Powerplay: All Those Years ★★☆☆☆☆

0
939
views

Efter 20 år i dvale har københavnske Powerplay tøet sig selv op og er klar med et nyt album spækket med melodisk rock. Efter at have hørt de 10 numre skulle man nu nærmere tro, at de havde været frosset ned i 3 årtier i stedet for 2 – og stadig var noget stive i leddene.

Powerplay har deres fodformede rockfødder så solidt plantet i den melodisk rockmuld, at det næsten virker som spild af tid at bede dem om at rykke sig bare en smule, men nu har jeg tilfældigvis lige lidt tid. Mine herrer, det her havde sin tid, og jeg er bange for den nok ikke kommer igen – i 2015 virker All Those Years i hvert fald ubehjælpeligt bedaget, små-kikset og lidt som en omgang kitch-rock.

Det har sine steder OGSÅ sin charme, og det er bestemt ikke fordi det er usympatisk eller virker uautentisk, det Powerplay foretager sig. Faktisk AOR-rocker de hæderligt derudaf, med alt hvad det indebærer af skamløst poppede melodier, mellem og helt store armbevægelser, følelserne uden på tøjet og en lun nostalgiske brise igennem hele det varme lydbillede. På et nummer som “Cry Freedom” (bare for at nævne et eksempel) har jeg svært ved ikke at se billeder fra Next Stop Nevada kampagnen eller lignende for mig – det lyder kort sagt som soundtracket til en Husker Du…. “indsæt årstal fra 80erne” udsendelse på DR2.

Så vidt så godt, Powerplay har styr på genrens virkemidler og byggesten, og så slipper de jævnligt af sted med at smede et fint, momentvis catchy omkvæd sammen. Vokalen er lidt op og ned, i åbningsnummeret “City Of Love” (der også er førstesinglen), synes jeg vi kommer lidt skævt og klodset fra land – det lyder sgu lidt dansk og fladt. Andre steder har vi dog med en helt igennem “ok” blød rockvokal at gøre – men direkte ophidsende bliver det aldrig. Den hjælpes så heller ikke på vej af et tekstunivers og en omgang gebrokken engelsk lyrik, der i alt for lange stræk lyder kluntet, knudret, uelegant og indholdsmæssigt temmelig ligegyldigt.

På den selvbetitlede “Powerplay” er jeg reelt i tvivl om hvad der overhovedet synges i visse passager, “Powerplay was born on the natigonsixfloor…”?! Hvad?? Læg dertil noget topmoderne ekko-effekt på vokal og noget der lyder som en fortælling om at spille musik og være musiker, så kører bussen ud mod de åbne vidder med vind i håret og sol i ansigtet. Omkvædet lyder dog udmærket. I det hele taget er det en af Powerplay’s største forcer, hist og her slipper de af sted med et rigtig fint omkvæd. Det lyder gammeldags, javel, men det er svært ikke at blive lidt glad over fine øjeblikke i numre som “Climb A Mountain”, “Why Are You Running Away” og flere spredte.

Problemet er, at disse velfungerede og veleksekverede omkvæd er pakket ind i vers og sange der veksler mellem middelmådige og decideret kedelige – der er ganske enkelt for få hele numre man husker efterfølgende. Et spredt omkvæd eller en lille stump af et nummer, jo, mens resten drukner i 80’er vellyde og manglende pondus. Du kan godt spille blødt og stadig have saft og kraft i numrene, her mangler Powerplay, netop, noget power.

Helt galt går det for mig i “Don’t Walk Away”, pladens næstsidste skæring, hvor Powerplay skruer op for de radiopoppede ambitioner. Det er der sådan set ikke noget galt i, men det ender i en unødigt tandløs omgang plastik-soulet poprock, som man forestiller The Eagles ville have lydt i 1986, hvis de ikke havde holdt pause. Det er hørt bedre før, så man sidder og tænker, “hvorfor overhovedet prøve?”.

Nå, en ballade, eller i hvert fald semi-ballede, skal vi naturligvis også have. Den falder ganske godt timet lidt før midten af pladen, men forbliver desværre lidt uforløst. Jeg sad ellers med fornemmelsen af, dømt ud fra Powerplays velfungerende omkvæds-øre andre steder, at de havde en god, over the top, svulstig rock-ballede i sig. “Going Home” har den sentimentale stemning på plus siden, og lige som det meste af albummet så spiller bandet godt og sikkert, men teksten om faderen og familien glide desværre knap så glat, samtidig med at det lyder som om vokalen jævnligt kæmper med ikke at falde over ordene – og få dem tydeligt artikuleret. Et temposkift inden omkvædet giver dog nummeret et effektivt løft.

Sådan er det lidt hele vejen igennem All Those Years. Der er for få perioder hvor alt det spiller, men der er næsten hele tiden et eller andet der fungerer fint, eller i hvert fald holder numrene sammen. Det giver bare ikke, samlet set, et godt album eller en sammenhængende lytteoplevelse, der er investeringen i tid og kræfter værd.

Når Powerplay alligevel ikke ender med at være komplet spild af tid, så skyldes det fornemmelsen af et solidt rockende (på den umoderne måde de nu rocker) band bag det hele, og et velmenende hjerte som virkelig slår hårdt for og er dedikeret til denne genre.

Det hele føles bare 30 år for sent ude, og som om sangskrivningen ikke helt er tøet op efter nedfrysningen. Vi lander under middel.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Powerplay på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here