RF16: Tenacious D, Orange Scene, d. 30/6 ★★★★☆☆

0
773
views

Kyle Gass og Jack Black modtog en hyldest fra en kæmpe skare foran Orange Scene, der matchede de to goofballs livvide. Heldigvis leverede de en overraskende fokuseret indsats når musikken spillede, og holdt deres lidt bedagede gak og løjer på et minimum, under en koncert som måske ikke var stor kunst, men gik næsten rent ind hos de fremmødte.

The D…. de trak sgu da lidt flere folk end forudset herfra! Der var faktisk godt pakket det klokken nærmede sig halv 1, i hvert fald der hvor vi havde fået tåget os hen midt for scene, et sted derude bag pitområdet. Og modtaget som sejrige, hjemvendte helte blev Kyle Gass og Jack Black (plus mere end hæderligt backing band), da de stolte marcherede ind på scenen, og man bildte sig selv ind, at man kunne mundaflæse et “wauw” fra Black, inden han trådte frem til mikrofonen. Mængden af folk blev da også mere direkte adresseret lidt senere, og Black virkede i det øjeblik oprigtigt benovet over fremmødet.

Det der fulgte de næste 90 minutters tid var måske ikke den største koncert i Oranges historie (det var bare en tribute?), men, på egne lidt fjollede præmisser så fungerede det i det store hele faktisk langt over forventning, især første del af koncerten og afslutningen. Bandet HAR ikke nok gode nok sange til 90 minutter, og burde være stoppet, mindst, 20 minutter før, men, jeg stod egentlig ikke og kedede mig decideret på noget tidspunkt, så… yeah…

NÅ, efter “Oh Fortuna” havde ledt duoen i centrum ind på scenen blev der lagt rigtig stærkt fra land med en håndfuld numre, som ikke bare startede min egen lille, private fest, men tydeligvis forplantede sig fra scenen og virkelig langt ud i mørket foran Orange?! Kender så mange mennesker rent faktisk numre som, og ikke mindst teksterne til, “Kickapoo”, “Master Exploder” og “Dude (I totally miss you)”? OKAY! “Master Exploder” bed godt fra sig, sikkert på grund af kraftigt brug af backtrack, som bandet selv afslørede og kommenterede på i en nogenlunde vellykket og underholdende lille meta-“skit”, hvor musikken pludselig spillede videre, uden at bandet gjorde. Det endte, naturligvis, med at Kyle begik selvmord backstage et sted, så vi måtte en tur i helvede og duellere med satan om stakkels Kyles skæbne.

“Beelzeboss (The Final Showdown)” fungerede fint med satan ham selv på scenen, vi fik Kyle tilbage, men så var det også som om koncerten, publikum og hele seancen begyndte at tabe pusten en smule, i hvert fald momentvis. Ikke mindst de herrer på scenen virkede som om de kæmpede lidt med kondien. En noget rund udgave af Jack Black benyttede enhver pause til at hælde godt med vand ned. De blev lidt irriterende de pauser, for det er jo ikke fordi deres numre er superlange og burde kræve SÅ mange stop. Men måske brugte deres travle crew tiden til at stemme hovedpersonernes akustiske guitarer, der i hvert stod knivskarpt i lydbilledet i store dele af koncerten. Vokalerne var ikke helt så fremtrædende og der var øjeblikke, hvor man var i tvivl om hvad Black egentlig sang, eller om han sang, men så kunne publikum jo teksten!

Da vi nåede frem til “Throw Down”, et dusin sange inde i det 20 numre lange sæt, begyndte der at ske noget igen, og den efterfølgende “Wonderboy” blev et, for mig, overraskende højdepunkt, eller et af dem, i koncerten. Publikum, som havde fået siet de værste letvægtere fra, virkede også mere på igen og virkede også klar over, at nu skulle den her fest altså i mål. “The Metal” fik lydniveauet helt i top, “Dio” tog kegler, inden “Saxaboom” og dens legetøjssaxofon-solo stod for de sidste gak og løjer, inden det hele eksploderede med not the greatest song in the world…. “Tribute”.

Fællessang, lå lå lååååå, en afstikker til “Double Team” og en unødvendigt lang bandintroduktion (drop nu de lange soloer!), men det hører vel med i et klichehyldende univers om The D’s, og tilbage til den helt store fællessang under afslutteren “Fuck Her Gently”, bukke pænt, “mange tak” og farvel.

Tenacious D slap sgu nådigt fra mødet med Orange, det er stadig noget fjol hist og her, og de indstuderede rutiner og “afbræk” er ikke alle lige sjove, men i det store hele, når musikken spiller, så er det en ret stram, kontrolleret og fokuseret indsats de to herrer og deres solide lejesvende leverer. Glimt i øjet er der tid til, men i bund og grund er bandet bare en kærlig hilsen til rockmusikkens historie og indbyggede klicheer og alt der hører til.

Vi sniger os lige op på 4 feststemte stjerner hvor publikum tog deres del af slæbet og fik hjulpet klassens tykke klovne over målstregen – og det er vel et eller andet sted også helt i Tenacious D’s selvironiske ånd?

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here