RF ’17: De sidste ord og tanker om Roskilde Festival 2017

0
1143
views
FOO FEST!

Så gik der et par dage med post-Roskilde syndrom… men nu er det blevet tid til at samle lidt op og runde af efter årets udgave af Roskilde Festival og samtidig sende vores sidste ord om noget som helst, indtil august måned, afsted. Så vi går altså på sommerferie med de sidste ord og tanker om årets festival.

Her, tirsdag aften, kan jeg stadig ikke cykle ligeud uden stor koncentration, finde ud af hvor jeg bestiller og hvor jeg får mine varer i Fakta og tjekker altid lige en ekstra gang om der er toiletpapir. Det er som det plejer at være, og på mange måder var årets Roskilde Festival, i store træk, som den plejer at være.

Så i stedet for, at gøre som VI plejer efter Roskilde og gå i detaljer med større og mindre ting omkring årets udflugt, så kommer her en række punkter vi/jeg hæftede os ved, eller tendenser som vi på en eller anden vis bed mærke i. Tanker om stort og småt.. ramblings…

1) Roskilde Festival har længe været mange små festivaler i festivalen, både hvad musik og genrer angår, men også hvad “festen” og det såkaldte fællesskab angår. Men er det, egentlig noget nyt? Jo, der var måske en række år i 90’erne, hvor rock- og metal-musik, og dertilhørende publikum dominerede plakaten og festivalpladsen, og før det hippieånden og musikken.

Men de tider er for længst forbi, ikke kun på Roskilde Festival. Først sneg den elektroniske musik sig ind, siden hiphoppen, som en trendsætter, og nu, måske helt tilbage til årtusindeskiftet, internet-generationen og dens fragmenterede musikudbud. Det er altså langt fra noget nyt at plakaten er en stor, spraglet kollage – hvilket også afspejler sammensætningen af publikum.

I store træk er det stadig “de unges fest” især på campingpladsen, hvor skiftende generationer har korset sig over den nye, deres adfærd og mangel på ægte ånd og jagten på rus og den overfladiske fest. News flash, jeg jagtede nøjagtig det samme, med lige så meget ånd og indhold, eller mangel på samme, dengang jeg første gang var på Roskilde i ’99. Og jeg keglede nok også mere rundt i en kongebrandert på campingpladsen på jagt efter sjov og ballade, end jeg fik oplevet hele koncerter.

Måden og tempoet blandt de unge har måske ændret sig, men det er jo bare en afspejling af tiden og det omkringliggende samfund generelt og ikke en eller anden falliterklæring for festivalen. Eller samfundet generelt, for den sags skyld.

Der hvor den mærkbare forskel er størst er, at der er færre Orange Scene koncerter der får samlet en fuld plads. Det er synd, men en naturlig konsekvens af, at folk lytter til så meget forskellig musik, og færre og færre samlende navne opstår, eller kan holde den kørende. I år var det Foo Fighters, der som eneste navn (i hvert fald af dem vi hørte – og måske er det bare os, der ikke er en del af de største fællesskaber?, red.) reelt fyldte pladsen og fik den med fra bagerste geled og frem. Det kan man ærgrer sig over, ja, for det er stadig et af de fedeste sus at opleve fællessangen og bevægelsen foran Orange, når den skyller over pladsen.

Men det er ikke ensbetydende med, at fællesskabet er blevet mere eller mindre på Roskilde Festival. Jeg læste en anmelder påstå, at det eneste Roskilde viste var, at vi var 130.000 der ikke har en skid til fælles. Havde vi i bund og grund det for 10, 20 eller 45 år siden? Vi havde da det til fælles, at vi var på Roskilde…

Den rigtige medieby

2) Sammen med råbet om manglende fællesskab hører en påstand om, at “vi”, eller “ungdommen”, er blevet mere egoistisk og selvcentreret. Altså, det kan på overfladen måske virke sådan, selfie-generationen, sociale medier og alt det der, men.

Det var da ikke fordi punkerne virkede specielt inkluderende overfor folk udenfor “gruppen”, og i bakspejlet så virkede hippierne, skåret over en bred kam, da som noget af det mest egocentrerede og “oppe i røven på dem selv” jeg kan komme i tanke om. Med tomme floskler om sammenhold og frihed, der reelt dækkede over deres egne behov i første række og “retten” til at udleve dem. Og min egen generation, 90’er ungerne, der havde ondt i sjælen sammen med dem fra Seatlle, men egentlig ikke havde det store at være kede af, eller kæmpe for – alt gik jo bare fremad og fremad dengang!

Så har vi de unge i dag, der har fået banket hovederne fulde af finanskrise og præstationssamfund, mens de bliver tæppebombet med kendiskultur og internet selvpromovering. Set i det lys, så synes jeg sgu egentlig de opfører sig temmelig pænt og dannet i det store hele, ud over at de taler et underligt dansk, som er svært for mig at forstå og følge med i?!

Der hvor problemerne melder sig, i mine øjne, er når folks opførsel går ud over koncerterne.

3) Så hold jeres FUCKING KÆFT, allesammen, når musikken spiller! Det har været en voksende tendens i flere år, at der knævres løs, og højt, under koncerter, især de stille – eller under stille numre. Men i år virkede det ekstra grelt. I flere tilfælde blev det endda adresseret og påtalt fra kunstnerne på scenen. Uden den store effekt, for tror ganske enkelt ikke, at folk de hørte at der blev sagt noget?! Eller også følte de ikke det var henvendt til dem. Bizart.

Et “hej”, “går det godt”, “fucked up det Tage lavede igår, hva?” og sådan er, naturligvis både i orden og uundgåeligt. Men samtaler der varer hele koncerter, fra så stor en del af de fremmødte at det overdøver musikken, det er fandeme respektløst. “Nå ja ja, men jeg har da betalt for billeten, det er et frit land, så må jeg vel”, SHUT UP! Ja, du har betalt i dyre domme for at stå og kagle løs – du er muligvis idiot, en af den slags med for mange penge, så?!

Hvad man kan gøre ved fænomenet aner jeg ikke rigtig?! Der må have været idéer oppe at vende rundt omkring. Men nu Roskilde insisterer på, at have “no crowd surfing” skilte og vagter der går rundt og sørger for, at folk ikke sidder på skuldrene af hinanden, og andet der kunne chikanere omgivelserne, så kunne de vel også prøve nogle ting af, som kunne tage fat om et af de problemer der VIRKELIG er ødelæggende for en koncertoplevelse.

Folk holder da som regel kæft i biffen, og filmen kan man endda gå ind og se igen eller streame senere?! Koncerter er, i teorien da, en helt unik oplevelse, som aldrig er den samme, ligemeget hvor rutinepræget og maskinel kunstneren end måtte være?

Oh, og de fleste unge står forresten oppe foran og prøver at trykke den af til koncerter. Det er da muligt de lige snupper en selfie eller opdaterer facebook af og til. Snakkeklubben er som ofte folk +30, der står længere nede… det er JER der er problemet, ikke Konrad og hans smartphone oppe foran.

4) Og hvis det endelig er et problem med selfies og så videre, jeg så det nævnt  flere steder (pssst, i det mindste larmer en selfie ikke lige så meget som en ligusterhæk samtale), var der så måske en måde et tænke det ind i en koncertsituation på. Ja, det lyder helt vildt, men teknik, samfund og verden udvikler sig, og koncerter er ikke en evig konstant, uberørt af tid og udvikling, selvom alt nu var bedre i gamle dage. Ja, da måtte man eksempelvis crowdsurfe.

Jeg siger ikke, at musikken og en kunstners performance skal skubbes i baggrunden til fordel for et smartphone og SoMe/SeMig tyranni. Men jeg tænker heller ikke, at brok over de unge og deres hang til at fotografere deres rynkefri fjæs i skæve vinkler, og alt for tæt på, bringer de store løsninger til bordet. Og så længe kunstnerne og festivalen selv er på diverse medier med officielle hashtags, som de gerne vil have man bruger, så virker kritikken dobbeltmoralsk.

Og så ER det jo netop en form for “fællesskab”, måske med et udgangspunkt i at promovere sig selv og sin fede oplevelse som motivationsfaktor, men grundidéen er jo, at den bliver delt med alle i cyberspace fællesskabet. Og dermed også når ud til nogen der slet ikke er på Roskilde, men alligevel bliver en del af det. Er det mere eller mindre ægte, åndeligt udsultet eller forestillet fællesskab end det, tidligere generationer havde? Det er noget andet, og hvordan får vi så det til at smelte bedre sammen med koncertoplevelsen, så alle vinder på det?

5) Allerede i 70’erne blev Roskilde Festival og de store udendørs festivaler anklaget for, at have sejret sig selv ihjel og være så godt som døde. Det havde de også været, hvis de havde holdt fast i de samme idéer og musikprofil, og ikke fulgt med tiden og fået nye generationer og deres musik med. Og dermed også deres kultur og adfærd.

Det er nok vanskeligere end nogensinde, fordi de virkeligt samlende musiknavne bliver færre og generelle tendenser i tiden gør, at folk bare har så mange muligheder for adspredelse, underholdning og fordybelse. Alligevel var der igen udsolgt på Roskilde Festival (og mange, mange andre festivaler i Danmark), så et eller andet rammer de jo.

“Det er bare drukfest og ukritisk dyrkelse af et festritual og indholdsløse traditioner”, hævder kritiske røster. Det var nok bare dem der ikke længere føler, at festen tilhører dem og dækker deres behov.

Nu stod jeg selv og oplevede The Savage Rose samle “alle” generationer foran Orange Scene, og nej, flokken var ikke så stor som den kunne have været. Men den var der. Ditto til Foo Fighters, bare i større skala, og måske i en mere “overfladisk” underholdende form, uden at det gør det mindre “ægte”. Man skal nok indstille sig på, at tiderne med de store, samlende koncerter bliver færre og færre, musikhistorien og festivalernes udvikling går bare i en anden retning. Eller mange andre retninger.

Og Roskilde Festival forsøger at gå med og afspejle dette, det er derfor den stadig er interessant og i live. Det betyder ikke, at alt er godt eller man ikke kan savne de gode, gamle dage, eller nogle flere koncerter på Orange Scene, hvor man mærker suset fra hele pladsen. Men de var der og stadig. Måske i mindre grad end tidligere, disse “Roskilde Moments”. Eller også findes de bare i andre former og grader derude på pladsen et sted?

Her er hvad vi oplevede af op- og nedture, omveje, vildspor og øjeblikke af større eller mindre betydning:

Reportage og anmeldelser fra søndag d. 25/6 (Værket, Sibiir, Hater og Auðn)

Reportage og anmeldelser fra mandag d. 26/6 (Tvivler, The Kutimangoes, Pom Poko og Baest)

Reportage og anmeldelser fra tirsdag d. 27/6 (Modest, Odd Couple, Shitkid og STIU NU STIU)

Reportage og anmeldelser fra onsdag d. 28/6 (Red Fang, Kevin Morby og The Hellacopters)

Reportage og anmeldelser fra torsdag d. 29/6 (Carl Emil Petersen, Pert Near Sandstone, The Savage Rose, Oathbreaker)

Reportage og anmeldelser fra fredag d. 30/6 (Karen Elson, Seun Kuti, Angel Olsen og Foo Fighters)

Reportage og anmeldelser fra lørdag d. 1/7 (Aaron Lee Tasjan, Kellermensch, Ice Cube, Neurosis, Oranssi Pazuzu)

Anmeldelse af ML Buch, Rising, d. 26/6

Anmeldelse af Dør Nr. 13, Rising, d. 27/6

Anmeldelse af Hamilton Leithauser, Pavilion, d. 29/6

Anmeldelse af Father John Misty, Orange Scene, d. 30/6

Anmeldelse af Arcade Fire, Orange Scene, d. 1/7

Interview med Baest

Interview med Dør Nr. 13

Interview med PH/Mr. Peter Hayden

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here