst mindeværdige Kellermensch koncert vi har overværet til dato, en delvist ondsindet mavepumper fra Neurosis og så var der nogen der tog ud i rummet med noget finsk metal på Gloria.

Sidste dag på Roskilde Festival er og bliver sgu lidt underlig, og vi blev på et tidspunkt i løbet af dagen enige om, at det kunne være fedt med en festival som ikke havde en sidste dag! Jaha, smart, hva?!

Men indtil tid og rum på den måde bliver lidt opløst, som regler vi er nødt til at følge (indtil Jonas smuttede på Gloria sidst på dagen), så må vi acceptere at den er et nødvendigt onde, den der sidste dag. Uanset om det er en lørdag eller en søndag, og sikkert også hvis det er en helt anden ugedag. Der er opbrudssteming, voldsomme tømmermænd, de sidste fester, de rene endagsgæster, folkevandringer på kryds og tværs, flere campingstole end de tidligere dage på pladsen og en underlig summen af alle mulige modstridende følelser og at det lakker mod enden.

Men først skal man lige “igennem” endnu en musikdag med fuldt program, selvom det efter en uge i felten (og i Kens tilfælde + Copenhell inden) er ved at være svært at holde motivationen og musiksulten kørende, plus det faktum at der ganske enkelt er ved at være fyldt op på harddisken der lagrer indtryk og musik, tilsat nedsat almen tilstand og kropsfunktioner. Kort sagt: hærget skallerhjerne syndrom. But. Must. Carry. ON.

Så vi tog endnu en omgang i mediemøllen, fik rost os selv for awesome content og forbilledlig arbejdsmoral, spist et eller andet jeg allerede har glemt (Steak-bearnaise sandwich!) og daffede efter lidt detours mod Pavilion Scenen, hvor der endnu engang var noget folk/country relateret på plakaten under festivalens mindste teldug i form af Aaron Lee Tasjan + bassist og trommeslager.

Aaron Lee Tasjan, Pavilion ★★★★☆☆ (Ken)

Og det viste sig, i hvert fald under koncertens første halvdel, at være en trio, med en sympatisk underholdende, snakkesaglig og velsyngende Tasjan i front, som faktisk formåede at overdøve, eller ligefrem lukke bøtten på, snakkeklubben. Den belastende hob af kaglehoveder, som saboterede indtil flere koncerter på årets festival. Et tilbagevendende problem, som der simpelthen må gøres noget ved, så de mere afdæmpede kunstnere, eller bare afdæmpede sange, har en chance for at blive hørt.

Nuvel, Tasjan og band gik frisk til opgaven og valgte den ligetil løsning: spil tilpas højt og fængende, og bliv ved med det længst muligt. Der var stadig anløb til sniksnak mellem numrene, når en veloplagt Aaron Lee underholdt med små fortællinger om numrene, eller anekdoter der kom lidt på vildspor, men stadig var værd at lægge ører til. I koncertens anden halvdel, da der blev spillet noget lidt mere afdæmpet materiale, var det dog som om den ihærdige, og det skal de have, de helmer ikke før en koncert er overtaget, snakkeklub var ved at få lidt for godt fat.

Aaron Lee Tasjan, man!

Inden da bevægede koncerten sig på grænsen af det virkelig gode, med en række skæve og mere eller mindre absurde numre der handlede om at ryge sig skæv, eller tage en masse syre, drikke på 12 forskellige barer og i det hele taget have det for fedt. Der var også mere “alvorlige” indslag som nummeret “Bitch Can’t Sing”, der kort fortalt handler om en ubehagelig fyr Tasjan kom til at stå ved siden af under en koncert med Cat Power, hvor han hecklede opvarmningen med det lidet flatterende tilråb fra titlen. Eftersom Tasjan i følge ham selv ikke er konfrontatorisk valgte han, i stedet for at gribe ind, at gå hjem og skrive noget “revenge folkrock shit” til manden.

Musikalsk rockede trioen ret godt og hårdt igennem for genren, især Tasjan selv gav den som solid spadebetvinger i flere numre, og den nærmest stadionrock larmende instrumentale afslutning på sidste nummer, og koncerten, havde også den ønskede effekt. Og fik igen hane/hønsegården til at flette næbet.

Så vi ender på 4 stjerner for det samlede indtryk

Så var det tid til den lange, uforudsigelige, vandring over mod Arena, på tværs af den let smattede, men egentlig mest halv-glatte plads. Uheldigvis, for os, var Emil Stabils gøglerier på Arena trukket ud, så vi røg direkte ind i modgående trafik af yngre, feststemte mennesker, der åbenbart ikke skulle se Kellermensch kl. 16.00?

Det skulle vi så åbenbart heller ikke, viste det sig. Et ikke nærmere defineret problem inde i teltet gjorde at en lift skulle ind og rode rundt, så teltet blev tømt for mennesker. Og tiden gik. 10 minutter, blev det annonceret fra scenen. LIAR! Det nærmede sig 25-30 stykker inden der blev åbnet for at folk kunne kom ind under Arenas enorme teltdug. Da var skaren af ventende svundet ind, så Avalon måske havde virket som en mere passende placering for bandet fra Esbjerg.

Kellermensch, Arena ★★★☆☆☆ (Ken)

Også hvad bandets format og dagsform angik, desværre. Ikke at der skal lyde noget som helst nedsættende om Avalon, eller de kunstnere der spiller der, tværtimod faktisk. Og jeg tror også det havde været at gøre Kellermensch og deres bredt funderede og grådige rock en tjeneste, fremfor et alt for stort Arena telt, der virkede temmelig affolket, med en matchende halv-tam og mat stemning til følge.

Det bizare ved det hele var, at Kellermensch med deres besatte udstråling, et væld af “karakterer” og indpiskere på scenen, og den mørke intensitet i musikken, virkede som om de slet ikke kom ud over scenekanten?! Måske var afstanden ud til bare de forreste rækker simpelthen for stor, og der helt bogstaveligt var for højt til loftet, selv for et band med så massive og voldsomme armbevægelser.

Sebastian Wollf i front var som altid et studie i alternativ adfærd på en scene, med et kropssprog, attitude, udstråling og en vokal, der vekslede mellem det maniske, sårbare, psykotiske, længselsfulde og forrykte. Men som han lå og vred sig, eller kastede rundt med ting og sig selv, i en fin blanding af gamle og nye numre, så virkede det hele underligt uforløst og lidt for velkendt. Jeg har set Kellermensch mange gange efterhånden, på spillesteder som Voxhall, på Roskildes Pavilion og helt oppe på Orange. Bedst har de dog, i min optik, været de gange jeg har set dem på Studenterhuset i Aarhus (den periode det lå nede ved havnen), hvor man var så tæt på at man kunne føle vanviddet og raseriet på scenen, mens musikken og dens buldrende mørke overmandede publikum.

Black Dress!

Den følelse er svær at genskabe på så stor en scene, selvom en gammel traver som “Black Dress” var lige ved at tage mig med tilbage til Aarhus. Ellers gik det noget op og ned sættet igennem. Der blev lagt fornuftigt fra land, og det var lige før koncerten peakede med bandets altid fremragende coverversion af Neil Youngs “Don’t Let It Bring You Down”, det vidste man jo så bare ikke lige på det tidspunkt – at det var lige før det ikke blev bedre.

På en eller anden sær måde begyndte hele seancen at miste momentum, der hvor bandet “normalt” virker som om de nærmer sig et punkt, hvor de kan eksplodere hvornår det skal være. Her føltes det aldrig helt om om vi var tæt på, selvom “Pain of Salvation” stod stærkt og en gammel sejtrækker som den slæbende “The Day You Walked” stadig er svær ikke at lade sig rive med af.

Til gengæld faldt den nye “Bad Sign”, den Arcade Fire’ske førstesingle fra bandets Goliath album fra januar måned, uelegant til jorden. Eller, den lettede faktisk aldrig og virkede helt tømt for nogen form for pondus. Uptempo Springsteen tramperockeren “Army Ants” spredte lidt mere stemning som næstsidste ekstranummer lige efter, her var der i hvert fald godt med smæk på lyden, så man kunne mærke det i mellemgulvet og det ikke virkede som om bandet spillede og svedte helt forgæves.

Den nærmest obligatoriske afslutter, “Moribound Town”, blev dog symptomatisk for hele koncerten. Det lød sådan set som det skulle, det så ud på scenen som det skulle og alt var lidt som det “plejer” at være, bare helt uden samme overvældende og forløsende effekt som tidligere oplevet med Kellermensch. Selv da Wolff lå og koksede rundt, baksede med det i forvejen forulempede mikrofonstativ og slutteligt smed med guitaren og keglede ud af scenen som en rablende gal virkede det hele en smule… jeg vil helst ikke sige halv-hjertet, for jeg tror egentlig stadig passionen er der, men så i hvert fald “uden større effekt”.

Og når en så ellers visuelt og sonisk bombastisk performance ikke når længere ud blandt publikum, end da Wolff på et tidspunkt stod på fronthegnet, ja, så virkede det i sidste ende lidt som skønne spildte kræfter.

Øv, for jeg kan ellers rigtig godt lide Kellermensch!

Således vraltede vi fra Arena uden at være decideret nedtrykte men heller ikke opstemte, måske var vi bare ramt af falsk søndagssyndrom? Mad! Hvad havde vi ikke prøvet endnu, hvad med den der Mega Pita, ved “sejlene”, som faktisk plejer at leve op til navnet og være et effektivt, sidste KO-stød til dunken på sidste dagen? Den var bestemt ikke “mega” længere, godt nok også faldet i pris til 40 kr., men størrelsen var også derefter. Helt almindelig pita havde været en mere rammende, men lidt mindre mundret, titel på den skuffelse. Nein danke!

Så vi små-gled lidt videre rundt, øko-pølse, nej tak, for lidt pasta til for mange penge, heller ikke, men hvad med maden inde i Medie Paradiset? Gorm’s Pizza har været i badstanding siden “clapper” fadæsen for et par sæsoner siden, men hvad med en hel pizza og så “kun” til 80 kr.? Køen, i hvert fald den til udleveringen af maden, var af den længere, meget stillestående, slags i det ovnene var på overarbejde. Til gengæld scorede flere personager i kø og området i Backstage Village ganske beundringsværdige karakterer på sidste-dags-douchebag skalaen! Who are these people, og hvorfor kommer de her med deres usunde ubalance mellem opblæst ego og dårligt selvværd?

Any way, en hel pizza viste sig at være et pandekage lignende stykke bagværk med lidt for meget tomatsovs og noget der lige så godt kunne have været et par skiver calzone fra en pakke købt i netto. Det VAR det sikkert ikke, men oplevelsen var cirka den samme, minus svindet på kontoen. Ost? Ikke af betydning. Æh, endnu en nitte. 2-3 stjerner, jeg ved det ikke og var ved at miste mad-modet. Over i hjørnet med dig igen, Gorm, fy!

Fy…

Ice Cube! Yes mand, i start 90’erne var jeg ikke kun så cool at jeg lyttede til Guns ‘N Roses (Use Your Illusion udgaven), Metallica (det sorte album) og Ugly Kid Joe, jeg syntes også N.W.A. og gangster rap var dope, fordi jeg som ret bleg knægt i Sønderjylland fuldstændig kunne relatere til vreden, samfundskritikken og uretfærdigheden i den hiphop bølges tekster. OK, nok mest den generelle stemning og hårdheden i musikken, men, you get it.

Så ind foran Orange og stå og vente på en af legenderne. Her et kvart århundrede senere, når hovedpersonen forlængst har mistet sin aura af farlighed og for en nyere generation er ham der fra en masse halvslappe komedier og action b-film. Men, come on, det er Ice Cube. Og så heller ikke så meget andet end et par rap-håndlangere, sikkert timelønnet og noget backtrack og så ellers bare 30 års hiphop historie hakket i små bidder, sat sammen med en masse floskler og letkøbte råb og andet vanligt amerikaner fis. Så: helt som forventet, egentlig. Hvad er der med rappere fra den generation og deres trang til kun at spille halve numre, eller kun et vers, nogen gange i et rodet medley, andre gange bare som små, uskønne bidder og så ellers bare en masse RÅWE-hype imellem?

Nuvel, jeg fik hørt bidder af “Straight Outta Compton” og “Fuck the Police”, kun de dele som Ice Cube selv rappede i numrene oprindeligt, naturligvis, og så havde vi ligesom lugtet lunten og hvor det bar henad. Afsted mod Avalon og noget tung metal!

Neurosis, Avalon ★★★☆☆☆ (Ken)

Av, få minutter inden det legendariske orkester, der nok aldrig har opnået mere end kultstatus, gik på var der næppe mere end 100 mennesker samlet i teltet. De stod bare ikke samlet. Heldigvis kom der flere sivende, inden de begyndte at skride igen som koncerten skred frem, men teltet har nok ikke været med end 25 % fyldt på noget tidspunkt.

Jeg ved ikke om det gjorde den store forskel for Neurosis og deres optræden, eller koncerten som helhed, men det var da lidt en tam ramme. Især fordi koncerten, som annonceret inden af konferencieren, var markeret som en “high energy” koncert i spilleplanen… aha? Dem der har taget den beslutning skulle da vist have tjekket spilledag- og tidspunkt, bandet og husket at forklare det bedre til de fremmødte.

Udover at stene, drone og trække tiden mellem numrene med lange lydflader, det kan være en genre-ting, eller tidstrækkeri, så havde bandet også nogle tekniske udfordringer med en guitar. Det fremgik aldrig helt hvad problemet var, og jeg syntes heller ikke jeg kunne høre det, men jeg var også ved at være godt døv på daværende tidspunkt. I hvert fald gjorde det ikke pauserne mellem de reelle numre kortere, og det var som om koncerten aldrig fik et godt flow, eller bandet kunne fastholde momentum når det i tonstunge glimt var tilstede. En skam, for når det var godt, så var det faktisk rigtig godt det her, med passager hvor jeg var nervøs for om de var ude på at flække mig med deres doomede metal og flå mine indvolde ud, ikke mindst i “Locust Star”, koncertens tredje nummer.

Neurosis

Det var bare for kort tid af gangen, eller også kom man tilbage til virkeligheden i stedet for at blive i metal-mareridtet under den næste lidt for lange pause. Det er musik der taler for sig selv, og tror faktisk heller ikke nogen fra gruppen ytrede et ord til de fremmødte under koncerten, men musikken havde her bare ikke de helt optimale vilkår til at kunne kommunikere effektivt på egen hånd.

Efter en lidt træg anden halvdel af koncerten at komme igennem var det dog som om Neurosis fik bedre fat igen, og begyndte at få det til at glide bedre da spilletiden sneg sig over en time. Måske var de først ved at være helt varme da “Bending Light” og “The Doorway” lukkede ballet? Det var lidt for sent til, at det samlede indtryk kommer nok over middel til 4 stjerner, så det bliver en sidste 3’er herfra for i år.

Og så lakkede det også så småt mod enden for denne halvdel af redaktionen, Jonas skulle først mod Aarhus søndag middag, min plan var et lift mod Herlev ved samme tid, men de ændrede planer til take off efter Arcade Fire. Så jeg havde lige en taske og et telt med mere der skulle pakkes ned på et tidspunkt inden, og gerne med lidt dagslys tilbage, da der ikke er nogen former for lys på de boldbaner der udgør Restricted Camping. Najs nok!

Så, med det i tankerne, kunne jeg ligesom fornemme, at det kun blev til en bid af Arcade Fire, inden man med hastige skridt måttet sige farvel til Roskilde Festival for i år. En halv time efter de gik på med “Wake Up” sagde jeg farvel og tak til omgivelserne og satte kursen mod exit. Jonas har anmeldte koncerten HER

Uden mad og drikke og mere mad dur helten dog ikke, så jeg nåede lige at flå en kyllingeburger fra Det Sunde Køkken med i farten. Og perlerækken af mærkværdige madoplevelser ville åbenbart ingen ende tage? For 65 kr. fik jeg en gaffel med i købet. Til en burger? Jaha, for denne såkaldte kyllinge-burger viste sig at være en form for madmutant. Kyllingefyldet lå “ovenpå” burgeråbingen, forestil jer burger i pita-stilling, i en svært definerbar halv-sød sovs af en art, måske sødet at ananassen der dukkede op hist og her? Inden i var der blandet salat af den klassiske slags. Ikke mere. Så tartelet-fyld ovenpå frugtsalat forklædt som burger? Bizar smagsoplevelse, som sjovt nok ikke smagte af mere. Udenfor kategori.

Helt symptomatisk var samtlige toiletter i den overskidte vogn på restricted camping aflåst da jeg storsvedende nåede derned. Nå ja, hvad faen, så svedte jeg da bare mit forehavende ud under nedpakningen, og det er da også nemmere og hurtigere bare at låse toiletterne end, i ved, at gøre dem rene…

Mens det hele summede, krop og omgivelser, sad jeg så ved medie check-in, hvor det hele begyndte sidste søndag, og prøvede at fordøje lidt mens jeg ventede på mit lift. Ja, der er nok at brokke sig over derude, og det gør vi, men vi kommer sjovt nok tilbage år efter og år og betaler for at “få lov til” at benytte faciliteterne.

Så ses næste år. Mere mediekaffe!

Og hermed lader jeg Jonas skrive sin epilog, der inkluderer en tur ud i det uendelige univers på Gloria.

Oranssi Pazuzu, Gloria ★★★★★☆  (Jonas)

Efter de obligatoriske farvel-og-tak-for-i-år krammere og medfølende skulderklap foran Orange, var jeg efterladt ganske alene tilbage i universet, der går under navnet Roskilde Festival. Når man nu ved, at der næppe er meget søvn at hente ved at kravle i soveposen på luftmadrassen, så kunne man jo lige så godt nappe en sidste musikalsk oplevelse med i posen, i form af finsk psych metal på Gloria. Arcade Fire-koncerten og diverse farveller, gjorde at jeg desværre ikke nåede PH/Mr. Peter Hayden, der spillede som første band i en finsk tre-trins kombo, men så blev det altså i stedet til Oranssi Pazuzu.

Finnerne er et kompromisløst foretagende. Badet i hektisk lys, leverede det fem mand store band en intens og voldsom performance, som lige dele vakte udbredt jubel og sidste-dags-ekstase, og fik folk til at vende om og forlade Gloria efter kort tid. Jeg blev stående gennem hele koncerten, og fik mig en af årets bedste koncertoplevelser.

Det er svært at beskrive Oranssi Pazuzu’s monumentale lyd, som fluktuerer konstant, og veksler mellem atmosfæriske opbygninger og flæsende riff-stykker med Jun-His’ maniske skrig – og ind i mellem med ret markante synths kastet ind fra keyboard/råber Evill ude på kanten af scenen. Men det var da i hvert fald et forsøg på at beskrive lyden! Fedt var det i hvert fald, og når de langsomme opbygninger kulminerede i flænsende passager, var det ganske enkelt svært ikke at føle en eller anden form for renselse.

Oranssi Pazuzu

Lange dronende passager og finurlige opbygninger blev afløst af den ene velplacerede, tonstunge forløsning efter den anden, og lydtrykket var tilpas højt til, at oplevelsen også blev kropslig. Der var tryk på, og selv om bandets kommunikation med publikum sker gennem musikken, så fornemmede man alligevel en god forbindelse mellem dem, der blev og bandet. Jeg kan ikke sige så meget andet end hvis du er til tung psych/metal der ikke bare spiller efter almindelige sangstrukturer, så bør du tage på psykedelisk metal-rejse med finnerne.

Et glimrende punktum for festivalen, og så var jeg også mørbanket nok til at søge mod teltet for sidste gang i år og svæve ud i det uendelige drømmeunivers. Eller, egentlig for at vågne en gang i timen, vende og dreje, og pakke sammen næste morgen, men sådan er det jo…

Af Ken Damgaard Thomsen (Aaron Lee Tasjan, Kellermensch, Neurosis, fyld, ramblings og diverse) + Jonas Strandholdt Bach (Oranssi Pazuzu, sufflør for Ken og diverse indspark).

Foto: Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here