RF08: Radiohead – Orange scene, torsdag ****

0
1073
views

Knap så radio venligt

Det kræver mod at stille sig op på festivalens største scene, den første aften, og spille 12 numre før der kom en reel crowd pleaser. Men nu er det, og har aldrig været, Radioheads mission at lefle for de store masser, så man burde allerede inden have forventet at dette ikke blev nogen creepy greatest hits opvisning.

Hvad vi i stedet for blev vidne til var en rundtur i hele bandets historie, med et naturligt fokus på deres nyeste album ”In rainbows”, som kan anskues som en slags tilbagevenden til et mindre eksperimenterende udtryk end pladerne ”Kid A”, ”Amnisiac” og til dels ”Hail to the theif”.
Da Radiohead brød igennem med kæmpe hittet ”Creep” og fulgte op med de 2 fantastiske albums ”The Bends” og ”Ok computer”, havde de musikverdenen i deres hule hånd. I stedet for at tage kvælertag på alverdens hitlister gik bandet i en helt anden, og langt mere indelukket, retning på de efterfølgende albums. Frustrerende for mange fans, svært at lytte til og nogen gange på grænsen af det patetiske med deres ”vi vil BARE være anderledes” attitude – men for bandet selv sikkert en kunstnerisk nødvendighed, som gør at det stadig eksisterer og laver vedkommende musik.
På den baggrund overraskede koncertens opbygning måske ikke, men man må alligevel beundre deres stædige insisteren på at gå egne veje og ikke gå på kompromis med hvad publikum ønsker.

Dermed ikke sagt at de 12 første numre der blev serveret fra orange var opskure b sider og uudgivede demoer. Efter udlægget med ”15 steps” fik vi allerede ”Airbag” fra ”Ok computer”, en af mine personlige favoritter. Den bombastiske ”There There”, endnu en favorit, fulgte op med sit tunge krybende beat, men her meldte en af koncertens største problemer sig tydeligt – lyden var simpelthen ALT for lav! Når du kan høre sidemanden hviske til en koncert…

Og hvad der er favoritnumre for mig, er ikke nødvendigvis de samme som det stort fremmødte publikum vil høre. Så selvom perler som ”Pyramid song” og ”The national anthem” blev leveret glimrende af York banden, så døde stemningen blandt publikum næsten fuldstændigt. Her ville et markant højere lydniveau nok have hjulpet med til at radiobølgen af smukke sange ikke bare skvulpede af sted, men blev modtaget som en tidevandsbølge.

Mange af bandets bedste numre kræver koncentration og nærvær fra lytteren, men det er næsten umuligt når volumen ikke er høj nok til at suge en ind i deres knugende univers. Selv den gåsehuds fremkaldende ”Exit music” måtte kæmpe en brav kamp for at holde massernes interesse og fokus.
Derefter skete der dog ligesom noget, om det var lyden der blev minimalt højere, folk der havde fået tunet ind på den rigtige frekvens eller sætlisten skal være usagt. Men fra ”Jigsaw falling into place” skød ud i æteren kom der pludseligt lidt mere gang i sagerne, ikke at Radiohead og deres sange nogensinde bliver det man kan kalde decideret ”festlige”. Det nærmede sig dog noget der kunne minde om folkefest da ”My iron lung” trak vejret igennem højtaleranlæget!

Nu skulle det dog nødigt gå hen og blive for løssluppent, så ”Reckoner” og ”Everything in it´s right place” fik lige lagt en solid dæmper på folk igen. Dette fik dog blot ”Street spirit (fade out)” til at fremstå endnu smukkere, en tristhedens optur af de helt i det tiltagende mørke over dyrskuepladsen.

Afslutningsvis stak Radiohead så endelig hovedet lidt nærmere publikum og ekstranumrene fik skruet stemningen betydeligt i vejret. ”Idioteque”, ”You and whose army” og ”2+2=5” holdt lytterne interesserede, men da de første toner til ”Paranoid android” strøg ud fra den flot oplyste scene blev det helt tydeligt hvad størstedelen af de fremmødte havde ventet på.
”Karma police”, en festival klassiker ude blandt pøblen på camping områderne, medførte en anden klassiker – fællessangen. Og noget der næsten kunne minde om et smil på Thom York´s læber? Den slags holder naturligvis ikke i længden, så da koncerten endelig gik op i en højere enhed var den også slut.

Radiohead har hele karrieren forsøgt sig med en svær balancegang mellem den store nødvendige kunst, enorm popularitet (både bredt og blandt anmeldere), indelukkethed, generthed, arrigskab og selvstændighed – elementer der alle sammen var til stede live. Dette er både deres største fordel og deres største hæmsko, balancen er utroligt svær og det kræver stor tillid til egne evner at gennemføre dette projekt.
Nogen vil opfatte det som publikumsfjendsk, arrogant og utilgængeligt, andre som udfordrende, insisterende og uspoleret, for mig lykkes deres stædige forsøg på at beholde deres kunstneriske integritet selv på de største scener fuldt ud, men en lidt mere publikumsvenlig balancen i sættet kunne nok hjælpe dem til at holde flere lyttere fanget.

Den nævnte katastrofalt lave lyd var næsten ved at sabotere hele oplevelsen og koster en stjerne.

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here