RF06: Primal Scream – Lørdag, Orange *****

0
917
views

Danserock i dagslys:

Indrømmet, det her band har aldrig sagt mig det helt store! De er uden diskussion nogle af de største anmelder-darlings hos verdens musikjournalister, både live og især på plade.

Primal Scream har siden albummet ”Screamadelica” fra 1991 gjort en dyd ud af at være uforudsigelige og fornyende fra album til album, hvor de har vekslet mellem alt fra klassisk 60´er inspireret blues-rock a´la Rolling Stones, til dance- og techno-præget lyd.
Nogle tiljubler den alsidighed og leg med forskellige genre, men jeg har altid opfattet det som rent lir og ”se hvad vi også kan” musik, hvor det egentlige motiv har været at gøre det bare for at være anderledes!

Men måske har jeg taget helt fejl i den bedømmelse….

Jeg må uden forbehold erkende at det jeg var vidne til på Orange tidligt lørdag aften, var en af årets mest medrivende, svingende og festlige koncerter, udført af et, i særklasse, velspillende band med skrigende klar Primal-lyd!
Fra de første toner af deres gamle hit ”Movin´ on up” var det nærmest umuligt at holde fødderne i ro, i stedet for blev der vugget kraftigt med de tiltagende sure tæer de næste 90min.

Udover det kompetente band, var forsanger Bobby Gillespie flankeret af 2 glimrende korpiger, som lige lagde den sidste bund i lydbilledet.
Det der måske gjorde at mine fordomme og holdninger omkring deres musik tog en overraskende positiv drejning var, at det hele lige pludselig gav mening, på trods af de store spring mellem genre.

Primal Scream fyrede numre af fra samtlige albums siden ”Screamadelica” op til deres helt nye ”Riot city Blues”, men det kom ikke til at virke rodet eller forvirrende. Skotterne havde valgt en perfekt sammensætning og rækkefølge, så koncerten føltes som en naturlig fremskridende og opbygget proces, fra god gammeldags rock som langsomt gik over i kraftigere elektroniske elementer, før vi kom sikkert tilbage til udgangspunktet.
Ikke forstået som at koncerten var en komplet cirkel. Der var løbende afbræk og små stilskift, men hvert sangvalg virkede logisk og byggede videre på den forgående!

Og lidt chokeret må jeg erkende, at det rent faktisk var nogle af de mere onde elektroniske numre, der står som de mest præcise fuldtræffere, på en solbeskinnet aften uden forbiere – ”Kowalski” fra ”Vanishing Point” og ”Kill all Hippies” samt en mægtig udgave af ”Swastika Eyes”, begge fra ”XTRMNR”.

Festen blev rundet af med den catchy førstesingle ”Country Girl” fra deres seneste udgivelse og deres vel nok største hit til dato ”Rocks” fra ”Give out but dont give up” – dermed var dansen slut og en festlig overraskelse brændt fast.
Bobby Gillespie er muligvis en af de mindst attraktive mænd jeg har set fyre en potent party af på Roskildes Orange dansegulv, men jeg håber sgu jeg får en invitation næste gang han spiller op til bal!

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here