RF 15: Reportage og korte anmeldelser fra torsdag d.2/7

0
1114
views

Endnu en dag i solen med musik ad libitum. Støvet er begyndt at blæse lystigt på pladsen, og vi fik endnu engang stavret godt omkring i jagten på de gode koncerter. Vi fandt heldigvis en del, og nogle af dem (og en masse andet) kan du læse om i reportagen herunder. 

Efter gårsdagens skriverier var gennemført trillede vi lidt tommelfingre i mediebyen, inden en massiv sult sendte os på jagt efter noget spiseligt ude på pladsen. I et madrelateret panikanfald tog vi den nærmeste bod (læs om det i madhjørnet), og satte herefter kursen mod Arena, hvor venneflokken først sad og siden stod og glanede i eftermiddagssolen. Ikke så meget på Veronica Maggio, som ellers var på scenen, men mest ud i luften. Efter at have stået og kogt os selv lidt satte vi i spredt orden kursen mod Orange-området, hvor vi efter lidt mere ståen delte os op i to flokke. Ken fandt sig et godt sted i Avalon-teltet og så Father John Misty, mens Jonas fandt sig en plads foran Orange og hørte Ryan Adams. Begge koncerter anmeldes for sig andetsteds på siden.

Efterhånden samledes flokken i aftensolen (og blæsten) foran Orange, hvor vi kunne konstatere at en lille solbrandert var på vej. Stemningen var med andre ord inde i en positiv udvikling, og så løb vi ellers i forskellige retninger. Vi søgte mod Arena, for først at forpleje (mere stof til madhjørnet), siden bevæbne os med en drink og vente på Mastodon.

Mere musik, mindre sang, tak!
Mere musik, mindre sang, tak!

Mastodon ★★★☆☆☆

De amerikanske heavy prog-metal-rockere har efterhånden en del år og 6 albums på bagen. Jeg (Jonas) er mest til det tidligere materiale, og synes bandet toppede omkring Blood Mountain og Crack the Skye, men de er stadig leveringsdygtige i heftige riffs og stærke metalnumre. Det var dog ikke overbevisende, det amerikanerne leverede fra start, hvor nye numre som ‘Tread Lightly’ og ‘Once More ‘Round the Sun’ blev leveret i buldrende udgaver, hvor det var som om musikkens substans fes ud under teltdugen.

Især når Brett Hinds havde vokaltjansen, lød det mildest talt skidt. Var det en vaskebjørn, der blev hevet i halen? Samtidig emmede bandet ikke ligefrem af overskud, og så temmelig sammenbidte ud oppe på scenen. Helt galt blev det, da en del af lyden forsvandt efter en håndfuld numre under ‘Chimes at Midnight’, mens bandet tromlede videre uden at opdage noget. Publikum forsøgte ellers ihærdigt at signalere at der manglede lyd, men det skete der ikke meget ved. Heldigvis vendte lyden tilbage, og herefter var det som om Mastodon bed tænderne mere sammen og skruede op for intensiteten.

I hvert fald gjorde numre som ‘Aqua Dementia’ godt, mens også ‘Black Tongue’ og ‘Megalodon’ blev leveret effektivt og med overskud. Der blev også skruet op for publikumskontakten fra især Troy Sanders, som bandet måske burde overveje at give endnu mere af vokaltjansen – hans vokal er den, der står stærkest. Hinds og Bill Kelliher leverede ligeledes på guitarerne, og så blev slutningen af koncerten en væsentlig mere engagerende oplevelse end starten. Bandet lukkede et halvanden time langt sæt med ‘The Czar’ og selvfølgelig ‘Blood and Thunder’, og lidt bulder og brag fik vi altså heldigvis.

Lir
Lir

Da Mastodon havde spillet et halvlangt sæt, måtte vi sætte det lange ben foran mod Pavilion – eller, det vil sige, Ken søgte mod Orange og Muse, mens Jonas stak mod Pavilion, hvor Pallbearer allerede var gået i gang.

Pallbearer ★★★★★☆

De amerikanske doom-metallere udgav sidste år et glimrende album i form af Foundations of Burden, og jeg (Jonas) oplevede også bandet spille på et ikke overfyldt Atlas i Aarhus i efteråret. Dengang leverede Arkansas-kvartetten en solid koncert, men på Roskilde løftede de niveauet. Pavilion leverede denne aften noget nær optimale (festival)lydforhold for bandets tunge, repetitive og ind i mellem nærmest himmelsmukke riffstykker og Brett Campbells lyse og ind i mellem næsten skrøbelige vokal sad for det meste lige i skabet.

Pallbearer, Pavilion
Pallbearer, Pavilion

Samtidig er bandets fjerde trommeslager, Mark Lierly, lidt af en oplevelse. Han driver på imponerende vis numrene frem og binder sammen det hele rytmisk sammen, og bandet virkede i det hele taget som en stærk organisk enhed. ‘The Ghost I Used to Be’ blev leveret med overbevisende præcision, og tunge lydbølger skyllede ud over et publikum, der måske ikke stod specielt tæt, men som til gengæld så ud til at nyde, hvad de fik blæst i ansigtet.

Campbell er ikke nogen synderligt snakkesaglig frontmand, men det ville også passe dårligt ind i bandets alvorstunge, men samtidig svært medrivende kampestensklodser, og ‘Foreigner’ og ‘Foundations’ gjorde begge lykke under teltdugen – tight, kontrolleret og herligt kompromisløst. Efter en lille time takkede Campbell de fremmødte, og opløftet af en solid omgang doom, søgte jeg mod Orange, hvor Muse netop var gået i gang med en mindre hitparade.

Mere doom
Mere doom

Det samlende flag stod plantet foran Orange, hvilket også betød et af de årlige møder med en række venner og bekendte, som snakkede løs og skrålede med på de megalomane englænderes rock-musical hymner.

Muse ★★★★☆☆

Jeg (Ken i dette tilfælde) var slet ikke kommet mig ovenpå Father John Mistys forrygende opvisning på Avalon tidligere på dagen, da Muse blæste koncerten i gang med “Psycho” fra deres nyeste album, Drones. Jeg har været “færdig” med Muse sådan cirka siden Absolution, men jeg ræssonerede mig frem til, at en omgang fællessang muligvis kunne være det, der rensede systemet for Misty proppen.

Det virkede kun delvist, og det er muligvis også et lidt unfair grundlag at bedømme Muse efter, for de præmisser de mildt sagt pompøse og bombastiske briter opererer ud fra, er radikalt anderledes. Men… som koncerten skred frem, mørket faldt på, det voldsomme lysshow flimrede derudaf og Muse bombarderede den godt fyldt plads foran Orange med numre der kørte på skinner, så fremstod det hele også underligt hult, mekanisk og gennemkalkuleret. “Fuck hvor spiller de fedt mand, det er ligesom at høre dem på plade…” hørte jeg flere gange folk udbryde på forskellige tidspunkter igennem koncerten. Ja…. det er en del af problemet. Press play og så ruller båndet.

Maskinen Muse står deroppe et sted
Maskinen Muse står deroppe et sted

Når der endelig blev afveget fra de stramme versioner, der blev fremført teknisk flot og sterilt og med ganske imponerende Orange lyd der hvor vi stod, så var det i form af lirede instrumental stykker og “jams”. Jams der virkede forprogramerede, som var medlemmerne af Muse de droner de selv synger om. Der er ingen tilfældigheder, ingen liv i de maskinelle numre. I løbet af de 90 minutter det stramt orkestrerede show varede, blev man ærlig talt mere og mere i tvivl om hvor menneskerne bag Muse befinder sig i musikken, og især mens de spiller.

“Super Massive Black Hole” og den gamle traver “Plug In Baby” faldt tidligt i sættet, og næsten symptomatisk faldt sidstnævnte lidt til jorden i manglende engagement og fællessang fra et publikum der lige skulle i gang. Symptomatisk fordi Muse efter sigende er blandt de største publikumsønsker, men flertallet syntes at stå og vente på pop-baskeren “Starlight”, og virkede som om de ikke rigtig kendte “Plug In Baby”, der for 10 år siden ville have været peaket i et Muse sæt , sammen med “New Born”, som vi igen blev snydt for på Orange. Nu venter flertallet på “dem vi kender fra radioen”.

Det positive, ud over at det robot-lignende band spiller, og bruger alle mulige tricks og effekter, så det virkelig lyder imponerende godt og skarpt, er så at deres sangskrivningsformel er virkelig svær at modstå, når de rammer plet! Jeg overgav mig næsten under “Dead Inside”, “Hysteria”, “Stockholm Syndrome”, “Time Is Running Out” og den totalt over the top afslutning med hysteriske “Knights of Cydonia”. “Time Is Running Out”, med nedtællinger til peaks kørende paa storskaermen, for gud forbyde at det kom bag på folk hvornår de skal synge med, var trods alt nok et ret stort højdepunkt, selv for blytunge mig. Da følte man sgu antydningen af det Orange sus.

Muse, Orange
Muse, Orange

Men et sus iscenesat og minutiøst planlagt og frembragt af et helt igennem udspekuleret og livløst band. Men ender på 4 neutrale og herfra indifferente stjerner til jukeboksen fra Devon, der sikkert ligger klar i opladeren til at blive aktiveret og spille nøjagtig det samme, stramme show et andet sted i dag… og i morgen… hvor jeg stadig svæver paa min Misty sky – jeg kan næsten nå den fra min høje hest!

Madhjørnet

Første offer for de sure gamle madanmeldere var Sit & Rest, fordi vi var sultne, og det tilfældigvis var den, der var tættest på. Vi fik krebsehalesandwich til 60 kr, og følte os halvvejs røvet ved højlys dag. Umiddelbart ok råvarer, men krebsehalesalaten virkede som den slags man køber i supermarkedet, og bollen og det øvrige indhold var også ret uspændende. Og så var den ikke nær stor nok til at retfærdiggøre en pris på 60 kr. ★★☆☆☆☆

Næste rip-off blev ved en Arena-klassiker, Kristinedal Burger-stedet. Her fik vi bacon cheeseburger menu, 90 kr uden og 110 kr. med en milkshake. En alt for lille burger og en portion overkrydrede pommes fritter var hvad vi fik ud af det eksorbitante beløb. ALT for dyrt, når burgeren vel højest er halv størrelse af for eksempel en Dixie-burger. Kakaomilkshaken var en formildende omstændighed, mens samlet set er det sgu for lidt mad, og pommes fritterne var næsten uspiselige på grund af krydderi-overkill. ★★☆☆☆☆

Så måtte vi ty til en anden klassiker til natmad, nemlig bagels. Vi fik to forskellige varianter, henholdsvis skinke/ost og laks, begge okay størrelse kontra pris. Smagen er måske ikke ligefrem gourmet, men det fungerer. 45 kr for skinke/ost og 50 kr. for laksebassen. Samlet bedømmelse: ★★★☆☆☆

Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach

Fotos: Jonas Strandholdt Bach/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here