RF16: Rising, Pavilion, d. 2/7 ★★★★☆☆

0
946
views

Det var sgu lidt op ad bakke og hårde arbejdsbetingelser Rising og deres tunge heavy-rock havde, da de indtog Pavilion tidligt på dagen, på festivalens sidste dag. Men havde det ikke været for lydudfald, og et sæt der, måske, var et nummer eller to for langt, så havde de arbejdet sig op på en af de rigtig flotte karakterer.

Først og fremmest var der absolut intet at udsætte på det 5 mand store bands præstation i sig selv, hvor der blev spillet hårdt, kontant og stramt, mens forsanger Morten Grønnegaard slap glimrende fra de storladne numre og mere end hæderligt fra, når det gik voldsomst for sig. Men alligevel var det ikke en total triumf for det genopståede orkester (med nye og gamle medlemmer), der tidligere i år udsendte den vellykkede Oceans Into Their Graves.

Sættet var, helt naturligt, bygget op omkring en lang række numre fra det album, der musikalsk repræsenterer den besætning og den lyd Rising står for anno 2016. Tung, stadig momentvis buldrende, heavy-rock med en slagside til det bombastiske og hymne-klingende, selv når tempoet er i top og der skraldes godt igennem. Så vidt så godt, men lyden drillede altså i løbet af sættet.

Først var den lidt unuanceret, blandt andet druknede Grønnegaards ellers markante vokal i begyndelsen af åbneren “All Dirt”, men det blev dog rettet op som nummeret skred frem – den slags justeringer er jo mere reglen end undtagelsen, så den tilgiver vi. Til gengæld var der flere gange hvor lyden forsvandt fuldstændig, og der kun kom lyd fra bandets baggear, for så at dukke op igen, trods alt relativt hurtigt, men stadig utroligt generende for oplevelsen. Det var naturligvis noget der (formodentlig) var ude af deres, og lydmandens hænder, det virkede nærmest som en form for løs forbindelse, men det var stadig med til, at man 3-4 gange blev revet helt ud af koncerten. Pisse ærgerligt!

Bandet lod sig dog ikke mærke af det, hvad skulle de også gøre, måske kunne de ikke engang selv høre det? Og spillede cool og fattet videre som om intet var hændt.

Sættet bød på en samling af de bedste numre fra Oceans Into Their Graves, hvor den medrivende, men stadig snavsede, “Old Jealousy”, stak snotten frem og gik lige i nakkemuskulaturen allerede som sang nummer to. Den er for mig lidt opsummeringen af, hvad det nye Rising gør virkelig godt, fedt riff, god melodi, men ikke FOR pænt og poppet, fængende og lytteværdig vokal, samtidig med at der er tunge rock-nosser i skidtet. Nu vi er ved vokalen, så gør Grønnegaard i front det generelt virkeligt godt og har nogle spredte fraseringer, der ville få mig til at lyde som en vandsky kat i havsnød, men selvom han siden jeg så dem sidst, i Templet i Lyngby tilbage i december, har fået lidt flere frontmand “fagter”, så er han stadig en lidt sær, små-stenet skikkelse at følge på en scene. Men det har egentlig også sin egen, lidt tilbageholdende charme. Men synge, det kan han sgu.

Det viste han også under den olmt rungende og ildevarslende “Killers of The Mind”, et nummer hvor Rising, anført af Jacob Krogholt’s kompetente greb om guitaren og de klassiske, næsten beton-heavy rockende riffs og udbrud, lyder som lidt af en ustoppelig hær i fremmarch. Nogle numre, sikkert fra bagkataloget, som jeg ikke er vanvittig godt inde i (sorry) var lige ved at tabe mig i sættets anden halvdel, selvom det stadig var sikkert og sammenbidt leveret.

Rising1

Men så fik man jo heldigvis numre som den tempofyldte “Blood Moon”, med sit ildevarslende “the signs are clear, the beast is here” og en af favoritterne fra Oceans Into Their Graves, “The Anger”, at støtte sig til i den tidlige eftermiddagstime. “Anger is your way home”, som det lyder gentagende gange, nærmest som en form for mantra, i det lange, ondt og bistert huggende nummer. I det hele taget er Rising rigtig gode til at ramme den der følelse af nært forestående død og undergang, som også gennemstrømmer det nyeste album. Med til at forstærke den effekt, og levere sporadisk kor, var to kvindelige backing sangerinder, i klædt sorte kutter, der kom og gik fra scenen efter behov. Rigtig fin tilføjelse, ikke bare på grund af løftet til vokal-delen, men også som en diskret, men alligevel ganske virkningsfuld “gimmick”, eller visuel dimension til koncerten – man ventede bare på de trak et af bandmedlemmerne med ned i dybet, i en form for rituel ofring.

“Death of a Giant”? Der er en del kredsen om emnet døden i numrene fra Oceans Into Their Graves, det er måske ikke videre opfindsomt som sådan, men det er jo på den anden side heller ikke et emne man lige bliver færdig med lige foreløbig. Medmindre man stiller træskoene. Det gjorde Rising på ingen måde denne tidlige eftermiddag, selvom det lidt sparsomme fremmøde under teltdugen periodevis virkede som om de havde faretruende lav hvilepuls, ikke at der er noget at sige til det! “Den er hård i dag, hva’?”, som Krogholt helt korrekt konstaterede fra scenen mod slut i koncerten. Det havde nu intet med bandets indsats at gøre, bare nærmere de hårde odds og ugunstige omstændigheder et spilletidspunkt som klokken 14.15, på festivalens sidste dag medfører.

Rising prøvede at tage tyren ved hornene, slap helskindet fra det, og blev egentlig kun bremset af ting der var udenfor deres kontrol. Dog fornemmer man, at det er et band, eller en inkarnation af bandet, som kun lige er begyndt og har rum og mulighed for at vokse yderligere med tiden.

Indtil da bliver det til 4 af de hårde stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here