Pixies: Doolittle 25 (3 disc jubilæumsudgave)

0
670
views

Pixies markerer 25 året for udgivelsen af mesterværket Doolittle, med denne 3 disc “25” moppedreng. Du får det oprindelige album, 1 disc med 2 Peel Sessions + B-sider og 1 disc med Doolittle demoer + bonus numre. I alt 50 numre, hvoraf lige under halvdelen aldrig har været officielt udsendt tidligere.

Min egen historie med Doolittle rækker slet ikke så langt tilbage i historien, jeg har kun kendt pladen i knap 15 år, så jeg skal ikke sidde her og lade som om jeg var med fra starten – så gammel er jeg trods alt ikke. Men ligesom de utallige musikere der nævner Doolittle, elller Pixies generelt, som inspirationskilde, så skete der et eller andet da jeg satte albummet på første gang. Erhvervet til samlingen efter at have læst om det i et musikmagasin, sikkert Q Magazine (dengang man betalte 80-90 kr., inkl import, for et musikblad!?), sikkert til en billig skærv på tilbudshylden. Men sikken en åbenbaring for 50 kr., jeg var hooked fra begyndelsen.

Frank Black´s (eller Black Francis som han kaldte sig i Pixies sammenhæng) tekstunivers, som er domineret af skrig og skrål om UFO’er, havfruer, ludere, perverteret sex, havet omkring os og andre skæve og nærmest surrealistiske indfald, virkede som psykedeliske stoffer på min hjerne. Black’s vokal veksler mellem skrig, skrål, hvisken, råb, grynt, støn, croon og noget der bare lyder som et psykotisk anfald. Musikken, der pakker den skingre stemme ind, er en underlig blanding af støj, larm, groovy bas og til tider ultrapoppede melodier. Med jævne mellemrum tages der dog ubesværede afstikkere ud i mere syrede og skæve tiltag – trolden vil og kan ikke tæmmes!

Numrene holder stadig den dag i dag, fra “Debaser”s fræsende eye-ball slicing åbning, “Tame”s utæmmelige vildskab,  til den stenede druggy og lidt ildevarslende stemning på numre som “I Bleed” og “Gauge Away”. De melodisk uopslidelige og uforskammet poppede “Monkey Gone To Heaven” og “Here Comes Your Man”, den syrede og sødmefulde “La La Love You”, de gale “Crackity Jones” og “Mr. Grieves”. Og naturligvis perlen over dem all, “Wave of Mutilation”.

Doolittle 25‘s selling point er naturligvis det samlerguf man får med i købet, og ja, det er nok mest for samlere og fans med trang til at have den komplette samling – ved ikke hvor mange der har trang til at høre 3-4 versioner af samme nummer. Det er nok begrænset hvor mange gange man gider lytte en hel cd med demoer af Doolittle numrene igennem, men selv om jeg normalt ikke er så fanboy’ish programmeret, at jeg MÅ eje og sætter mig minutiøst ind i alt omkring et band jeg kan lide, så har det alligevel været et underholdende lyt.

Når man kender originalerne ud og ind, så er det faktisk både interessant og ind imellem morsomt, at høre hvordan de gjorde sig ud i tidlige versioner. Vi har kun modtaget digipack versionen, så jeg skal ikke kunne sige om der medfølger mere info i den fysiske udgave, men det fremgår ikke hvornår præcist de forskellige demo-versioner stammer fra, eller om de er fra nogenlunde samme periode (det må formodes), men der er i hvert fald temmelig stor forskel på hvor “færdige” de lyder i forholde til hinanden.

Nu ville det være alt for omfattende at dykke ned i samtlige numre og forskellene, så vi hiver et par eksempler ud, hvor man virkelig kan høre og føle udviklingen. Du får eksempelvis “Debaser” i 2 demo-versioner, i den første er det nærmest kun melodien i verset der er på plads, og nummerets overordnede opbygning. Teksten er bare en masse vrøvle-ord, der jappes af og både overgangen til, og selve “omkvædet”, virker ufærdigt og et godt stykke fra studieudgaven. På demo 2 er der sket en del, teksten er ved at være på plads, omkvædet begynder at ligne sig selv, selv om tempoet er lidt lavere og mere stenet, hvorimod resten af nummeret fræser af sted som man kender det. Faktisk er demo 2 en version jeg sagtens kunne finde på at smide på fra tid til anden, for afvekslingens skyld. Lidt ligesom med “Wave of Mutilation”, der i første demo version er næsten ukendelig under verset, hvor Black mumler noget med “gone to Vegas”. Omkvædet lyder lidt bekendt, men det lyder på en underlig måde som studieudgaven spillet baglæns? Demo 2 lægger sig ret tæt op af den endelige version, faktisk er der kun et par knaster til forskel.

Det var bare 2 af mange eksempler på den udvikling af numrene man kan følge på demo-disc’en, de er stort set alle værd at lytte til, det er jo lidt som at få lov til at kigge ind i troldmandens værksted, eller galningens hule, om man vil. Nogle numre får du kan en enkelt demo-udgave af, eksempelvis pop-hittet “Here Comes Your Man”, hvis melodi i verset her er meget mere laid back surfer-klingende, men ellers ligner nummeret sig selv.

Surf får man også i Peel Sessions udgaverne af “Wave of Mutilation”, som du både får i en version, hvor tempoet bare er trukket lidt ud af nummeret, og den mere kendte komplet døsige “UK Surf” version, som bandet jævnligt lufter i koncertsammenhæng. Ellers er Peel Sessions discen kendetegnet med en dejlig skramlet live-lyd og matchende rasende energi, som numrene leveres med. Både de kendte Doolittle skæringer som “Dead” og “Tame”, der nærmest eksploderer ud af højtalerne, og måske i bredere kredse knap så kendte B-sider.

Her er der ellers en del kræs at finde! Kim Deal og hendes vokal får blandt andet lidt mere plads at boltre sig på, eksempelvis på 2 udgaver af “Into The White”. En brunt brummende sag som jeg ikke er helt solgt på, og en mere skarp og let-diskant/skinger version, som skærer på den helt rigtige måde. Her får vi demonstreret en anden af de ting der fungerer så fantastisk hos Pixies, kontrasterne i deres lyd i samme nummer. Musikken brummer og saver af sted, i mens Kim Deal hiver i modsatte retning med hendes søvnige og tilbagelænede vokal. Når Pixies er bedst, lyder det som om, at der bliver hevet i så mange retninger på samme tid, at nummeret er faretruende tæt på at blive flået fra hinanden af alle de kræfter og den energi der hober sig op.

Kontrasterne findes naturligvis også fra nummer til nummer, hvor “Down To The Well” slæber sig bedøvet af sted, med korte Black-hyl i omkvædet som eneste mærkbare udsving, så slår vanviddet ud i lys lue på “Bailey’s Walk”. Her lyder det kort og godt som om Frank Black Francis har fået en nedsmeltning, i mens bandet danser lidt omkring forsangeren og hans sindssyge.

Med dette miskmask af bizarre og ofte morbide tekster, og sprudlende melodier og støj-eksplosioner, skabte Pixies skole og musikhistorie på Doolittle. En historie mange bands senere har forsøgt at genfortælle udpluk af eller lave egne lignende eventyr med, men som bare ikke besidder samme magi som originalerne – for dette er nemlig netop dybt originalt. Ikke originalt i den forstand, at mange af enkeltdelene ikke er hørt før, men mere den opfindsomme måde bandet sætter stumperne sammen på. Catchy melodier flås i stykker af en pludselig støj-eksplosion, der muterer til iørefaldende pop, inden der igen drejes skarpt mod grøften og hele møget crasher i røg og damp. Efter 25 år er Doolittle både en musikhistorisk milepæl og lige så medrivende og frisk at lægge ører til her i sølvbryllupsåret, som da den udkom første gang.

Doolittle 25 henvender sig logisk nok mest til samlere og fans, og er du ikke den antikvariske type, der allerede har samlet disse numre sammen via bootlegs og lignede over årene, så er det her en glimrende pakke at give sig selv i julegave.

Selve Doolittle er selvfølgelig stadig et 6-stjernet album, hvor mange stjerner man tildeler de 2 andre disc’s må være en smagssag, de er jo hvad de er – men jeg slugte sgu’ hele pakken med hud og det meste hår (ikke Frank’s).

Bon appetit!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here