Traditionen tro dykker vi ned i Roskilde Festivalens program, dag for dag, time for time, og går på opdagelse i det bugnende udbud der endnu engang præsenteres. Der er de store, de små, de ukendte og de helt skæve – nysgerrighed belønnes, som næsten altid. Vi er nået til sidste dagen, lørdag.
Da vores dækningsområde er relativt bredt, ikke mindst når vi får festival-feber, så kan det være svært at begrænse sig. Sidste år tog det dog måske en smule overhånd i disse optaktsartikler, hvor vi endte med at nævne omkring 90 navne… det er halvdelen af programmet.
Så vi tweaker konceptet lidt, i de 4 store optaktsartikler vil vi (jeg) forsøge, at finde en mere neutral linje og rute igennem programmet for de enkelte dag, der naturligvis afspejler min personlige smag og GFR’s mulige dækning, men lige mere tøjlet end sidste år. Senere, i ugen op til festivalen kigger udråber vi så nogle must see’s, lottokuponer og alternative fristelser fra programmet, set med Jonas og undertegnedes øjne. Rising tager Jonas sig af i en separat artikel.
Onsdag plus nogle strøtanker har vi kigget på HER, torsdagen HER og langfredag HER.
Lørdag d. 1/7
OK, jeg kaldte fredag for lang, men lørdag er altså også lidt at en maraton, hvis man har nok kræfter tilbage i tanken. Faktisk lægger vi ud med en tætpakket middag, hvor man allerede skal foretage det første valg.
Skal man have sin grindcore sult stillet med amerikanske Pig Destroyer, der fræser løs på Pavilion fra kl. 12.15? Det er dælme da noget af en voldsomt og tempofyldt start på dagen, men er du til grind, så har der ikke været specielt meget at komme efter i programmet indtil nu. Så det er mellem Dixie Burger og Gutter Island baren at det går ned. Og det er forresten dagens første af i alt 8 “high energy markerede koncerter”, de andre dage har 10.. til sammen. Så, festlig lørdag!
The Rumour Said Fire et kvarter senere på Avalon er sjovt nok ikke en high energy koncert, det er da kun fordi de ikke har set os spille lufttromme til deres Boom Boom hit! Nuvel, det danske band, der brød igennem med barista-folk landeplagen “The Balcony”, har gennemgået lidt af en udvikling siden debutten. Nu er de på tredje plade og mere ovre i noget indie-rocket. Et band der måske stadig virker lidt søgende, eller også er de bare nysgerrige, men af den grund også er værd at følge lidt fra sidelinjen.
Hvor de første dage bød på kvindelige islæt indenfor kategorien “country musikkens nye håb”, så er turen nu kommet til den mandelige pendant, når Aaron Lee Tasjan bringer cowboy musikken til Pavilion kl. 14.15. Han er åbenbart blevet sammenlignet med Sturgill Simpson, der var outlaw country musikkens nye håb sidste og forrige år (pfff, has-been!), så hype-kanonerne er allerede kørt i stilling. Og det betyder, at jeg vender tilbage efter en kort lyttepause… Og jeg er tilbage! Jo, det er sgu da helt godt det her, det må hellere tjekkes ud.
MEN, og der er jo et men, for Roskilde Festival har, selvfølgelig, sørget for at lægge noget næsten samtidig med, som også lyder interessant. Klokken 14.30 på Gloria gemmer der sig noget gotisk folk bag navnet Circuit Des Yeux. Haley Fohr er den dybe kvindevokal bag navnet, der lyder lidt hen ad Nico, som synger cabaret. Måske er det her i virkeligheden lidt af en lottokupon, oh well, den kom med her.
Og så er det tid til et grotesk mega-clash i spilleplanen, da der mellem 16 og 16.30 er noget der lokker på 5 forskellige scener. OK, så eliminerer vi dem en for en. Black String, Gloria, lottokupon. The Lumineers på Orange Scene kl. 16.00, det er sådan noget rar, vellydende flinke-folkmusik, væk med den. Nu bliver den svær. Skal man have knoppen blæst af af bæstet Full Of Hell kl. 16.15 eller tjekke ud hvad pop-performance kunstneren Jenny Hval finder på, på Avalon samtidig?! Full Of Hell leverer døds-grind, det lyder jo dejligt blodig, mens norske Hval har en plade ude der hedder Blood Bitch, og hvis du tænker, “hårh, det er garanteret sådan noget menstruationskunst”, ja, så har du ret. Den handler om menstruation, Og vampyrer!
Oh hell, jeg ender nok på Arena Kl. 16.00, hvor Kellermensch skal vise om de også har været værd at vente på live. Jeg har set bandet utallige gange mellem 2009 og 2012, cirka, hvor jeg synes Esbjerg-bandet var blandt landets mest interessante og mest intense livenavne, og måske også bedste? 5 år er gået, den nye plade er god, og anmeldelserne fra deres optræden på Spot virker lovende. Men Arena ER stor, og den mindst interessante Kellermensch koncert jeg har oplevet, var samtidig den på den største scene – nemlig da de åbnede Orange i 2012. Så… spis eller bliv spist?
Næste valg! Skal du se hvor meget shoegaze legenderne Slowdive har tilbage i drømme-tanken kl. 18.00 på Avalon, eller have en hardcore lussing af Trap Them på Pavilion kl. 18.15. Pavilion giver den da pænt gas denne lørdag? Slowdive har fået virkelig flotte anmeldelser over stort set hele linjen for deres nyligt udsendte comeback plade, deres første udgivelse i 18 år. Reading-bandet dannede skole og inspirerede utallige kunstnere med deres første 3 albums, måske især Souvlaki fra 1993, og lader til, uden problemer, at forsætte som om der ikke var gået næsten to årtier siden deres første storhedstid. Hmm… tror der vælges ud fra hvilke genre jeg har nået først på dagen og hvad det tyder på, at jeg når om aftenen – så vi får et dejligt varieret indtag. (der er også en ung pop-komet på Arena, Halsey, på samme tid).
Klokken 19.30 tager jeg en afstikker fra det vi normalt dækker, det vil sige, jeg tager lige en pause og hænger ud med Ice Cube, i 1990, eller cirka deromkring, var jeg nemlig en bleg skinny kid fra den sønderjyske hood og syntes NWA var noget at det sejeste i verden. Hvilket nok gjorde mig pænt kikset, måske ligesom en gangster-rapper der nærmer sig de 50 år, og stadig synger “Fuck The Police”, mens han medvirker i b-film. Jeg er ligeglad, det bliver en fest!
Men jobbet kalder allerede kl. 20.15 igen, hvilket jo er lidt en katastrofe, medmindre Cube bare spiller et hit-medley og skrider efter 3 kvarter. Priests står nemlig klar under Pavilion teltdugen klokken kvart over 8 og dem vil jeg egentlig helst ikke gå glip af. Bandet er aktuelle med det roste album Nothing Feels Natural, hvor bandet, uden bånd der binder dem, svæver rundt i en slags vidtfavnende post-punk univers. Det er nok en must see og endnu et navn blandt halv-mange i år, som kunne været på nippet til noget større. Men AK, der er jo et andet problem der presser sig på, for et kvarter tidligere, kl. 20.00 går metallegenderne Neurosis på Avalon. Gruppen, der efterhånden har over 30 år på bagen, har bevæget sig fra hardcore, over avantgarde, post-metal og doom i karrieren, og er still going strong på pladefronten. Jeg har dog set dem en enkelt gang tidligere, i en noget sørgelig forfatning (altså mig selv), en søndag eftermiddag på Arena. Så en revanche trækker, men…
Anthrax har jeg også set tidligere, og selvom de gjorde en solid figur på Copenhell for et par sæsoner siden, så trækker det ikke voldsomt i mig for at opleve thrash-legenderne igen, når de indtager Arena kl. 21.15. Forstå mig ret, er du fan, så skal det nok blive rigtig fint, men jeg bliver vist bare aldrig helt fan af dette Big 4 band.
Fan ved jeg heller ikke om jeg vil kalde mig af et af de store hovednavne, Arcade Fire, som skal sætte fut i aftenfesten på Orange Scene kl. 22.00. Men jeg var i hvert fald fan af den canadiske gruppes to første albums, Funeral og Neon Bible. Det er dog også to plader jeg forbinder med en bestemt, og ret begrænset, periode, og da The Suburbs, som egentlig er ganske god, udkom i 2010, var jeg allerede et andet sted – også selvom bandet havde flyttet sig. Så skulle de være anderledes og udvikle sig yderligere på Reflector, det er jo prisværdigt, men da begyndte jeg også at mistænke slænget for at være lidt fortænkt hippe og “modsatte”. Så jeg havde egentlig ikke Arcade Fire som et must see de de blev offentliggjort, det virkede, i hvert fald for undertegnede, som too little too late (jeg valgte deres koncert på Arena i 2007 fra i en eller anden brandert og så Volbeat i stedet for… brandert sagde jeg!).
MEN, så ville tilfældet, at jeg på en cykeltur på vej på arbejde, en lun forårsdag med lidt finregn i luften, hørte en velkendt indledning af et nummer på P6 Beat. Nemlig “Intervention” og dens orgeltema. Og så var jeg hooked igen. I hvert fald på det gamle lort. Så nu er jeg i tvivl, must see eller tidslomme med håb om nostalgitrip?
Dog er der, naturligvis, et problem. Vi har, igen, et program-clash (det var da en del i år, det må jo betyde et godt program?). Der er nemlig finsk psych-tema på Gloria, med tre interessante navne fra vores skandinaviske.. fætre? Eller er Finland også et broderfolk? Anyway, du får fra kl. 22.30 og en 4 timers tid frem PH/MR Peter Hayden Band, superfede Oranssi Pazuzu der udsendte en glimrende plade sidste år og Atomikylå. Så da kan du jo sådan set gå i koma, eller forsvinde ind i en anden dimension, som afslutning på din festival. For helvede, alle de valg. Nå, Oranssi Pazuzu går efter planen på 23.45, så det kan man lige nå efter Arcade Fire, såfremt man stadig har lidt krudt tilbage i bentøjet.
Meeeen, ja, endnu et men, der er også noget der trækker i en, i retning af Pavilion kl. 00.00, og det er ikke kun muligheden for at få i pølse i fjæset foran Gutter Baren. Der er nemlig banjo-punk fra amerikanske Show Me The Body. Punk der involverer mishandling af en banjo – du behøver ikke vide mere. Nå ja, og så er der på nøjagtig samme tid Baby Woodrose på Avalon, bare så du kan få lidt stress over valgmulighederne til natmaden.
Så er vi ved at være færdige med alle de dumme valg! Arena kl 02.00, Sort Sol plus gæster (er det Lydmor, hva?). På det tidspunkt har jeg allerede haft den luksus, at have oplevet gruppen på Heartland Festival, men selvom det er sent, så lokker det alligevel lidt at se dem i om natten på Roskilde, og så ovenikøbet med et show der måske kommer til at adskille sig fra deres øvrige koncerter. Den nye plade, Stor Langsom Stjerne, er blevet rost rigtig meget, rigtig mange steder – og den er da også fremragende. Så, stjernerne et linet noget nær perfekt op til en af de store oplevelser.
Afrunding
Lige meget hvornår din Roskilde Festival slutter og hvad du får set, så er der ingen undskyldning for, at 2017 ikke skulle blive et af de stærkere år i nyere tid. Hvad der muligvis (igen) mangler af hovednavne der falder over hinanden på Orange Scene kompenseres der ved med en række spændende navne på de mindre scener.
Og jeg mener virkelig, at programmet bugner med kvalitet indenfor rigtig mange genrer, hvor ikke alle navne måske lige springer i øjnene ved første øjekast, heller ikke mine. Men efter jeg har gået programmet igennem i disse artikler, så er jeg da ved at få sved på panden over at skulle vælge og vrage.
Af Ken Damgaard Thomsen
