RF16: Reportage og korte anmeldelser fra torsdag d. 30/6

0
835
views

Så kom vi til en af de lange dage ved fronten, en torsdag der bød på halve og hele koncerter med Blues Pills, Kakkmaddafakka, Junius Meyvant, House of Pain, Courtney Barnett, Black Breath, PJ Harvey, HO99O9, Kvelertak og Tenacious D. Læs om det, inklusiv lækkert fyldstof, her.

Den kollektive hive mind fik slæbt sig igennem de obligatoriske morgenritualer, eneste ændring var at at vi havde tilladt os den luksus at sove en halv time længere. Eneste brok fra medie-land i dag, er, at godt nok har vi fået en ekstra torilet vogn ud til en nu fyldt restricted camping plads, men vil det, her to dage efter, slå nogen ihjel at få sat lidt strøm til krabaten – bare så vi kan se hvad vi sætter os på om natten?

I anledningn af den lange dag blev det søreme til et helt rundstykke pr mand, endda med en skive ost, fra Sandwich Boden i Backstage Village. 15 kr., så var den da betalt, men dømt efter prisniveauet herude, så virkede det nærmest rimeligt… ellers også har vi bare givet op.

Skrive, skive, skrive, kaffe, kaffe, kaffe og så afsted mod Avalon med et lille pit stop på vejen for, at spise nogle stegte nudler med godt med kylling og lidt grønt på vejen derover. Egentlig en ok portion til prisen på 50 kr, men smagen kom primært af klumper af salt og en masse soya – og den fik tilsyneladende kickstartet begge redaktionsmedlemmers maver. Vi lader tvivlen komme den til gode, og giver tre stjerner.

Er denne nudelret måske ikke så uskyldig som den ser ud?
Er denne nudelret måske ikke så uskyldig som den ser ud?

Blues Pills, Kakkmaddafakka og Junius Meyvant

Blues Pills leverede en udmærket omgang blues rock, men det var lige tidligt nok på dagen til at for alvor at sætte fut i festivalpublikummet. Fra min (Jonas) plads 5 meter inde i teltet var vi vidne til en solid optræden, hvor Elin Larsson på kraftfuld vokal markerede sig som det store trækplaster for bandet – hun er en dygtig sangerinde. Den musikalske side af sagen var kompetent, men man blev aldrig helt blæst bagover. Det var også stadig tidligt på dagen!

Jeg (Ken) nød fra nogenlunde sikker afstand lige udenfor teltåbningen, jeg havde jo alligevel bøvlet mit regnslag frem og på, så hvorfor ikke få lidt mileage ud af det? Desuden, og her taler jeg også lidt på Jonas’ vegne, så meldte der sig en snigende koncerttræthed, som efter en Roskilde inklusive lange Rising dage, og i mit tilfælde også lige med 3 dages Copenhell inden, bare er svær helt at holde på afstand. Man føler sig ganske enkelt lidt fyldt op med indtryk, er halv døv, det hele flyder lidt sammen og man er temmelig svær at imponere – samtidig bruger man energi på, at prøve at koncentrere sig og sænke paraderne, men det er altså lidt vanskeligt. Men hey, i det mindste er vi ikke blvevet kyniske.. endnu!

Vi dalrede i samlet flok, nu med lidt ekstra bekendstskaber fra den forstørrede lejr-familie, fra Avalon over til Pavilion, hvor vi fik omkring halvdelen af Kakkmadafakkas optræden med. Der var sgu gang i løjerne, ikke mindst inde i det proppede telt. Faktisk var der ganske imponerende fremmøde, navnets størrelse taget i betragtning, tidspunkt på dagen og det faktum at det var lidt gråt i det. Bergen-bandet spiller et medrivende miskmask af indie, pop, noget RnB og en del andet, hvor det både bliver dansabelt, men samtidig har noget tyngde. At det så var en vellykket coverversion af Haddaways gamle 90’er hit “What is Love?”, der modtog det største bifald, det er en helt anden snak….

Hey, de har guldøl i Gutter Baren! Så vi skulle da lige sidde lidt i solen, fortælle anekdoter, klappe hinanden på skuldrene og blive enige om hvor fede vi er. Tiden gik og det blev tid til Júníus Meyvant og hans moderne, poppede soul på Pavilion, men vi endte med at blive siddende i the sweet spot og lige få ladet de ret tomme batterier lidt mere op inden vi skulle STÅ op til en koncert. Meyvant efterlod en rigtig fin figur som behagelig baggrundsmusik. Jeg anmeldte hans fine EP til 4 stjerner sidste efterår, som indeholder flere numre der har været i rotation på P6 Beat. Det var da også “Cold Decay” og fantastiske “Hailslide”, der modtog det største bifald under en hyggelig, men måske ikke decideret sindsoprivende koncert. Selv som baggrundsmusik bliver Meyvant måske lidt for mellow og høflig, og der kunne godt vises lidt mere karakter og skæres lidt tænder hist og her.

Hæng ud spot ved Gutter Baren
Hæng ud spot ved Gutter Baren

Og så lettede vi røven og tillod os en afvigelse fra vores normale dækningsområde, derfor napper vi også lige en anmeldelse af House of Pain, bare for forandringens skyld og som en lille bonus.

House of Pain ★★★☆☆☆

Først og fremmest synes jeg (Ken), at House of Pains relativt korte koncert, de spillede 1 time, sharp, var mere vellykket end frygtet. Frygtet af flere grunde, for hvordan ville Everlast og ikke mindst hans smadrede stemmebånd have det, hvad med materialet, har de numre nok til en time og hvem fanden ud over en, på Roskilde, lidt smal flok af festivalgængere husker House of Pain? Især hvis man trækker “Jump Around” fra.

Ikke vildt mange, men alligevel var der dog pænere fyldt op på pladsen da koncerten gik i gang, end man kunne have frygtet på forhånd, selvom om stemningen var lidt mat og tilbagelænet. Dog var der spredte fester og folk der fik gang i dansebenene, ikke mindst da gruppen, på ægte hip hop maner, lige lånte beatet fra “The Next Episode” og brølede deres egen tekst indover. Disse tyverier, og de andre, fortrinsvis tunge og rungende beats, blev leveret af gode gamle DJ Lethal, der med sikkert håndelag styrede slagets gang bag pulten.

Everlast er ikke kun hæs og delvist rallende, flowet har han dog stadig, grå i toppen, ligesom han også blevet en lidt korpulent herre at se på. Men han så da glad ud! Han tonsede ikke ligefrem rundt som den store indpisker, og det mindede lidt om Big Bois trippen på stedet, da Outkast spillede for et par år siden. Alligevel formåede han af flere omgang at få gejlet folk, ikke mindst i pitområdet, fint op – dømt efter de lidt udfordrende forhold.

Som koncerten skred frem blev det også en kende rodet og fragmenteret, det House of Pain havde gang i, som om sættet tydeligvis skulle trækkes lidt, trods den korte spilletid, så Everlast greb den akustiske guitar og rallede sig igennem den originale “gangsterrapper” Johnny Cash’s “Folsom Prison Blues”. Om man syntes det var et høj- eller lavpunkt, i hvert fald rent kunstnerisk, må man vist selv om. Til gengæld fungerede de slidte stemmebånd rigtig fint til en forlænget, bandintroducerende version af kongenummeret “What It’s Like”.

Så var det tid til en gæst, Evidence fra Dilated Peoples, det aner jeg ærligt talt ikke hvem er, sorry, men han gjorde nu en rigtig fin figur, og virkede ikek mindst glad for at dele scene med nogle at sine forbilleder. Han fik et par minutter i spotlyset, inden han faldt i med resten og House of Pain leverede det de fleste nok havde ventet på. “JUMP JUMP JUMP!”

It aint rocket science, men det fungerer kraftedeme stadig, og er lidt af en feststarter, der fik rusket godt op i publikum. Og så var det slut, bang. Som afslutter føles det måske lidt antiklimatisk, men igen, folk fik det de ville have at gå videre på, så…….. vi ender på 3 positive stjerner, med mundvigene pegende op ad.

JUMP! JUMP!
JUMP! JUMP!

Vi dryssede derefter over mod Avalon igen, hvor Courtney Barnett skulle bevise sit værd, og om hun er the buzz værdig, klokken 19.00. Vi ankom lidt sent, regnen kiggede frem igen, og undertegnede (i dette tilfælde ken) endte igen lidt yderligt placeret, men der var da noget man kunne læne den slidte koncertryg op ad. Først og fremmest vil jeg nævne, at jeg ikke synes lyden var helt så god under denne koncert, som til andre jeg har oplevet på Avalon i år. Det var højt nok, men noget skarpt, hvis ikke direkte diskant i det, og det var ikke ligefrem en nyedelse for øregangene – man kan da håbe den var mere afrundet oppe foran?

Barnett selv gjorde som hun nu gør, at være specielt snakkesaglig kan man da ikke klandre hende for at være, men det peger så på noget af den indgroede coolness, der er en del af hendes udtryk. Ikke så meget pis, bare spil og lad skidtet tale for sig selv. Over en time bliver materialet dog en kende ensformigt og flyder sammen, det skyldes ikke mindst Barnetts tilbagelænede, for ikke sige dvaske, stemmeføring, hvor hun i det store hele bare kører “sjusket” slacker-rock stil. Det er meget 90’er, det lyder fedt og er virkningsfuldt i mindre doser, men jeg stod og savnede noget variation og udsving som koncerten skred frem, ikke mindst fordi man fornemmer hun har en fed stemme, der ville kunne bære det – men det er jo et kunstnerisk valg.

Under koncerten indtog jeg et lille mellemmåltid bestående af den klassiske toast med ost og skinke fra Hjaltes, som altid et driftsikkert, lille produkt, hvor man ved hvad man får for pengene. 25 kr. for to stykker toastbrød, en skive ost og ditto skinke, med lidt kydderi, kan virke halv-dyrt, men det er alt jo herude, og Hjalte toasten er et fint, nogenlunde prissat alternativ, hvis du lige hurtigt skal have lidt fyld i maven. 4 “du får hvad du betaler for” stjerner.

Efter Courtney Barnett splittede flokken for alvor op, og Jonas gik mod PJ Harvey, det vil sige, han var gået i god tid for at undgå at stå ude på campingpladsen og se hende. Jeg endte sammen med redaktionens (ikke-akkrediterede) tredje mand tilbage ved Gutteren, hvor vi tankede drinks til Black Breath på Pavilion.

Hey, man kan da også købe frugt og grønt på Roskilde!
Hey, man kan da også købe frugt og grønt på Roskilde!

Black Breath ★★★☆☆☆

Seattle thrash, hardcore, med mere bandet var markeret som en såkaldt High Energy koncert, men det havde de måske ikke behøvet, da der, i hvert fald under koncertens første halvdel, ikke var specielt meget gang i løjerne. Det skyldtes muligvis også, at lyden indledningsvis var lidt lav og utydelig, Det blev bedre som koncerten skred frem, men kom aldrig til at lyde helt skarpt.

Jeg er først for nyligt begyndt at lyttet til Black Breath, og så endda på Spotify, så sangtitler har jeg ikke fanget mange af – de tager mig efterhånden halve og hele år at huske, når jeg ikke har et fysisk cover. Men bandet indledte med en larmende, instrumental intro af en art, der måske ikke var den mest vellykkede måde at sparke en koncert i gang på. Det virkede egentlig lidt rodet og ufokuseret – ligesom de første par numre.

“Slaves Beyond Death” (tror jeg det var) blev bumle-tonset ud fra scenen, som om bandet havde fanden i hælene og forsøgte at tvinge en fest igennem fra start. Det var bare som om, at det kom til at virke lidt overgearet og anmassende, og sådan forsatte det egentlig et par numre indtil det var som om det gik op for bandet og frontmanden, at en anden taktik måske ville give mere? Der blev snakket lidt kristendom og had til USA, det fungerer jo altid, og et nummer blev introduceret med ordene, at den handler om at “suck the dick of Jesus Christ, while he is dying on the cross”. SÅ BLEV DET HYGGELIGT!

Bandet sluttede ret stærkt af, ikke mindst “Sentenced To Life” og “Home of the Grave” i koncertens anden halvdel hev helhedsindtrykket op, selv om det aldrig helt blev den “blæst bagover” oplevelse jeg havde håbet på under optakten til festivalen. Måske på et spillested som Beta?

Herefter fandt vi et hjørne af borde-bænke området foran Gutter Baren, dejligt med mere plads og ikke mindst siddeplads til Gutter området forresten, der er formodentlig nogen der bare stempler ind der når de åbner, og bliver siddende der og hegner sig ned hele dagen og “ser” alle koncerter på Pavilion.

Næst for var punk-rap ekstremisterne fra HO99O9 (Horror, red), der med “WHOOOAAA WHAT A RUSH” råb, der blev benyttet flittigt koncerten igennem, indtog scenen for fuld skrald, power og et topenergisk publikum – så kom high energy markeringen da endelig til sin ret! Egentlig var koncertens vekslen mellem tung punk-rock, rablende rap og kaotisk energi lidt noget flimrende rod, hvor den største effekt måske blev opnået ved, at man bare følte sig lidt overrumplet og overfaldet… men man kan ikke påstå, at det ikke virkede og fik rusket de gamle anmelder-kroppe så godt igennem, at man kunne høre knoglerne knirke.

HO99O9 satte fut i Pavilion
HO99O9 satte fut i Pavilion

Ovenpå på at have set og hørt på sådan en energiudladning har man brug for lidt at spise, og sørme om ikke bagelboden havde kort kø. Bagels er efterhånden en klassiker, og man ved, hvad man får. En bagel med fyld, i dette tilfælde skinke, ost, mayo og lidt salat til 50 kr. Det er nogenlunde som det altid har været, og man kan stole på bagel, der mætter, uden at overdrive. 4 små stjerner.

Videre til Kvelertak, der for en stor skare på Avalon gjorde som de nu gør – gav den gas, men, æh, selvom jeg godt kan høre, at det er medrivende et eller andet sted… så mangler der alligevel et eller andet i nordmændenes råbe-heavy-rock, som virkelig fanger mig. Så videre til Orange Scene og lidt afslapning i mørket inden Tenacious D, som får sin helt egen anmeldelse, i dagens anledning.

Og efter den koncert sluttede kl. 2 (langt over vores faste sengetid) skulle redaktionen hjem i seng i en fart!

Af Ken Damgaard Thomsen (store bidder) og Jonas Strandholdt Bach (mindre bidder)

Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here