Quick Quick Obey: Realistic Friendship ★★★☆☆☆

0
535
views

Thyboerne i Quick Quick Obey trækker på Realistic Friendship både på 80’er-æstetik og mere nutidig drømmepop. Relevante tekster om hvordan vores digitale liv i dag udfordrer os og vores følelsesliv formår dog ikke at løfte pladen til det potentiale, den indikerer.

Lad os starte med at konstatere at Quick Quick Obey er et dygtigt band. Musik-kollektiv er oplagt at kalde projektet og bandet synes også at være en personificering af thyboers særlige evne til at holde sammen. Og for øvrigt insistere på at være thyboer – til trods for at have basen i København.
Som eksempel på kollektiv-tanken deles vokal-opgaven af flere i bandet og den ret organiske, svævende sound indikerer også et fint sammenspil mellem de fire medlemmer.

Bandet har også haft held til at blive spillet i radioen med numre som ‘Jesus Kind of Knows Me Better’ som med sin valsende rytme og luftige feel gør sig udmærket som drømmepop og sætter sig med sin bølgende dynamik. Men som så meget andet drømme-pop så er det ikke fordi, numrene er ørehængere; det er mere end stemning end gode omkvæd. Og fred være med det.
‘Jesus…’ viser dog også den enorme produktionsmæssige kontrol, bandet har lagt sig selv under og selv om der er guitarer, så får de aldrig lov at flænse igennem. Og det kunne måske have været rart i al denne bølgende, sfæriske luftighed.

Der er ganske glimrende numre ud over ‘Jesus…’ som ‘No Wait’, der både synges virkelig fint og sætter stemningen som det første nummer, der passer ind i æstetikken for det resterende nummer. Det kommer nemlig just efter åbningsnummeret ‘Psycho’, som også ganske fint bruger nogle mekaniske trommer og fine, små guitarfigurer.

Der lægges med andre ord ret godt ud og pladen er på den konto glimrende. Men den knækker i den grad, da vi når over halvvejs igennem; efter ‘Jesus…’ kommer ‘Conclude’, som mildest talt ikke synges særlig pænt. Ja, pop må gerne være naivt. Men da vi allerede har etableret at drømmepop ikke er pop som sådan, bliver den meget naivistiske sang mest af alt enerverende.

Det er et absoulut lavpunkt på pladen, men det lykkes ikke at samle op efterfølgende og selv om titelnummeret, der lukker pladen ned, netop søger at gøre en stærk indsats for at levere en refleksion over digitale og virkelige verdener, så når vi ikke ud over en følelse af musik, der lidt groft sagt kunne have været med i en 80’er infomercial.Hvilket med andre ord vil sige, at det er meget pænt, digitalt og minder os om velmenende budskaber, som måske bare lige bliver udpenslet lidt for meget, så alle er med.

Drømmepop må være én af de sværeste genrer at slå igennem med. For det er ikke givet i genren, at der er hooks eller genkendelige melodilinjer – og ofte synges der så tonalt højt, at forsøg på at synge med vil ende… Ja, et noget andet sted.

På denne baggrund må Quick Quick Obey siges at være et relativt stereotypt drømmepopband. Og forstå mig ret; de har styr på lyd og æstetik og benytter sig også at længere instrumentale stykker for at understrege pointer – fx i titelnummeret ‘Realistic Friendship’, hvor det digitale liv illustreres i musikken. Det fænger bare ikke på en måde, så man får lyst at starte CD’en igen, når den er løbet ud.

Der er fine numre, men som plade bliver det for langt, for uinspirerende og for svært at se, hvornår sådan en plade skal sættes på. Og når der så oven i købet er et nummer, der nok ikke burde have klaret cuttet, må jeg nøjes med at tildele tre stjerner.

Af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here