R.E.M. – Country Feedback (live) – 7/10 – 2016

0
240
views

Vi er stadig i 1991, i vores kontinuerlige fredags-fejring af albums som i år kan/har kunnet fejre sølvbryllup, making us feel very, very old!

For et par uger siden tog jeg en længere udflugt sammen med, og i, R.E.M.’s 1996 album New Adventures In Hi-Fi, i kraft af at det kunne fejre 20 års jubilæum. Men med den frekvens R.EM. udsendte plader op igennem 80erne og 90erne, hvor der landede en ny udgivelse (mindst) hvert andet år, så løber man nærmest konstant ind i et jubilæum i disse år.

I år er det så bandets helt store, kommercielle gennembrud, Out Of Time, der runder et kvart århundrede. Det er måske nemt at konkludere, at det var et lucky, og noget overraskende, punch med singlehittet “Losing My Religion”, der skabte det hele – og lidt ud af ingenting. Intet kunne faktisk være længere fra sandheden. Jo, det nummer slog det sidste hul igennem, og blev samtidig kvartettens største og mest kendte hit, men benarbejdet blev gjort i årtiet op til, med en række udgivelser, der med amerikansk college radio i ryggen, stødt solgte bedre og bedre pr. album og på organisk vis fik bygget både fanbase og “hype” op.

Out Of Time er R.E.M.’s 7 (!) studiealbum, prøv at forestil jer en situation i dag, hvor et band får tid og mulighed for at udvikle deres lyd over så lang tid og først for alvor slår bredt igennem med deres syvende plade? Den slags tålmodighed og mulighed for at bygge momentum op eksisterer nærmest ikke mere, ligesom vejen fra lokal sydstatsundergrund, over college radio, til større radiokanaler, til MTV og “verdensherredømmet” også er en rute der hører fortiden til.

Jeg siger ikke Out Of Time var hverken den første eller sidste plade der tog den, eller en tilsvarende, tur, men det er alligevel del af en særlig gruppe plader. Ligesom bandet bag er. Som med andre store bands og plader af den kaliber, så er der publiceret læsestof nok til at holde dig aktiveret i et par år (start med den biografien Fiction), så let’s cut to the chase.

Out Of Time er ikke min personlige favoritplade fra bandet, den er måske ikke engang i top 5, hvilket egentlig er lidt underligt, hvis man kaster et blik på tracklisten. Udover at rumme det åbenlyse hit, så er der også overset sager som “Belong”, perlen “Low”, Mike Mills på lead vokal på “Near Wild Heaven”, den eksperimenterende åbner “Radio Song” med rapperen KRS One som gæst og vidunderlige og søde “Half A World Away”. I det hele taget er det et ret varieret album, der både ligger i naturlig forlængelse af den mere country prægede stil på forgængeren Green og som samtlig peger frem mod mesterværket Automatic For The People, som allerede udkom året efter.

Men der er bare et eller andet ved albummet, som gør at den ikke lander blandt mine favoritter, måske er det noget med lyden, atmosfæren, at den er lidt overspillet og at bandets mest rædselsfulde nummer, “Shiny Happy People” også er at finde derpå? Men isoleret set har albummet samtidig nogle af mine favoritter i bandets sangkatalog… underligt.

Hov, jeg var da lige ved at glemme den største! Dagens Track og en af mine personlige favoritnumre fra R.E.M., “Country Feedback”. Nummeret der, efter sigende, er indfanget i første take, med en delvist improviseret/ufærdig tekst, der egentlig blot var løse ord og halve sætninger Michael Stipe havde griflet ned på en krøllet serviet. Sandt eller ej, så bidrager det til nummerets udsvævende, meditative og “tænke højt” stemning.

Her i en meget senere live-version fra Weisbaden i Tyskland, fra Perfect Square dvden fra 2004 (glimrende koncert, optaget i 2003, i øvrigt).

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here