Første dag på Roskilde bød vanen tro på masser af dejlige ventetidslektioner, moderat kaos, brainfarts, hygge og højt humør. Alle tilsat en herlig kombination af noget selvforskyldt og dele der har med festivalen at gøre. Her følger en lille reportage fra marken, med meget mindre musik end ellers, men med masser af vrøvl.
Redaktionen ankom I år forskudt af hinanden, med en fortrop der landede midt på eftermiddagen, inden redaktionschefens ankomst (med teltet) først på aftenen. Efter lidt cirklen rundt ved indgangen, orientering og dannelse af overblik i den summende gryde af mennesker, udstyr og gud ved hvad, som definerer det boblende semi-kaos åbningen af indgangen er, blev kursen sat mod Get A Tent East.
Ikke at den snobbede redaktion skulle crashe der, men man giver da lige en hånd til venner og bekendte med at score nogle Get A Tent telte, nu man havde lidt god tid. Fordeling af, og styr på teltsituationen, havde fået den nødvendige upgrade fra sidste års farce-agtige start på festivalen for os. Systemetet så ud til at fungere, vi fik og fandt “vores# telte, de blev noteret hos personalet – alt virker tjekket og I orden.
Herefter blev det tid til den første dryssen rundt paa pladsen for undertegnede (Ken), sammen med vores trofaste sidemand, der efterhånden har haft mange betegnelser I vores skriverier: Mongo, Wingman, sidekick…. That guy!
Ingen plan, bare en tur rundt på øst for at snuse lidt til stemningen og lejrlivet, alt det som vi ikke rigtig længere selv er en del af. Jeg ved ikke om det var den vedvarende lette regn, men det var lidt som om, ud over store anlæg, at de først ankomne gæster lige var en tand mere rolige og kontrollerede end de breezer party tilstande vi har oplevet de senere år – ikke en kritik, slet ikke, blot en konstatering….
Vi nåede blandt andet en tur forbid Dream City, området for folk med byg-selv trang og drømme, og det er faktisk første gang jeg har taget mig sammen til at slæbe mig I den retning. Jeg ved ikke, det så da meget hyggeligt ud? Vejen derover er egentlig lidt underlig, det er som at gå fra campingfesten og direkte ud I et øde bakket terræn, med store kampsten og højt, vildt voksende græs. Et område, der kiler sig ned midt I gennem øst, der deler campingpladsen op og splitter festen i 2. Det må være et område Roskilde meget gerne så inkluderet i campingarealet igen?
Rundt omkring kunne man på vanlig Roskilde manér også se små indhegnede områder, med nyplantede træer, og skilte der udtrykte forhåbning om, at gæsterne ville passe godt på den nye bevoksning. Klassisk Roskilde. En lille løftet pegefinger og samtidig en tillidserklæring. Der så ud til at virke, i hvert fald I mens det var lyst, hvor man kunne observere 2 unge boldspillende gutter, der kom til at skyde bolden over hegnet til træerne. Efterfølgende kunne man se overvejelserne gik på om man nu kunne tillade sig at forcere indhegningen, eller hvad man skulle stille op? Da jeg mistede dem af syne havde de stadig ikke “brudt loven”.
Der kom en øl I den ene hand, og en i den anden, der blev skyllet efter med en White Russian, og imens man betragtede de allerede alen lange køer ved madboderne I Service Center Øst – hvor alle stande endnu ikke var åbnet? Virker som en forretningsmæssig fejlkalkulering. Det var også her, da regnen var mest kraftig, at man overhørte en gennemblødt gut, med en flaske slave-whiskey I hånden, begejstret proklamere: “det er derfor jeg elsker det her fucking sted, mand!”. Well put, sir.
Tiden begyndte at skride, redaktionschefens ankomst rykkede nærmere, hvilekt betød en lille march fra Camping Øst over til medie check in. Det var en pænt kedelig tur, så lad os give ordet videre til ham og høre hvad han oplevede på festivalens første dag!
Ankomst for anden del af festivalredaktionen skete lidt senere på grund af familiebesøg på vejen, men til gengæld var de første timer på festivalen en lang bekræftelse af Murphy’s Lov. Du ved, alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Eller faktisk var en del allerede gået galt forud, for dels blev jeg nægtet adgang i medie check-in da jeg ikke havde et stykke meget vigtigt papir, der med en stregkode beviste at jeg havde betalt for min mediebillet – selv om alt andet var i orden. ”Så må du købe en billet”, lød den kontante opfordring. I stedet blev fejlkilden fundet (årets akkrediteringsansvarlige havde ved en fejl ikke fået sendt dokumentet til mig) og efter lidt dokument pr. mobilkommunikation-problemer lykkedes det at få billetten frem og få adgang.
Herefter gik jeg på jagt efter mine to kumpaner, Ken og sidekick, som bevægede sig mod restricted camping – som ingen af os helt vidste hvor lå. Det vidste de heller ikke i check-in. Men vi fandt det til sidst, trods manglende skiltning og et noget ufuldstændigt hegn om pladsen, pakkede teltet ud, som jeg havde medbragt (et flot tofløjet orange telt, medbragt fra sidste års get-a-tent) – for at konstatere at der manglede noget. Det var lidt ligesom i The Big Lebowski, hvor The Dude, Walter og Donnie kommer ud fra bowlinghallen, og finder ud af at The Dudes bil, med hvad de tror er 1 mio. dollars i baggagerummet, er blevet stjålet. ”Perhaps they towed it,” foreslår Walter i den scene, ligesom en række lignende og urealistiske forhåbninger om hvor teltstængerne befandt sig blev ytret.
Men nej, teltstængerne lå (og ligger antageligvis stadig) i et kælderrum i Aarhus, så jeg måtte tage ansvarets åg på mig og løbe ud i skumringen for at finde en løsning. Første forsøg på at finde en sådan var ved Get A Tent Central, hvor jeg spurgte to vagter, om de mon havde nogle teltstænger til overs, men nej – teltene var sat op for en uge siden, og de havde ikke set nogen. Min noble søgen bragte mig videre over Camping Vest, hvor monstrøse anlæg kæmpede om massernes opmærksomhed og jeg måtte kæmpe mig igennem regulær feststemning for at nå frem til Spejder Sport i servicecenteret. Her kunne man købe teltstænger! 4 styks indkøbt til ågerpris (100 kr. stykket) og så tilbage mod restricted, som for resten ligger langt pokker i vold på den anden side af motorvejen. Nå, afsted det gik, og en ramme øl som plaster på såret til mine to brothers in arms fik jeg også samlet op. Armene begyndte at syre lidt undervejs, men det var først da rammen gav fortabt et par hundrede meter fra restricted at jeg begyndte at mærke frustrationens sved for alvor. Heldigvis kom to venlige piger forbi, som hjalp med at bære den desintegrerede ramme det sidste stykke vej, og så kunne jeg ankomme sejrrig. Tak for hjælpen til dem!
And there was much rejoicing. I hvert fald indtil vi fandt ud af at Spejder Sports teltstænger ikke er samlet – altså, der er ingen snor igennem, der holder stængerne sammen. Det gav nogle udfordringer, men til sidst forsøgte vi bare uden snor. Og langsomt, men sikkert, rejste den orange orm sig, og efterhånden som vi fik banket pløkker i og strammet teltdugen ud, kunnet teltet også stå. Så vi kunne sætte os i teltåbningen med en øl, mens sidekick Mongo rablede løs om himmelen (”Se himlen derovre! Og træerne!”). En Mongo, der ikke ville hjem til Get A Tent East, og insisterede på at sove i vores telt. Det fik han lov til, hvilket resulterede i et par nattevækninger hvor gæsten ikke kunne finde ud af teltet, snakkede i søvne, snorkede og vist også en enkelt gang fik ramt Ken i hovedet med sine Converse sko. Til sidste krøb han sammen i et hjørne i Kens kabine og faldt til ro.
En forstyrret nattesøvn senere kunne vi stå op, sende Mongo mod København og familien, mens vi bevægede os mod Mediebyen. Hvor vi kunne konstatere at mediecenteret ikke var helt klar til os – der var faktisk en håndfuld elektrikere mm. i gang da vi ankom 9.50, og da vi gik ind i medieladen (som første medie, we’re breaking the room, wuhu!), var der ikke internetadgang, og stadig godt gang i håndværkeriet rundt omkring. Altså inde i medieladen. Og i øvrigt ikke så meget som en anden medietype at se. Er vi de eneste to? Hallo?! Og hvad fanden er det de saver?!
Fortsættelse følger…(dette i øvrigt smidt op i vores system via vores mobiltelefoners internet, da der fortsat ikke er forbindelse i Medieladen)
Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach
Foto: Ken Damgaard Thomsen
