Redaktionens Favoritter 2014: Top 5 internationale albums

0
1230
views

Året nærmer sig med drastiske skridt sin afslutning og det betyder  at det er tid til at kigge tilbage. Så ligesom de foregående år følger her GFRock redaktionens 3 medlemmers bud på internationale favoritalbums i 2014.

Vi har valgt betegnelsen “favorit”,  for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.  Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for redaktionsmedlemmernes favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.

Top 5 internationale albums 2014:

KEN DAMGAARD THOMSEN

Når jeg kigger tilbage på mine internationale favoritter i 2014, så afslører det et par ting for mig. Min smag er stadig et produkt, og præget, af mine teenageår med 2 nye plader fra bands jeg “dyrkede” dengang, og jeg er stadig en nysgerrig og søgende sjæl, hvad musik angår. Hvilket resulterer i noget der på papiret kunne ligne en lettere skizofren musiksmag, hvor alt fra pop-rock til dødsmetal kan få en plads. Lige udenfor top 5 finder vi udgivelser, som måske kunne have truet de øverste på listen, hvis jeg havde haft mere tid til at lytte til dem, eksempelvis plader fra Pallbearer, Primordial (der helt sikkert var kravlet længere op, hvis jeg havde haft den i ørerne i mere end 3 uger), Crowbar, Neil Young og alle dem jeg slet ikke har fået hørt….

1) Behemoth – The Satanist

Havde jeg anmeldt Behemoth’s The Satanist, så havde den modtaget 6 kæmpestore stjerner. The Satanist ER et metallisk mesterværk, der finder en sjælden balance. Den føles ikke for lang, ikke for kort, der er intet der virker som fyld og man mangler ikke rigtig noget, en perfekt samling sange!

Den burde appellere bredt indenfor metalkredse, da der er noget for enhver smag at finde blandt de 9 numre. Det er brutalt, det er smukt, det er atmosfærisk, det er velspillet, det er tungt som bare fanden, det er melodisk og så leverer frontmand Adam Darski en af de stærkeste vokalpræstationer jeg har hørt i lang lang tid. Hans kraftfulde vokal er epicenteret i fuldstændig overvældende numre som den storslåede åbner “Blow Your Trumpets Gabriel”, den hæsblæsende orkan “Furor Divinus”, det flammende soundtrack til en tur igennem helvede “Messe Noire”, til udgangsbønnen i form af den sønderrivende “O Father O Satan O Sun”. Og “pop”-hittet fra helvede, “Ora Pro Nobis Lucifer”!

2) Counting Crows – Somewhere Under Wonderland

På andenpladsen finder vi noget helt andet, ja, der er jo nærmest verdener, og alt imellem, til forskel. Og dog… For fællestrækket er, at det rører et eller andet i mig, noget jeg ikke helt kan forklare og så er begge plader spækket med stærke melodier. Adam Duritz synger stadig om forlist og vanskelig kærlighed, som den folder sig ud i hans kringlede og “syge” sind (han har en sindslidelse, så den er god nok). Og han krænger stadig krop og sjæl ud i numre som “Earthquake Driver”, “Scarecrow”, “God of Ocean Tide”, “Cover Up The Sun”, “Possibility Days”  og den fabelagtige “Palisades Park”.

Pladen bugner kort sagt med gode numre (deres bedste samling siden debuten August and Everything After), bandet strutter af spilleglæde og vitalitet og Duritz i centrum er i absolut topform, både vokalmæssigt og lyrisk. Om man så synes om han meget følelsesladede sang-foredrag og stil er nok en smagssag – jeg lapper det i mig. Læs anmeldelsen HER

3) Triptykon – Melana Chasmata

Hvor The Satanist bare er en ond og overvældende satan, helvede i “poppet” indpakning, så er verden fuldstændig formørket og fortabt hos Tom G. Warrior aka Thomas Fischer og hans Triptykon. Deres andet album er en tur ned i afgrundsdybt mørke, hvorfra crumpy cat Fischer knurrer sine dystre tekster ud og stanger det ene tuuuunge riff afsted efter det andet.

Eneste problem er, at pladen med sine 65 minutter i total kulde og mørke bliver for stor en mundfuld for mig i længden. Havde der været skåret et enkelt eller to af numrene fra, og pladen eksempelvis var sluttet med næstsidste sang “Black Snow”, så kunne Melana Chasmata meget vel være endt som min favoritplade i 2014. Jeg bliver bare lidt for mørkeræd, hvis jeg er i selskab med Triptykon i over en time af gangen……. “EMILY! Why have you ABANDONED ME!?”.

4) Manic Street Preachers – Futurology

Da Manic Street Preachers gav et par smagsprøver fra deres, dengang, kommende album, Futurology, i Store Vega tilbage i maj måned, var jeg sådan lidt lunken overfor de nye numre. Det var der ingen grund til, for da albummet, uden den store mediebevågenhed, røg på gaden et par måneder senere, viste det sig, at smagsprøverne jeg havde hørt, var regulære lækkerbiskner i studieudgaverne. Manics kigger fremad ved at skue lidt tilbage, både på deres egen lyd og energi fra start 90’erne, men også ved at tilføre deres klang nogle retro-futuristiske elementer.

Futurology handler på mange måder om at være i bevægelse og flytte sig, i bred forstand. Bandet reflekterer både over deres egne karriere og politiske standpunkter og lyder samtidig både mere vitale og friske end man med rette kunne forlange af et band med et kvart århundrede på bagen. Og så har de bare skrevet en bunke forbandet gode og medrivende numre til Futurology! Læs anmeldelsen HER

5) Yob – Clearing The Path To Ascend

What is reality?

Obviously no one can say, because it isn’t words
It isn’t material, that’s just an idea
It isn’t spiritual, that’s also an idea

Time to wake up!

BANG, og endnu en doom-lavine vælter en i møde godt 12 minutter inde i åbningsnummeret “In Our Blood”. Det er atmosfærisk doom, der veksler mellem passager, hvor ens tanker kan vandre i det transcenderende lydbillede og kaskader af soniske uvejr, der får ens krop til at knirke og svaje som et træ fanget i en orkan, imens hjernen blæses tom for tankegods. At det kræver koncentration, er vel nærmest ikke nødvendigt at skrive, men med 4 numre fordelt på cirka en times spilletid, er det ikke for utålmodige sjæle.

Men har man den fornødne tålmodighed, så er det en af årets bedste plader der åbenbarer sig for en. Læs anmeldelse HER

JONAS STRANDHOLDT BACH

Der er gået rigtig mange lyttetimer med danske udgivelser, så tiden har været lidt mere sparsom til de internationale. Der har dog alligevel været en god del albums at vælge mellem, men i forhold til at strikke denne top 5 sammen, så er det nok meget heldigt at jeg ikke har fået hørt Ty Segall, Cloud Nothings, Sun Kil Moon, Swans, med fleres (blandt andre dem på mine kollegers lister), udgivelser fra året nok til også at skulle have valgt mellem dem.

1) Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra – Fuck Off Get Free We Pour Light On Everything

6 stjerner uddelte jeg kun én gang i det forgangne år, og det var til Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra. Fuck Off Get Free We Pour Light On Everything står stadig som et monumentalt værk om civilisationsundergang. Alle bandmedlemmer bidrager med vokaler, og albummet byder på både blæsende tunge rockstykker, skærende violiner og sart og sørgmodig skønhed, iblandet desperation, vrede og frygt. Det er en art totaloplevelse, som man bør prøve at udsætte sig selv for – det falder givetvis ikke i alles smag, men for mig har det også åbnet op for bandets fine bagkatalog. Anmeldelse HER.

2) Pallbearer – Foundations of Burden

Tordentung rytmesektion, stærke riffs og Brett Campbell’s lette vokal gør sammen med de lange, varierede kompositioner Foundations of Burden til et album, som både vil kunne tiltale fans af progressiv rock og doom-hoveder. Hør bare afslutteren ‘Vanished’ og se om du kan undgå at blive revet med. Albummet holder i det hele taget en høj kvalitet hele vejen igennem og er ganske slidstærkt med sin blanding af buldrende tyngde og øjeblikke af æterisk skønhed. Anmeldelsen finder du HER.

3) Bonnie Prince Billy – A Singer’s Grave A Sea Of Tongues

Alt. country-eneren Will Oldham udgav endnu et album (nr. 15 som Bonnie Prince Billy), denne gang med en hel del genindspilninger tidligere udsendte numre fra tiden omkring Wolfroy Goes To Town-albummet fra 2011. Sangene har til gengæld fået en solid overhaling og en bredere instrumentering, så flere af dem har skiftet karakter – for eksempel blev ‘We Are Unhappy’ lidt gladere med tilføjelsen af banjo, og McCrary-søstrenes vokale bidrag er også med til at give flere af sangene en helt særlig stemning. Bonnie Prince Billy viser endnu engang, at hans udgivelser altid er værd at tjekke ud. Tjek anmeldelsen ud HER.

4) Hiss Golden Messenger – The Lateness of Dancers

Et andet glimrende album fra samme musikalske omegn som Bonnie Prince Billy var Hiss Golden Messenger’s nye album, The Lateness of Dancers. M.C. Taylor er noget mere straight-faced end Oldham, og her er ikke så meget ironiseren og dobbelttydighed i teksterne, men til gengæld er det glimrende håndværk, både musikalsk og sangskrivningsmæssigt. Især numre som ‘Mahogany Dread’ og ‘Chapter & Verse (Ione’s Song)’ står lysende frem og niveauet er i det hele taget højt. Læs anmeldelsen HER.

5) The Menzingers – Rented World

Med en blanding af heartland rock og punk blæser The Menzingers sikkert afsted på Rented World, der byder på medrivende og velskrevne rocknumre, man har lyst til at råbesynge med på. Det er også et ganske holdbart album over tid og fortjener derfor også en plads på listen, blandt andet for numre som ‘In Remission’, den catchy ‘Where Your Heartache Exists’ og den sorgfulde afslutter ‘When You Died’. Anmeldelsen finder du lige HER.

(Da hverken Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra eller Pallbearer har officielle videoer til de nye albums, så får I i stedet Bonnie Prince Billy i en småsyret video)

THOMAS BJERREGAARD BONDE

1) Foo Fighters – Sonic Highways

Sonic Highways
er uden tvivl det mest varierede Foo Fighters album til dato, og måske også det mest “klassisk” rockede de har lavet, der dog stadig er gennemsyret af den klassiske Foo Fighters lyd. Største fordel, og vel også udfordring, ved Sonic Highways er, at det er knap så let at gå til, som mange af deres tidligere albums, og kræver mere af lytteren end man har været vant til. Albummet vokser stadig på mig, selv efter rigtig mange gennemlytninger, og det får, ikke overraskende, en klar anbefaling med herfra, det er solidt håndværk spækket med catchy rock ‘n’ roll sange hvilket er nok til at nappe 1. pladsen på min liste.

2) Royal Blood – Royal Blood

Den britiske duo har med deres selvbetitlede debut, begået et af årets stærkeste rockskiver. Det er ud over stepperne energisk garage-blues-rock, der trækker referencer fra blandt andre White Stripes og Led Zeppelin. På trods af den sparsomme instrumentering, trommer og bas, har bandet formået at lave et varieret og langtidsholdbart debutalbum fyldt med kvalitetssange.

3) Kasabian – 48:13

Der er garanti for fest i gaden og gang i sagerne når Kasabian smider et nyt album på gaden. Med 48:13 gør de britiske rock ‘n’ rollere ingen undtagelse, og på trods af bandet denne gang har en lidt mere elektronisk tilgang til tingene, som ikke alle fans af bandet har været lige begejstret for, formår de at bevare den altid genkendelige Kasabian sound og selvfølgelig at skrue en række hits sammen.

4) Black Pistol Fire – Hush Or Howl

Black Pistol Fire er endnu en power duo, trommer og guitar, der leverer energiske og to the bone rock ‘n’ roll sange uden så mange dikkedarer. Med referencer som tidlig Kings of Leon, Creedence Clearwater Revival, The Black Keys og Clutch kan man næsten ikke gå galt i byen, og det gør man skam heller ikke med Hush Or Howl, der fra ende til anden er godt pakket med et mix af klassisk southern rock og garage punk, så absolut et lyt værd.

5) Fu Manchu – Gigantoid

Min top 5 bliver rundet af af en gammel stener-fuzz-rock-rotte, nemlig Fu Manchu, der på Gigantoid i den grad er tilbage i storform efter nogle ikke helt fantastiske udgivelser. Albummet beviser hvorfor bandet efterhånden har opnået legendarisk status i stener-fuzzrock genren, og med næsten 30 år på bagen er det vel også fortjent. Nu 20 år efter udgivelsen af debuten “No One Rides For Free” spiller bandet på Gigantoid som var de stadig unge knøse, og albummet er et must for enhver der har bare en lille smule hang til stener-fuzz rock.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here