Reportage fra lørdagen på Spot 2016 – del 2

0
1147
views

Så blev det aften, og Spots overflødighedshorn fortsatte med at byde på mangeartede oplevelser. Her kommer vi både omkring primal blues, post-metal, skamløst melodisk rock, med mere. 

Mens Jonas interviewede The Awesome Welles, nåede Troels-Henrik kort forbi Døde Blomster i Kammermusiksalen: Døde Blomster tæller medlemmer fra Narcosatanicos og Get Your Gun. Jeg fik halvandet nummer med, og det virkede til at være kuliminationen på et sæt, der havde bygget op til et langt groovede/shoegazende nummer. Saxofonen spiller en væsentlig rolle, og som Pale Honey – og flere andre bands? – stiller de op uden bas. Til gengæld var der tre guitarer, trommer og førnævnte saxofon.

Da jeg ikke har fået hele opbygningen med, virker det ikke helt for mig – men at dømme ud fra publikums reaktioner, har den korte koncert nærmest været en ud-af-kroppen-oplevelse for flere.

Herefter var der kort samling på Spot-redaktionen i Kammermusiksalen, hvor Long Line Down optrådte som en del af det Way Up North-kuraterede program. Den potente duo har vi haft kløerne i her på siden tidligere, men det var alligevel mit første møde med dem live. Setuppet er ret enkelt, med en stående trommeslager, som også tager sig af vokalen og en guitarist. Det er jo ikke fordi, det har skortet på duoer der spiller blues rock de senere år, og Long Line Down føjer sig lidt til den linie af bands. Royal Blood er blandt dem, man mindes om.

Long Line Down har godt styr på deres virkemidler, det er dejligt upoleret, men man mangler måske også lige nogle lidt mere personlige kendetegn end en slap vits om priserne i Norge. Vokalen er bestemt hæderlig og der bliver rocket godt igennem, men bagefter var det ikke meget, der havde sat sig fast. Kompetent, men for at tage næste skridt, skal bandet nok arbejde med at få mere personlighed ind i numrene.

Herefter blev det til lidt tilfældig sampling for Jonas, blandt andet et kort kig forbi de finske psykedelikere Death Hawks i Scandinavian Center, inden jeg kl. 21.45 sneg mig ind på Filuren i Musikhuset, som snart blev badet i røg og dunkelt lys, mens Redwood Hill gik på scenen. Det er et band vi har omtalt, og rost, i mange omgange her på siden, og vi må til det igen, for Redwood leverede, som de plejer, en overbevisende indsats, hvor der blev spillet tight og vekslet godt mellem skrigende hardcore-hamren og post-metalliske klangflader. Det virkede egentlig ikke som kun en halv time Redwood Hill havde, for man nåede at blive suget ind i det dystopiske univers – jeg stod med en fornemmelse af, endda at komme vidt omkring, blandt andet fik vi passager med regulær ren sang fra den ene guitarist og en gæstevokalist, mens der selvfølgelig også blev tævet præcist løs på instrumenterne, så man måtte slippe nakkemusklerne fri og nikke med.

Redwood Hill Spot 2

Samtidig nåede Troels-Henrik at opleve svenske Les Fleurs du Mal på Godsbanens Åbne Scene. Det var vi ikke mange, der havde og måske skyldes det, at det havde et lidt bedaget præg.Der stilles op uden trommer (disse afvikles elektronisk fra en laptop), men med to guitarer en bas og en forsanger med solbriller. Der er tydeligvis blevet hørt New Order i Les Fleurs du Mal. Meget endda.

Originaliteten har måttet lade livet for dette og selv om det kunne være godt helt pænt, så var især forsangerens dybe vokal lidt uinspirerende og de lidt ‘billige’ tricks med facer/flanger på guitaren blev hurtigt lidt trættende. Scenen er egentlig meget fint sat op med klub-belysning og havde goth-segmentet været tilstede, ville de nok kunne have haft en fin lille fest.

Men selv det publikum, der rent faktisk var dukket op, virkede ikke til at kunne svinge sig op til den store entusiasme omkring bandet. Det hele bliver lidt pastiche-agtigt og til trods for god lyd og fin lyssætning, bliver det bare aldrig rigtig interessant.

Blæst igennem og renset af Redwood Hill, tænkte Jonas det kunne være passende med en lille udflugt væk fra selve festivalen, og ned på Vestergade 58, hvor årets store Off Spot-arrangement fandt sted. The White Dominos gik på kl. 23, hvilket passede lige ind i programmet. Ud over at lyden ikke var helt på niveau med det, jeg hørte rundt omkring på de forskellige Spot scener (og stor ros til dem, for lyden var generelt glimrende til Spot-koncerterne jeg hørte), så var der ikke noget at udsætte på oplevelsen på Vestergade. Der var pænt med mennesker, og musik på to scener – og tydeligvis var en god del af det aarhusianske upcoming-rockmiljø samlet på stedet.

Thumbs-up for et godt koncept, og thumbs-up til The White Dominos, som spillede glimrende. Bandets melodiske rock, som jeg har haft fornøjelsen af at anmelde på EP, fyldte fint rummet ud, og publikum så ud til at have en fest. Der er styr på virkemidlerne og selv om der også er et element af pastiche over foretagendet, er det på et højt niveau. Sangene er kort og godt velskrevne og fængende, og der er styr på vokalpræstation og hvordan instrumenterne spiller sammen og placerer sig i lydbilledet. Det er måske mest fordi, stilen er lidt umoderne, de ikke har fået plads på selve Spot? Næste år bør der være plads.

The White Dominos Off Spot

Samme tid tog Troels-Henrik sig af Lowly i Store Sal: Med så lidt som en enkelt EP ude og et par løse numre, var det imponerende at bandet kunne fylde Store Sal. Og da de så endda valgte ikke at spille det største hit, Fire, må man imponeres over hvordan bandet formåede at holde gryden i kog.

Der er MANGE synths i Lowly og frontsangerne Nanna Schannong og Soffie Viemose stod fint flankeret af to keyboard-‘kravlegårde’ og en trommeslager. Alle var stillet lige langt frem på scenen og især trommeslageren driver det hele frem med stor stilsikkerhed og drives. Flot ser det også ud, da bagtæppet beklædes med bandets skygger og der er en intens energi over hele koncertens forløb.

Hvor man måske kan få indtryk af noget lidt pusse-nutteagtigt, når man hører EPen, så må det siges, at der var smæk på hele vejen. Det blev endda også til et par guitarsoloer og lyden er så veldisponeret, at når de forskellige synths tager en solo/melodi-lead, gives der fint plads i lydbilledet og det ender aldrig i en lyd-suppe.Det er stærkt materiale, der fremføres stærkt med indlevelse – ikke mindst båret af den insisterende trommeslager.

Det bliver også til deres udgivede Miley Cyrus-cover ‘Cyrus-Skies’ og selv om det må siges at være lidt atypisk, så går det fint i spænd med det intense lydbillede, bandet har live. Der går aldrig HELT dream pop i den, og når guitaren lige får en otte -16 takters distortion, virker det ikke påtaget men til at være en velovervejet effekt i det sfæriske lydbillede.

En stærk performance – og da især på baggrund af en fire-numres EP!

Lowly Spot

En tilbagevenden til selve Spot for Jonas bød først på en tur på Voxhall, hvor Palace Winter var godt i gang da jeg kom ind. På EP synes jeg de blev lidt for lange i spyttet, men live kom materialet i høj grad til sin ret, og der var tydeligvis mange, der havde hørt numre som ‘Menton’ i radioen, for Voxhall var pænt fyldt. Sidste del af koncerten havde lidt tendenser til selvsving, men de første par numre jeg hørte fungerede glimrende, og det klædte udtrykket med lidt ekstra live-kant.

Næsten samtidig, kl. 00.00, lukkede Troels-Henrik sin Spot Festival ned med Go Go Berlin i SCC. Der er egentlig ikke så meget at sige, som jeg ikke har sagt i anmeldelser af bandet tidligere:
Stadionrock lever i bedste velgående, og Go Go Berlin er ikke blege for at både bruge men også at have helt styr på rock-clichéer, så deres veldokumenterede rock-hits bølger op, for at lukke helt ned, så op igen mens man indpisker publikum – osv.

Det kan lyde nemt, men det er afsindigt dygtigt gjort, og forsangerens stærke vokal tæller bestemt heller ikke ned. Lidt specielt at stå til en decideret rock-koncert og erkende, at man er i hvert fald ti år ældre end de fleste iblandt publikum. Men det er også bekræftende at vide, at rocken ikke er død og kan trække masser af unge mennesker til med sin energi.

Når der synges ‘raise your hands’ var der i hvert fald en skov af hænder – og flere sange havde forsangeren vel næsten ikke behøvet synge, da salen udmærket kunne teksterne.

Radar nåede Jonas også lige omkring, hvor punk-rockerne Molly leverede en energisk koncert, og jeg stod og tænkte at de havde en del lyd til fælles med amerikanske Cloud Nothings – hvilket er en kompliment. På dette tidspunkt, omkring kl. 01, var trætheden dog ved at indfinde sig, og efter et kort ophold på Sway, hvor Cruchy Frog holdt afterparty med live-optrædener fra ticktock og Powersolo, blev det tid til at finde en bid mad og sætte kursen hjemad.

Molly Spot

For at opsummere: Årets Spot festival bød på et glimrende og alsidigt program, og selv om man, vanen tro, kunne efterlyse mere metal, så var det svært at være utilfreds med kvaliteten og udbuddet. De koncerter vi oplevede var generelt kendetegnet af god lyd, og umiddelbart virkede de fleste venues også passende størrelsesmæssigt i forhold til de optrædende. Vi spottede lange køer hist og her, men sådan vil det nok altid være med Spot, hvor der er et stort puslespil, der skal gå op med bands og spillesteder.

Ind i mellem kan man måske savne de “rigtige” upcoming-navne, som mest titter frem på Tape, eller kurateret af Rock the Region eller Way Up North, eksempelvis, men omvendt betyder det også at kvaliteten generelt er meget høj. Danmark har kort og godt et stort og spændende musikalsk vækstlag, som vi kan være stolte af.

Tekst og fotos: Troels-Henrik Balslev Krag og Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here